Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/371

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
353
Livet ved Haralds Hof. Sueglu-Halle.

Skibet, men de vilde ikke tilſtede det. Da ſagde jeg at de fik tage hvad der paafulgte, og gav Befaling til at angribe dem. Jeg havde fem Langſkibe, og angreb deres Skib fra begge Sider; vi endte ikke, førend Skibet var aldeles ryddet. En af Islændingerne, ved Navn Einar, forſvarede ſig ſaa kjekt, at jeg aldrig har ſeet hans Mage, og havde alle hans Kammerater været ſom han, vilde vi neppe have taget Skibet“. Kongen fandt det ilde gjort af Einar, ſaaledes at dræbe ſagesløſe Folk. Men Einar undſkyldte ſig med det vanſkelige i ſin Stilling, og oplyſte derhos, at man virkelig fandt en Mængde Finnevarer i Skibet. Ved at høre denne Fortælling, kaſtede Halle Kniven paa Bordet, holdt op at ſpiſe, og ſagde til Sigurd, der ſpurgte hvad der ſejlede ham, at hiin tapre Islænding var hans Broder, og at han ſørgede over hans Død, men vilde ſee til at faa Boder af Einar Finger. Sigurd fraraadte ham det, men forgjæves; han gik ſtrax hen til Højſædet, og fremſtillede ſig for Einar ſom den faldne Islændings Broder. „Har du da ej hørt, at jeg aldrig bøder“, ſpurgte Einar. „Hørt det har jeg nok“, ſvarede Halle, „men jeg fandt mig ikke forpligtet til at tro alt det onde, man paaſagde dig“. „Du idet mindſte“, ſagde Einar, „ſeer mig ikke ud til at kunne aftvinge mig Boder mere end andre; jeg vil desuden ikke føje dig, og derved vænne andre til at fordre det ſamme“. Halle meente at det ikke var ſaa farligt for een Gangs Skyld, men Einar vedblev ſin Vægring, og bed Halle med Truſler at pakke ſig. Halle gik, og Sigurd bad ham at afſtaa fra ſin dumdriſtige Fordring, tilbydende ham at ophæve Veddemaalet; men Halle vilde intet høre herom. Dagen efter fremſatte han ſin Fordring paany, men med lige ſaa lidet Held. Ogſaa Kongen fraraadte ham at plage Einar oftere i den Anledning, da ſtørre Karle end han havde maattet taale Einars Overmod; dog bebrejdede han paa den anden Side Einar, fordi han ſvarede Halle ſaa haardt. Halle gav endnu ikke tabt. Den følgende Morgen kom han ind til Kongen, da han og Einar ſtode og vaſkede ſig. Kongen ſpurgte hvad han vilde. Halle ſagde at han kom for at udbede ſig Kongens Forklaring af en Drøm, han havde haft om Natten, nemlig at Einar Fluga var Haakon Jarl, og at han ſelv var Thorleif Jarlaſkald[1], der havde digtet en Ndiviſe om ham, ſom han endnu om Morgenen, da han vaagnede, godt kunde erindre; han mumlede ogſaa, idet han gik tilbage, noget, der klang ſom et Vers, men ſom man ej tydeligt kunde høre. Da bad Harald Einar paa det indſtændigſte at opfylde Halles Begjæring. Han foreſtillede ham at Halle var en ſtor Skald og dertil hvas og uſkaanſom mod dem, han havde noget udeſtaaende med; det var, ſagde han, tydeligt

  1. Om Thorleif Jarlaſkald, ſe ovenfor I. 2. S. 250, Anm.