Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/370

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
352
Harald Haardraade.

anſees det for en Skjendſel at kaldes Grid-Niding“. „Du har handlet aldeles rigtigt“, ſagde Kongen; „Grid og Forlig ſkal man aldrig bryde“. „Det er ogſaa min Mening“, ſvarede Halle, „men Thjodolf kan rigtignok tale ſaa overmodigt herom, fordi ingen, ſaa vidt jeg veed, har hevnet ſin Fader mere tilgavns end han; thi han aad ſin Faders Bane“. Ved disſe Ord blev der et almindeligt Forundringsraab i hele Hallen; Kongen lo, og bad Halle forklare ſig nærmere. Halle ſagde at Thjodolfs Fader Arnor var ſaa fattig, at Heredets Bønder maatte underſtøtte ham; at han engang af en velvillig Bonde havde faaet en aarsgammel Kalv, ſom han drog hjem i et Top, hvis ene Ende han havde ſlynget om ſin Hals, men at han ved at ſtige over Jordvolden omkring ſit Tun ikke rigtigt havde beregnet dens Højde, ſaa at han blev hængende indenfor, medens Kalven ſprellede udenfor, indtil man fandt dem begge døde; hvilket imidlertid ikke afholdt de fattige Bern, hvoriblandt Thjodolf, fra at fortære Kalven. Kongen fandt det nok ſaa rimeligt. Thjodolf blev ſaa vred at han drog Sverdet og vilde dræbe Halle, men Folk lagde ſig imellem og Kongen ſagde at det ej ſkulde bekomme nogen af dem vel at gjøre den anden Skade; at Thjodolf havde begyndt Trætten, og maatte finde ſig i hvad der paafulgte. Derpaa fik Halle Tilladelſe til at kvæde ſin Draapa; den befandtes meget god, og Kongen lønnede ham godt for den.

Den ſamme Juul ventedes Einar-Fluga, Sysſelmanden paa Haalogaland[1], til Hoffet. Sigurd, Halles Sidekammerat, fortalte ham meget om Einars Overmod og Uvorenhed; han tog ikke i Betænkning at dræbe enhver, ſom ej gjorde ham tilpas, men bødte ſelv aldrig for Drab eller Ran. Nu var han i ſtor Yndeſt hos Kongen, men ſtundom var Forſtaalſen mellem dem ikke ſaa god. Sigurd raadede Halle til at være yderſt forſigtig i hvad han talte om eller til ham. Men Halle ſagde, at om end de øvrige vare ſaa rædde at de ikke vovede at kny imod ham, ſaa vilde dog han paatale enhver Fornærmelſe fra hans Side, og ſkulde maaſkee nok klemme Bøder af ham. Da Sigurd ytrede Tvivl herom, foreſlog Halle ham at vedde. Sigurd modtog Veddemaalet og ſatte en Guldring, Halle fik Hoved i Pant. Einar Fluga kom, og blev modtagen med megen Udmerkelſe; Kongen anviſte ham Plads ved ſin Side, og lod ham opvarte lige ſaa godt ſom ſig ſelv. En Dag opfordrede Kongen Einar til at fortælle om ſine Tog og Rejſer i Finmarken. Einar fortalte da, at han paa ſin Rejſe til Finmarken Sommeren forud havde mødt en Islandsfarer, der af Storme var fordreven derhen og havde maattet forblive der om Vintren. „Jeg beſkyldte“, ſagde han, „Beſætningen for at have drevet ulovlig Handel med Finnerne; de benegtede det: jeg fordrede at ranſage

  1. Om Einar Fluga, ſe ovenfor S. 177.