Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/367

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
349
Livet ved Haralds Hof. Sneglu-Halle.

Gaarde. Men Halle ſagde, at derſom han ej fik være med Hirden, vilde han helſt ſøge ſig Ophold hos andre. Kongen ytrede at Islændingerne plejede at være egenſindige og korte for Hovedet, men at man desuagtet, ſom ſædvanligt, vilde give ham Skylden, derſom der indtraf noget ubehageligt mellem ham og Halle: han vilde imidlertid ikke afſlaa ham hans Bøn, men det maatte være paa hans eget An- og Tilſvar, hvad der ſaa ſenere hændtes. Paa dette Vilkaar gik Halle ind, takkede Kongen, og blev hos Hirden. Han blev ſnart meget yndet af Hirdmændene, og iſær opſtod der et ſærdeles Venſkab mellem ham og hans Sidekammerat, en gammel gjæv Hirdmand ved Navn Sigurd.

Det traf ſig engang, da Kongen, ledſaget af ſit Følge, gik paa Gaden, at de kom forbi et Huus, hvor en Skomager og en Smed juſt vare komne i et heftigt Slagsmaal med hinanden. Kongen ſaa paa det en Stund, men vilde ikke blande ſig deri, og gik bort, idet han bad ſin Hofſkald Thjodolf, der ogſaa var med i Følget, at digte en Viſe derom. Den forfængelige Thjodolf undſlog ſig i Førſtningen, da det, ſom han ſagde, var under hans Værdighed ſom Kongens Hoved-Skald, at beſynge et ſaa ſimpelt Emne. „Det“ er ikke ſaa ſimpelt ſom du tror“, ſagde Kongen, thi du ſkal fremſtille dem ſom andre Mænd end de i Virkeligheden ere; lad den ene være Sigurd Favnesbane og den anden Lyngormen Favne, idet du dog lader Enhver beholde ſin Idræt“. Nu kvad Thjodolf et Vers, ſom Kongen roſte; efter hans Anmodning kvad han endnu et, hvor den ene fremtraadte ſom Thor, den anden ſom Jotnen Geirrød. „Du er en god Skald“, ſagde Kongen, og gav ham en Guldfingerring. Halle havde ej været med ved denne Lejlighed, men om Aftenen, da man ſad ved Drikkebordet, fortalte man ham alt ſammen, kvad Thjodolfs Vers for ham, og ſagde at han neppe kunde have digtet ſaadanne Vers, hvor dygtig Skald han end var. Halle ſagde at han heller ikke havde tænkt at maale ſig med Thjodolf, og aller mindſt naar han ej havde været tilſtede ved den Begivenhed, ſom ſkulde beſynges. Dette hans Svar blev ſtrax fortalt Kongen, men fordrejet ſaaledes ſom om han havde erklæret ſig for lige ſaa god Skald ſom Thjodolf. Dette, meente Kongen, var umuligt, men han vilde dog med det førſte ſætte ham paa Prøve. Denne Prøve udeblev heller ikke længe. Ved Kongens Hof var der en friſiſk Dverg, ved Navn Tuta. Han var ikke højere end et tre Aars Barn, men hans Hoved var ſtort og af et gammelt Udſeende, Kroppen bred og tyk. En Dag, da man ſad ved Bordet, havde Kongen for Løjers Skyld ladet ham tage en Hjelm paa Hovedet, og iføre ſig hans Brynje, Emma, hvilken han havde anſkaffet ſig i Conſtantinopel, og ſom var ſaa ſiid, at den naaede ham ſelv, en ſaa høj Mand, ned paa Læggen,