ansees det for en Skjendsel at kaldes Grid-Niding“. „Du har handlet aldeles rigtigt“, sagde Kongen; „Grid og Forlig skal man aldrig bryde“. „Det er ogsaa min Mening“, svarede Halle, „men Thjodolf kan rigtignok tale saa overmodigt herom, fordi ingen, saa vidt jeg veed, har hevnet sin Fader mere tilgavns end han; thi han aad sin Faders Bane“. Ved disse Ord blev der et almindeligt Forundringsraab i hele Hallen; Kongen lo, og bad Halle forklare sig nærmere. Halle sagde at Thjodolfs Fader Arnor var saa fattig, at Heredets Bønder maatte understøtte ham; at han engang af en velvillig Bonde havde faaet en aarsgammel Kalv, som han drog hjem i et Top, hvis ene Ende han havde slynget om sin Hals, men at han ved at stige over Jordvolden omkring sit Tun ikke rigtigt havde beregnet dens Højde, saa at han blev hængende indenfor, medens Kalven sprellede udenfor, indtil man fandt dem begge døde; hvilket imidlertid ikke afholdt de fattige Bern, hvoriblandt Thjodolf, fra at fortære Kalven. Kongen fandt det nok saa rimeligt. Thjodolf blev saa vred at han drog Sverdet og vilde dræbe Halle, men Folk lagde sig imellem og Kongen sagde at det ej skulde bekomme nogen af dem vel at gjøre den anden Skade; at Thjodolf havde begyndt Trætten, og maatte finde sig i hvad der paafulgte. Derpaa fik Halle Tilladelse til at kvæde sin Draapa; den befandtes meget god, og Kongen lønnede ham godt for den.
Den samme Juul ventedes Einar-Fluga, Sysselmanden paa Haalogaland[1], til Hoffet. Sigurd, Halles Sidekammerat, fortalte ham meget om Einars Overmod og Uvorenhed; han tog ikke i Betænkning at dræbe enhver, som ej gjorde ham tilpas, men bødte selv aldrig for Drab eller Ran. Nu var han i stor Yndest hos Kongen, men stundom var Forstaalsen mellem dem ikke saa god. Sigurd raadede Halle til at være yderst forsigtig i hvad han talte om eller til ham. Men Halle sagde, at om end de øvrige vare saa rædde at de ikke vovede at kny imod ham, saa vilde dog han paatale enhver Fornærmelse fra hans Side, og skulde maaskee nok klemme Bøder af ham. Da Sigurd ytrede Tvivl herom, foreslog Halle ham at vedde. Sigurd modtog Veddemaalet og satte en Guldring, Halle fik Hoved i Pant. Einar Fluga kom, og blev modtagen med megen Udmerkelse; Kongen anviste ham Plads ved sin Side, og lod ham opvarte lige saa godt som sig selv. En Dag opfordrede Kongen Einar til at fortælle om sine Tog og Rejser i Finmarken. Einar fortalte da, at han paa sin Rejse til Finmarken Sommeren forud havde mødt en Islandsfarer, der af Storme var fordreven derhen og havde maattet forblive der om Vintren. „Jeg beskyldte“, sagde han, „Besætningen for at have drevet ulovlig Handel med Finnerne; de benegtede det: jeg fordrede at ransage
- ↑ Om Einar Fluga, se ovenfor S. 177.
