Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/369

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
351
Livet ved Haralds Hof. Sneglu-Halle.

Slidren og ſatte ſig ned, men ſendte ſiden Tuta med en ſtegt Grus fra ſit eget Bord til Halle, idet han paalagde Dvergen, naar han var kommen midt paa Gulvet, og ikke for, at hilſe Halle, at han ſkulde have digtet en Viſe, førend han modtog Griſen, eller ogſaa lide Døden. Tuta gjorde Indvendinger, men det hjalp ikke; han maatte fremføre Befalingen. Halle havde ſit Vers færdigt i rette Tid, og fremſagde det, idet han modtog Sendingen. Kongen fandt det meget godt i Betragtning af den korte Tid, der var ham levnet til at digte det, og ſkjenkede ham ſin fulde Tilgivelſe. Opmuntret herved digtede Halle et Kvad til Kongens Ære, og udbad ſig om Jule-Aften Tilladelſe til at fremſige det. Kongen ſpurgte om han forhen havde digtet noget fuldſtændigt Kvad, og da Halle benegtede det, ytrede han at mange viſtnok vilde finde det dumdriſtigt af Halle, førſte Gang at behandle et Emne ſom ſaa ſtore Skalde allerede havde beſunget. Han æſkede ogſaa Thjodolfs Mening derom: denne gav intet beſtemt Svar, men ytrede kun ondſkabsfuldt at Halle gjorde bedſt i, ikke at lyve for Kongen. Paa Kongens Spørgsmaal, om han da virkelig havde løjet, ſvarede Thjodolf ja, ſaaſom Halle virkelig allerede tidligere havde digtet et Kvad, nemlig de ſaakaldte Kolle-Viſer om, en Ko, han gætede ude paa Island. Halle erkjendte Sandheden heraf, men meente, at et ſaadant Kvad ikke var for noget at regne. Kongen forlangte dog at høre det, og Halle erklærede ſig villig til at kvæde det, naar Thjodolf ogſaa vilde kvæde et lignende, ſom han havde digtet hjemme paa Island, kaldet Søpletrugs-Viſerne. „Det er ellers vel“, lagde han til, „at Thjodolf vælter nu ind paa mig, thi ogſaa mine Bide- og Jexel-Tænder ere nu ſaa vidt fremme, at jeg godt kan give ham lige for lige“. Kongen, ſom havde de ſtørſte Løjer af at hidſe dem paa hinanden, forlangte nærmere Oplysninger om Thjodolfs Kvad, og om Aarſagen til dets beſynderlige Navn. Halle ſagde at da Thjodolf var hjemme, maatte han bære Aſken ud i et Søpletrug med ſine øvrige Syſkende, og anſaaes næſten altfor enfoldig endog til en ſaa ringe Sysſel, thi man maatte altid ſee efter, om der ikke var Ild i Aſken, der ſiden kunde gjøre Skade. Kongen ſpurgte Thjodolf om det var ſandt, og han kunde ej benegte det, men foregav, at han kun havde gjort det for at hjelpe ſine ſmaa Syſkende, og halv i Spøg. Kongen vilde nu høre begge disſe Kvad, og de maatte fremſige dem. Han fandt dem begge ubetydelige, dog iſær Thjodolfs. „Viſtnok“, ſagde Thjodolf, „men Halle, ſom er ſaa ordhvas, burde heller ſee til at hevne ſin Fader, end at mundhugges med mig her i Norge“. „Er det ſandt“, ſpurgte Kongen, „at du ikke har hevnet din Fader? hvorledes torde du i ſaa Fald underſtaa dig at komme til Høvdinger udenlands?“ „Min Fader“, ſagde Halle, „blev dræbt, da jeg var et Barn; mine Frænder afgjorde Sagen og ſluttede Forlig paa mine Vegne, og hjemme hos os