Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/363

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
345
Heming-Sagnet.

ikke være kommen med Livet fra Skidløberfarten, hvis ikke Islændingen Odd Ufeigsſøn hemmelig havde givet ham St. Stephans Belte, der frelſte dem, ſom bare det, fra Døden; da han ſvævede mellem Liv og Død, lovede han at dele ſit Gods i tre Dele, til St. Olaf, til St. Stephan og til veldædige Øjemed; hvorpaa St. Olaf i egen Perſon kom ham til Hjelp. Han rejſte derpaa til England, hvor han opholdt ſig ved Edward Confesſors Hof, og hvor han ogſaa fik den i Norge utlæg-lyſte Odd Ufeigsſøn til ſig. Siden, heder det, deeltog han i Stanfordſlaget, hvor han kunde have fældet Kong Harald, derſom han ej i ſin Nød havde lovet St. Olaf, aldrig ſelv at gjøre noget Forſøg mod Broderens Liv; men han betegnede ham ved et Pileſkud, ſaa at en anden ſiden kunde tage Sigte paa ham og ramme ham. Endnu kvædes der Viſer i Norge om „Kong Harald og Hemingen unge“, hvor der blandt andet tales om hans Fart ned ad „Snarafjeldet“ og hvorledes han ſkød en Valnød af ſin Broders Hoved; men der ſiges ingenſteds, at hiin Kong Harald var Harald Haardraade. Paa Færøerne derimod kvædes en Viſe om Hemingen, eller ſom han her kaldes, Gaute eller Geyte Aaslaksſøn, med Tilnavnet Heming, hvor Fortællingen i det hele taget ſtemmer mere med den islandſke Bearbejdelſe, og ligeſom denne betegner Harald Haardraade ſom den Kong Harald, der her optræder ſom Tyran[1].

Det Slægtſkabsforhold, hvori Harald ſtod til St. Olaf, og Eenheden af deres politiſke Stræben, fremkaldte mange Sammenligninger mellem dem, der, ſom det ſynes, og ſom rimeligt var, i det hele taget faldt ud til

  1. Hemingſagnet, ſaaledes ſom det fremſtilles i den islandſke Bearbejdelſe, er meddeelt i Udtog af P. E. Müller i hans Sagabibl. III. S. 356—366. Ligeledes findes det i Thormod Torvesſøns Hist. Norv. III. S. 365—372. De nu exiſterende norſke Hemingsviſer findes i Landſtads norſke Folkeviſer S. 177—185, og Uddrag af den færøiſke, ſammeſteds S. 862—864. Om Sagnet ſelv, ſe ovf. I. 2. S. 72, 73, Anm. Den Bearbejdelſe, jeg her har kaldet den islandſke, og hvilken man maaſkee kan tilſkrive den førſte Henførelſe af Sagnet til Harald Haardraade, maa være bleven til paa Island, da den deels indblander flere Islændinger, navnlig Odd Ufeigsſøn, Halldor Snorresſøn, Thorarin Nevjulfsſøn o. fl, deels hentyder til Lokalforholde paa Island, f. Ex. en af Odd bygget Kirke paa hans Gaard Mel, hvor hiint hellige Liinklæde, ſom Heming havde baaret, „endnu den Dag i Dag gjemmes“. Bearbejdelſen findes i Flatøbogen og (dog ikke fuldſtændigt) med Hr. Hauk Erlendsſøns egen Haand i Hauksbogen. Her findes den forbunden med en anden, viſtnok upaalidelig, Fortælling om en Grønlænding, kaldet Liig-Lodin, der kom til Harald, da han laa med ſin Flaade i Solunderne paa Rejſen til England og berettede ham allehaande forunderlige Ting ſom han havde ſeet i Grønlands-Farvandene, ſaa at Toſtig Jarl gav at forſtaa, at han anſaa det for Løgn. (Se Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker II. S. 662—667). Men Toſtig var ikke med Harald paa dette Tog, da han allerede flere Maaneder forhen var kommen til England.