Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/368

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
350
Harald Haardraade.

naar han stod oprejst. I dette Optog, og med Sverd ved Siden kom Tinn gaaende ind i Hallen, til Alles Forundring. Kongen lagde en Kniv og Belte paa Bordet, og udlevede dem som Belønning for den, der paa staaende Fod kunde kvæde en god Vise om Dvergen, men lagde til, at om nogen forsøgte derpaa, men skilte sig daarligt derved, skulde han have hans Utak. Strax hørte man en Mand i et af de ydre Sæder paa Bænken istemme en Vise: det var Halle. Han skilte sig saa godt derved, at Kongen, trods Thjodolfs Knurren, gav ham den lovede Belønning, og tilføjede, at man ej uden at være uretfærdig kunde negte, at Visen var god.

Siden bragte Halles Kaadhed ham i en alvorlig Knibe. En Dag, da Kongen efter Sædvane gav Tegn med Kniven til at tage af Bordet førend de øvrige vare mætte, snappede Halle et Stykke af Fadet og beholdt det hos sig, idet han sagde:

Jeg kærer mig ej om
at Kongen banker,

lader Munden tygge,
gaar mæt til Sængs.

Ikke nok hermed, traadte han Morgenen efter frem for Kongen med Skjold og Sverd, og kvad en Vise, hvori han ytrede, at Roden drev ham til at sælge baade Sverd og Skjold for Brød og Suul, siden Kongen sultede sine Mænd saaledes at de gik ganske tynde og udtærede. Kongen svarede intet, skjønt alle kunde see at han var vred, undtagen Halle selv, der kun blev endnu dumdristigere end for. Faa Dage efter, da han i Kongens Følge ledsagede ham ude paa Gaden, fandt han paa, med eet at løbe afsted i al Fart forbi Kongen. Denne spurgte, i Versform, hvad han havde fore. Halle svarede ligeledes i Vers, at han vilde kjøbe sig Grød. Kongen, som antog det Hele for en Spøg, lagde ikke videre Merke til ham, førend han kom hen til en Gaard, hvor Halle sad udenfor med en stor Grødkjedel og spiste af alle Kræfter. Kongen spurgte meget vred, hvorfor han var kommen fra Island til Høvdinger alene i den Hensigt at haane dem. Halle undskyldte sig med at heller ikke Kongen slog Vrag paa gode Sendinger, og Thjodolf kvad et Spøgevers, da Halle efterat have spiist sig mat, kastede Kjedlen fra sig. Men Kongen tilgav ikke saa let Fornærmelsen, og ved Aftensbordet lod han et heelt Fad med Grød sætte foran Halle, og befalede ham at spise. „Dertil behøver man ej at tvinge mig“, sagde Halle nok saa roligt„,da jeg sattes meget godt om Grød“, og gav sig til at spise; men det var ham umuligt at tomme det hele Fad, og han holdt derfor op, da han ikke orkede mere. Kongen gik nu til ham med draget Sverd og bød ham at spise. „Nej“, sagde Halle, „det gjør jeg ikke: dræb mig om I vil, men Grød skal ej blive min Bane“. Kongen stak Sverdet i