ikke være kommen med Livet fra Skidløberfarten, hvis ikke Islændingen Odd Ufeigssøn hemmelig havde givet ham St. Stephans Belte, der frelste dem, som bare det, fra Døden; da han svævede mellem Liv og Død, lovede han at dele sit Gods i tre Dele, til St. Olaf, til St. Stephan og til veldædige Øjemed; hvorpaa St. Olaf i egen Person kom ham til Hjelp. Han rejste derpaa til England, hvor han opholdt sig ved Edward Confessors Hof, og hvor han ogsaa fik den i Norge utlæg-lyste Odd Ufeigssøn til sig. Siden, heder det, deeltog han i Stanfordslaget, hvor han kunde have fældet Kong Harald, dersom han ej i sin Nød havde lovet St. Olaf, aldrig selv at gjøre noget Forsøg mod Broderens Liv; men han betegnede ham ved et Pileskud, saa at en anden siden kunde tage Sigte paa ham og ramme ham. Endnu kvædes der Viser i Norge om „Kong Harald og Hemingen unge“, hvor der blandt andet tales om hans Fart ned ad „Snarafjeldet“ og hvorledes han skød en Valnød af sin Broders Hoved; men der siges ingensteds, at hiin Kong Harald var Harald Haardraade. Paa Færøerne derimod kvædes en Vise om Hemingen, eller som han her kaldes, Gaute eller Geyte Aaslakssøn, med Tilnavnet Heming, hvor Fortællingen i det hele taget stemmer mere med den islandske Bearbejdelse, og ligesom denne betegner Harald Haardraade som den Kong Harald, der her optræder som Tyran[1].
Det Slægtskabsforhold, hvori Harald stod til St. Olaf, og Eenheden af deres politiske Stræben, fremkaldte mange Sammenligninger mellem dem, der, som det synes, og som rimeligt var, i det hele taget faldt ud til
- ↑ Hemingsagnet, saaledes som det fremstilles i den islandske Bearbejdelse, er meddeelt i Udtog af P. E. Müller i hans Sagabibl. III. S. 356—366. Ligeledes findes det i Thormod Torvessøns Hist. Norv. III. S. 365—372. De nu existerende norske Hemingsviser findes i Landstads norske Folkeviser S. 177—185, og Uddrag af den færøiske, sammesteds S. 862—864. Om Sagnet selv, se ovf. I. 2. S. 72, 73, Anm. Den Bearbejdelse, jeg her har kaldet den islandske, og hvilken man maaskee kan tilskrive den første Henførelse af Sagnet til Harald Haardraade, maa være bleven til paa Island, da den deels indblander flere Islændinger, navnlig Odd Ufeigssøn, Halldor Snorressøn, Thorarin Nevjulfssøn o. fl, deels hentyder til Lokalforholde paa Island, f. Ex. en af Odd bygget Kirke paa hans Gaard Mel, hvor hiint hellige Liinklæde, som Heming havde baaret, „endnu den Dag i Dag gjemmes“. Bearbejdelsen findes i Flatøbogen og (dog ikke fuldstændigt) med Hr. Hauk Erlendssøns egen Haand i Hauksbogen. Her findes den forbunden med en anden, vistnok upaalidelig, Fortælling om en Grønlænding, kaldet Liig-Lodin, der kom til Harald, da han laa med sin Flaade i Solunderne paa Rejsen til England og berettede ham allehaande forunderlige Ting som han havde seet i Grønlands-Farvandene, saa at Tostig Jarl gav at forstaa, at han ansaa det for Løgn. (Se Grønlands historiske Mindesmerker II. S. 662—667). Men Tostig var ikke med Harald paa dette Tog, da han allerede flere Maaneder forhen var kommen til England.
