Gaarde. Men Halle sagde, at dersom han ej fik være med Hirden, vilde han helst søge sig Ophold hos andre. Kongen ytrede at Islændingerne plejede at være egensindige og korte for Hovedet, men at man desuagtet, som sædvanligt, vilde give ham Skylden, dersom der indtraf noget ubehageligt mellem ham og Halle: han vilde imidlertid ikke afslaa ham hans Bøn, men det maatte være paa hans eget An- og Tilsvar, hvad der saa senere hændtes. Paa dette Vilkaar gik Halle ind, takkede Kongen, og blev hos Hirden. Han blev snart meget yndet af Hirdmændene, og især opstod der et særdeles Venskab mellem ham og hans Sidekammerat, en gammel gjæv Hirdmand ved Navn Sigurd.
Det traf sig engang, da Kongen, ledsaget af sit Følge, gik paa Gaden, at de kom forbi et Huus, hvor en Skomager og en Smed just vare komne i et heftigt Slagsmaal med hinanden. Kongen saa paa det en Stund, men vilde ikke blande sig deri, og gik bort, idet han bad sin Hofskald Thjodolf, der ogsaa var med i Følget, at digte en Vise derom. Den forfængelige Thjodolf undslog sig i Førstningen, da det, som han sagde, var under hans Værdighed som Kongens Hoved-Skald, at besynge et saa simpelt Emne. „Det“ er ikke saa simpelt som du tror“, sagde Kongen, thi du skal fremstille dem som andre Mænd end de i Virkeligheden ere; lad den ene være Sigurd Favnesbane og den anden Lyngormen Favne, idet du dog lader Enhver beholde sin Idræt“. Nu kvad Thjodolf et Vers, som Kongen roste; efter hans Anmodning kvad han endnu et, hvor den ene fremtraadte som Thor, den anden som Jotnen Geirrød. „Du er en god Skald“, sagde Kongen, og gav ham en Guldfingerring. Halle havde ej været med ved denne Lejlighed, men om Aftenen, da man sad ved Drikkebordet, fortalte man ham alt sammen, kvad Thjodolfs Vers for ham, og sagde at han neppe kunde have digtet saadanne Vers, hvor dygtig Skald han end var. Halle sagde at han heller ikke havde tænkt at maale sig med Thjodolf, og aller mindst naar han ej havde været tilstede ved den Begivenhed, som skulde besynges. Dette hans Svar blev strax fortalt Kongen, men fordrejet saaledes som om han havde erklæret sig for lige saa god Skald som Thjodolf. Dette, meente Kongen, var umuligt, men han vilde dog med det første sætte ham paa Prøve. Denne Prøve udeblev heller ikke længe. Ved Kongens Hof var der en frisisk Dverg, ved Navn Tuta. Han var ikke højere end et tre Aars Barn, men hans Hoved var stort og af et gammelt Udseende, Kroppen bred og tyk. En Dag, da man sad ved Bordet, havde Kongen for Løjers Skyld ladet ham tage en Hjelm paa Hovedet, og iføre sig hans Brynje, Emma, hvilken han havde anskaffet sig i Constantinopel, og som var saa siid, at den naaede ham selv, en saa høj Mand, ned paa Læggen,
