Slidren og satte sig ned, men sendte siden Tuta med en stegt Grus fra sit eget Bord til Halle, idet han paalagde Dvergen, naar han var kommen midt paa Gulvet, og ikke for, at hilse Halle, at han skulde have digtet en Vise, førend han modtog Grisen, eller ogsaa lide Døden. Tuta gjorde Indvendinger, men det hjalp ikke; han maatte fremføre Befalingen. Halle havde sit Vers færdigt i rette Tid, og fremsagde det, idet han modtog Sendingen. Kongen fandt det meget godt i Betragtning af den korte Tid, der var ham levnet til at digte det, og skjenkede ham sin fulde Tilgivelse. Opmuntret herved digtede Halle et Kvad til Kongens Ære, og udbad sig om Jule-Aften Tilladelse til at fremsige det. Kongen spurgte om han forhen havde digtet noget fuldstændigt Kvad, og da Halle benegtede det, ytrede han at mange vistnok vilde finde det dumdristigt af Halle, første Gang at behandle et Emne som saa store Skalde allerede havde besunget. Han æskede ogsaa Thjodolfs Mening derom: denne gav intet bestemt Svar, men ytrede kun ondskabsfuldt at Halle gjorde bedst i, ikke at lyve for Kongen. Paa Kongens Spørgsmaal, om han da virkelig havde løjet, svarede Thjodolf ja, saasom Halle virkelig allerede tidligere havde digtet et Kvad, nemlig de saakaldte Kolle-Viser om, en Ko, han gætede ude paa Island. Halle erkjendte Sandheden heraf, men meente, at et saadant Kvad ikke var for noget at regne. Kongen forlangte dog at høre det, og Halle erklærede sig villig til at kvæde det, naar Thjodolf ogsaa vilde kvæde et lignende, som han havde digtet hjemme paa Island, kaldet Søpletrugs-Viserne. „Det er ellers vel“, lagde han til, „at Thjodolf vælter nu ind paa mig, thi ogsaa mine Bide- og Jexel-Tænder ere nu saa vidt fremme, at jeg godt kan give ham lige for lige“. Kongen, som havde de største Løjer af at hidse dem paa hinanden, forlangte nærmere Oplysninger om Thjodolfs Kvad, og om Aarsagen til dets besynderlige Navn. Halle sagde at da Thjodolf var hjemme, maatte han bære Asken ud i et Søpletrug med sine øvrige Syskende, og ansaaes næsten altfor enfoldig endog til en saa ringe Syssel, thi man maatte altid see efter, om der ikke var Ild i Asken, der siden kunde gjøre Skade. Kongen spurgte Thjodolf om det var sandt, og han kunde ej benegte det, men foregav, at han kun havde gjort det for at hjelpe sine smaa Syskende, og halv i Spøg. Kongen vilde nu høre begge disse Kvad, og de maatte fremsige dem. Han fandt dem begge ubetydelige, dog især Thjodolfs. „Vistnok“, sagde Thjodolf, „men Halle, som er saa ordhvas, burde heller see til at hevne sin Fader, end at mundhugges med mig her i Norge“. „Er det sandt“, spurgte Kongen, „at du ikke har hevnet din Fader? hvorledes torde du i saa Fald understaa dig at komme til Høvdinger udenlands?“ „Min Fader“, sagde Halle, „blev dræbt, da jeg var et Barn; mine Frænder afgjorde Sagen og sluttede Forlig paa mine Vegne, og hjemme hos os
