gen om en større Stivhed og Alvorlighed ved Olafs stilfærdige Hof, hvor Skaldene sjeldnere kom til Orde, end i Haralds lystige Haller, der gjenløde af herlige Skaldekvad og selskabelig Munterhed, og hvor-Kongen, naar han var i godt Lune, selv var den første til at oplive sin Kreds ved underholdende Samtale og morsomme Indfald. Især fornøjede han sig da ved et Slags Kappestrid i bidende Ord. Han henkastede slige Ytringer, snart til En snart til en Anden af sine Omgivelser, ofte i Vers, stundom i almindelig Tale. Fik han da et vittigt Svar, morede han sig kosteligt derover, ligemeget om det var nærgaaende, ja endog strengt taget upassende. Men saa godt han fandt sig i alle slige Svar, naar han var i godt Lune, saa ilde optog han dem igjen, naar han var i slet; og derfor var det altid forbundet med Fare at spøge med ham; thi undertiden var det vanskeligt nok at blive klog paa, i hvad Stemning han befandt sig. Og blev han først opbragt paa nogen, var han hensynsløs i sin Hevn og vanskelig at stille til Rette. Heldigviis synes dog de Tider, i hvilke han var i slet Lune og tilbøjelig til at optage ethvert Svar ilde, at have været forholdsviis sjeldne, og Frygten, at de skulde indtræde, ej at have virket hemmende paa den almindelige Lystighed. Hvad Haralds nærmeste Omgivelser mere klagede over, var hans Smaalighed i de regelmæssige Udgifter — f. Ex., som vi allerede have seet — ved Lønningerne, og i den daglige Bevertning. Man fandt at der stundom ved hans Bord herskede en upassende Knaphed, og man ankede især over at han, naar han var færdig med at spise, hvilket han altid blev tidligere end de øvrige Bordgjester, da han først blev opvartet, gav Tegn til at dække af ved at banke i Bordet med Skaftet af sin Kniv. Dette ansaa man som Tegn paa Karrighed, en Lyde, der efter Sagnet skulde være arvelig i Harald Haarfagres Æt: snarere var det dog en Mangel paa Hensyn til andres Bekvemmelighed, hvortil Mænd i en overordnet Stilling og af en hensynsløs Charakteer, som hans, let kunne henfalde, og som ogsaa har været anket over hos andre Fyrster af lignende Charakteer endog i nyere Tider. Thi ellers lagde Harald Vind paa at det skulde gaa overflødigt til, og at de gamle Skikke ved Drikkelag ej skulde aflægges. Vi have saaledes af Beretningen om Halldor Snorressøn seet, hvor ivrigt han
saa lang Tid skulde kunne have opholdt sig uantastet nær ved hans foregivne Morder, og ligesaa urimeligt er det, at hiin Bonde skulde have myrdet ham hemmeligt, hvor det tvertimod betragtedes som en Fortjeneste at dræbe ham. Angivelsen maa derfor vistnok have været usand; og hvis det er sandt, at Harald lod Bonden hænge, opstaar der sterk Mistanke om at Harald selv har opstillet Angiveren for at faa Paaskud til at rydde den ham af en eller anden Grund forhadte Bonde af Vejen. Men den hele Fortælling er noget apokryfisk, og dens Udeladelse hos Snorre vidner sterkt mod dens Troværdighed.
