Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/385

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
367
Folkets Vilkaar. Handel og Søfart.

synderlig at have været berørt: det omtales ikke for Norges Vedkommende i Sagaerne, medens vi derimod have seet at Kong Harald sendte Korn til Island; det tilføjes endog, at han for at skaffe Islændingerne end større Lettelse, tillod dem at sende deres Fattigfolk over til Norge: altsammen Tegn paa, at der her ikke herskede nogen Mangel[1]. Handel og Skibsfart kan formedelst Krigen med Danmark ikke have været i saa god Gang, som i den dybeste Fred, men den var dog ikke ganske afbrudt, ikke engang med Danmark selv, idet mindste for neutrale Skibe, hvilket Audun Islændings og Sneglu-Halles Historie viser; med de øvrige nordeuropæiske Lande, nemlig med England, maa Handelsforbindelsen sikkert have været meget levende. Saaledes omtales hiin Thore Englandsfarer, der havde ligget i Sejlads til forskjellige Lande, og bragt Kongen Kostbarheder hjem[2]; da Sneglu-Halle, efter at have opholdt sig en Stund i England, søgte at faa Plads ombord paa et af de Skibe, der skulde afstaa til Norge — og dette nævnes ej som en Undtagelse, men som noget sædvanligt — havde allerede saa mange Tydskere tinget sig ind med mange Varer, at Halle ikke nogensteds kunde komme an, og alene ved en List skaffede sig Optagelse. Den forhen nævnte Islænding Odd Ufeigssøns Ungdomshistorie viser, hvorledes de driftige Handelsmænd i hine Tider bare sig ad, for at arbejde sig op fra lidet til en stor Formue. Hvad der her fortælles om Islændingen, maa ogsaa i det hele taget passe paa Forholdene i Norge. Odds Fader Ufeig, en Datter-Dattersøn af en mægtig Mand, der ligeledes hed Useig, og var en af dem, der vovede og formaaede at modsætte sig Gudmund den mægtiges Anmasselser, gjorde kun lidet af sin Søn, som derfor blev ked af Opholdet hjemme, og i sit 13de Aar bad ham om Penge-Understøttelse til at søge sin Lykke blandt Fremmede. Men Faderen afslog ham hans Bøn, hvorefter Odd tog et Fiskebaad med Tilbehør og 12 Alen Vaadmaal, og begav sig bort. Han slog sig i Følge med nogle Vær-Mænd, der optoge ham i Fællig med sig, og deels laante, deels lejede, deels solgte ham paa Kredit, hvad han behøvede. Med dem laa han i tre Aar ude paa Fiskeværene, og var saa heldig, at han inden den Tid ej alene havde tilbagebetalt sin Gjeld, men ogsaa erhvervet et godt Overskud, for hvilket han kjøbte Part i en Færgeskude. Med denne laa han en Tid paa Fragtfart mellem Midfjorden og Strandene paa Nordlandet, og vandt saa meget at han først udløste sine Medejere, og siden, da han blev ked af dette Liv, kunde kjøbe sig Part i et Kjøbmandsskib. Med dette drog han nu paa Handelsrejser til andre Lande, var fremdeles baade driftig og heldig, og havde om en føje Tid bragt det

  1. Se ovenfor S. 220, jvfr. Harald Haardraades S. C. 54, Snorre C. 36.
  2. Se ovenfor S. 258.