Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/364

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
346
Harald Haardraade.

Haralds Misfordeel. Imidlertid have vore Sagaer opbevaret os et Udſagn af Halldor, Søn af St. Olafs gamle Ven Brynjulf Ulvalde paa Vetteland[1], og en formedelſt ſin Magt og Viisdom meget agtet Høvding, ifølge hvilket brunt Halvbroder ſkulle have haft mere tilfælles med hinanden i Charakteer og Væſen, end vi nu, efter hvad der fortælles om dem, ere tilbøjelige til at foreſtille os. Halldor, fortælles der, hørte engang hvorledes man talte om begge Konger, og fandt deres Sindelag heel forſkjelligt. Han ytrede ſig da ſaaledes: „jeg var med begge Brødrene i ſtor Kjærlighed, og kjendte godt begges Sindelag; men jeg har aldrig fundet to Mænd, der vare hinanden ſaa lige af Aand og Charakteer. Begge vare de forſtandigſte og vaabendjerveſte Mænd, begjærlige efter Gods og Herredømme, ſtorſindede og ikke meget nedladende, kraftige Herſkere og ſtrenge til at refſe. Kong Olaf tvang Folket til Chriſtendom og rette Sæder, og refſede grumt dem, der ej adløde; Landets Høvdinger taalte ikke af ham, at han dømte efter Retfærdighed liden Perſons Anſeelſe, rejſte en inat imod ham, og fældte ham i hans eget Rige, hvorfor han nu er hellig. Kong Harald derimod ſøgte ved Vaaben at ſkaffe ſig Berømmelſe og Magt, undertvang alle dem, han kunde, og faldt i en anden Konges Rige. Begge Brødre opførte ſig i det daglige Liv paa en ſædelig og værdig Maade. Begge vare de vidt berejſte og foretagelſeslyſtne, hvorfor de og bleve vidt berømte og navnkundige[2]. Man erfarer dog af denne Skildring, at Haralds Stræben nærmeſt gik ud paa verdslig Magt, medens Olafs fornemmelig ſigtede til Religionens Befeſtelſe. Men om end Olafs Strenghed og de haarde Midler, han anvendte, heri finde en Undſkyldning, der ej kan blive Haralds paa verdslige Formaal rettede Politik til Deel[3], ſaa faar man dog derved uvilkaarligt Foreſtillin-

  1. Om Brynjulf ſe ovf. I. 2. S. 542, 543.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 124, Snorre Cap. 105.
  3. Paa de mindre ædle Midler hvoraf Harald ſtundom benyttede ſig til at faa ſine Fiender og politiſke Modſtandere ryddede af Vejen, have vi allerede ovenfor ſeet Exempler. Til disſe kan man maaſkee ogſaa henføre endnu en Fortælling, der alene findes i de vidtløftigere Kongeſagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 109, Morkinſkinna, fol. 17 a). Det heder her, at Harald engang kom til det Sted, hvor Slaget mellem Tryggve Olafsſøn og Svein Alfivesſøn havde ſtaaet (ſe ovenfor I. 2. S. 830, 831); han traf der en Mand, der havde været med Tryggve og elſkede ham højt; denne Mand blev meget betagen ved at ſee Kongen, og angav ſom Grund, at Synet af fyrſtelige Perſoner altid gjorde et ſterkt Indtryk paa ham ſiden Tryggves Død, efterſom denne ſlet ikke var falden i Slaget, men derimod myrdet af den Bonde, ſom boede i Nærheden. Harald, ſiges der, lod nu Bonden ved Pinſler tvinge til at tilſtaa Forbrydelſen, og lod ham derpaa hænge. Men de Skaldekvad, der omtale Tryggve ſom falden i Slaget, ſynes at ſtøtte ſig til Øjenvidners Beretning; højſt urimeligt ſynes det, at hiin Ven af Tryggve i