Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/365

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
347
Livet ved Haralds Hof.

gen om en ſtørre Stivhed og Alvorlighed ved Olafs ſtilfærdige Hof, hvor Skaldene ſjeldnere kom til Orde, end i Haralds lyſtige Haller, der gjenløde af herlige Skaldekvad og ſelſkabelig Munterhed, og hvor-Kongen, naar han var i godt Lune, ſelv var den førſte til at oplive ſin Kreds ved underholdende Samtale og morſomme Indfald. Iſær fornøjede han ſig da ved et Slags Kappeſtrid i bidende Ord. Han henkaſtede ſlige Ytringer, ſnart til En ſnart til en Anden af ſine Omgivelſer, ofte i Vers, ſtundom i almindelig Tale. Fik han da et vittigt Svar, morede han ſig koſteligt derover, ligemeget om det var nærgaaende, ja endog ſtrengt taget upasſende. Men ſaa godt han fandt ſig i alle ſlige Svar, naar han var i godt Lune, ſaa ilde optog han dem igjen, naar han var i ſlet; og derfor var det altid forbundet med Fare at ſpøge med ham; thi undertiden var det vanſkeligt nok at blive klog paa, i hvad Stemning han befandt ſig. Og blev han førſt opbragt paa nogen, var han henſynsløs i ſin Hevn og vanſkelig at ſtille til Rette. Heldigviis ſynes dog de Tider, i hvilke han var i ſlet Lune og tilbøjelig til at optage ethvert Svar ilde, at have været forholdsviis ſjeldne, og Frygten, at de ſkulde indtræde, ej at have virket hemmende paa den almindelige Lyſtighed. Hvad Haralds nærmeſte Omgivelſer mere klagede over, var hans Smaalighed i de regelmæsſige Udgifter — f. Ex., ſom vi allerede have ſeet — ved Lønningerne, og i den daglige Bevertning. Man fandt at der ſtundom ved hans Bord herſkede en upasſende Knaphed, og man ankede iſær over at han, naar han var færdig med at ſpiſe, hvilket han altid blev tidligere end de øvrige Bordgjeſter, da han førſt blev opvartet, gav Tegn til at dække af ved at banke i Bordet med Skaftet af ſin Kniv. Dette anſaa man ſom Tegn paa Karrighed, en Lyde, der efter Sagnet ſkulde være arvelig i Harald Haarfagres Æt: ſnarere var det dog en Mangel paa Henſyn til andres Bekvemmelighed, hvortil Mænd i en overordnet Stilling og af en henſynsløs Charakteer, ſom hans, let kunne henfalde, og ſom ogſaa har været anket over hos andre Fyrſter af lignende Charakteer endog i nyere Tider. Thi ellers lagde Harald Vind paa at det ſkulde gaa overflødigt til, og at de gamle Skikke ved Drikkelag ej ſkulde aflægges. Vi have ſaaledes af Beretningen om Halldor Snorresſøn ſeet, hvor ivrigt han

    ſaa lang Tid ſkulde kunne have opholdt ſig uantaſtet nær ved hans foregivne Morder, og ligeſaa urimeligt er det, at hiin Bonde ſkulde have myrdet ham hemmeligt, hvor det tvertimod betragtedes ſom en Fortjeneſte at dræbe ham. Angivelſen maa derfor viſtnok have været uſand; og hvis det er ſandt, at Harald lod Bonden hænge, opſtaar der ſterk Mistanke om at Harald ſelv har opſtillet Angiveren for at faa Paaſkud til at rydde den ham af en eller anden Grund forhadte Bonde af Vejen. Men den hele Fortælling er noget apokryfiſk, og dens Udeladelſe hos Snorre vidner ſterkt mod dens Troværdighed.