Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/368

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
350
Harald Haardraade.

naar han ſtod oprejſt. I dette Optog, og med Sverd ved Siden kom Tinn gaaende ind i Hallen, til Alles Forundring. Kongen lagde en Kniv og Belte paa Bordet, og udlevede dem ſom Belønning for den, der paa ſtaaende Fod kunde kvæde en god Viſe om Dvergen, men lagde til, at om nogen forſøgte derpaa, men ſkilte ſig daarligt derved, ſkulde han have hans Utak. Strax hørte man en Mand i et af de ydre Sæder paa Bænken iſtemme en Viſe: det var Halle. Han ſkilte ſig ſaa godt derved, at Kongen, trods Thjodolfs Knurren, gav ham den lovede Belønning, og tilføjede, at man ej uden at være uretfærdig kunde negte, at Viſen var god.

Siden bragte Halles Kaadhed ham i en alvorlig Knibe. En Dag, da Kongen efter Sædvane gav Tegn med Kniven til at tage af Bordet førend de øvrige vare mætte, ſnappede Halle et Stykke af Fadet og beholdt det hos ſig, idet han ſagde:

Jeg kærer mig ej om
at Kongen banker,

lader Munden tygge,
gaar mæt til Sængs.

Ikke nok hermed, traadte han Morgenen efter frem for Kongen med Skjold og Sverd, og kvad en Viſe, hvori han ytrede, at Roden drev ham til at ſælge baade Sverd og Skjold for Brød og Suul, ſiden Kongen ſultede ſine Mænd ſaaledes at de gik ganſke tynde og udtærede. Kongen ſvarede intet, ſkjønt alle kunde ſee at han var vred, undtagen Halle ſelv, der kun blev endnu dumdriſtigere end for. Faa Dage efter, da han i Kongens Følge ledſagede ham ude paa Gaden, fandt han paa, med eet at løbe afſted i al Fart forbi Kongen. Denne ſpurgte, i Versform, hvad han havde fore. Halle ſvarede ligeledes i Vers, at han vilde kjøbe ſig Grød. Kongen, ſom antog det Hele for en Spøg, lagde ikke videre Merke til ham, førend han kom hen til en Gaard, hvor Halle ſad udenfor med en ſtor Grødkjedel og ſpiſte af alle Kræfter. Kongen ſpurgte meget vred, hvorfor han var kommen fra Island til Høvdinger alene i den Henſigt at haane dem. Halle undſkyldte ſig med at heller ikke Kongen ſlog Vrag paa gode Sendinger, og Thjodolf kvad et Spøgevers, da Halle efterat have ſpiiſt ſig mat, kaſtede Kjedlen fra ſig. Men Kongen tilgav ikke ſaa let Fornærmelſen, og ved Aftensbordet lod han et heelt Fad med Grød ſætte foran Halle, og befalede ham at ſpiſe. „Dertil behøver man ej at tvinge mig“, ſagde Halle nok ſaa roligt„,da jeg ſattes meget godt om Grød“, og gav ſig til at ſpiſe; men det var ham umuligt at tomme det hele Fad, og han holdt derfor op, da han ikke orkede mere. Kongen gik nu til ham med draget Sverd og bød ham at ſpiſe. „Nej“, ſagde Halle, „det gjør jeg ikke: dræb mig om I vil, men Grød ſkal ej blive min Bane“. Kongen ſtak Sverdet i