Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/362

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
344
Harald Haardraade.

enige om, at naar han var ſtedt i ſtor Samme og i Haſt ſkulde frelſe ſig deraf, valgte altid han den Udvej, ſom ſiden viſte ſig at være den bedſte. Om hans Statsklogſkab og ſtore Regent-Dygtighed kan der kun have været een Stemme. Han arbejdede med Kraft og Indſigt i den Retning, hans Halvbroder St. Olaf allerede havde antydet, og trods Nederlaget i England efterlod han Norge ſom en ved indre Sammenhold og ydre Magt formaaende og anſeet Stat. Men hans Politik ſmagte dog altfor meget af den græſke Hof-Luft, hvori han havde tilbragt ſine bedſte Ungdoms-Aar; hans Strenghed udartede ofte til Haardhed og Uſkaanſomhed, og han lagde ikke ſjelden en ſmaalig Gridſkhed efter Gods og Eiendomme for Dagen: alt ſammen Fejl, der i høj Grad bidroge til at ſtille hans udmerkede Egenſkaber i Skyggen, og ſom iſær ſynes at have paadraget ham en haard Dom af Udlændinger, der kun kjendte ham gjennem Rygtet og ſaaledes, ſom han bedømtes af den ſtore Hob. Harald kunde, ſom vi af mange Beretninger ſee, være jevn i Omgang, elſkværdig, underholdende, ædelmodig og gavmild: hans Kjærlighed til Digterkunſten og egen ſtore Dygtighed deri viſer, at han ved Siden af den politiſke ogſaa havde en højere aandig Stræben, der, om han havde levet i vore Tider, vilde have ytret ſig om en levende Iver for Kunſt og Videnſkabelighed. Men han var tillige heftig og opfarende, lunefuld og foranderlig, og derfor ikke let at omgaaes; med andre Ord: han havde, ved Siden af ſine udmerkede Egenſkaber mange af hvad man plejer at kalde en Tyrans Særkjender. Sagaerne udhæve ſærſkilt hans Grumhed mod ſine Uvenner og den Haardhed, hvormed han refſede Enhver, der gjorde ham imod[1].

Det Ord, Harald havde paa ſig for Haardhed og Gruſomhed, har foraarſaget, at man i ſenere Tider ogſaa paa ham har tillempet hiint gamle Folkeſagn om en Konge, der paalagde en Mand, han hadede og forfulgte, flere farlige eller oprørende Syſler, f. Ex. at ſkyde et Æble eller en Nød af en Søns eller Broders Hoved, at foretage en halsbrækkende Skidløberfart m. m. Helten i det norſke Sagn heder Heming, ligeſom han i det danſke heder „Toke“, og hos Schweitzerne „der Tell“. Heming ſiges i den islandſke Fremſtilling af Sagnet at have været en Søn af en mægtig Bonde paa Torge i Helgeland, ved Navn Aaslak, der lod ham opdrage hemmeligt, hvilket vakte Kongens Brede, da det, ſom han ſagde, ſtred imod en af Kong Olaf given Lovbeſtemmelſe. Han tvang derfor, ſiges der, Aaslak til at ſkaffe Sønnen frem, og paalagde denne førſt at ſkyde en Nød af ſin Broders Hoved, ſiden at ſvømme omkap ſaa vel med en af hans Mænd ſom med ham ſelv; endelig at love paa Skid ned ad et højt Fjeld. Han ſlap heder det, godt fra alt ſammen, men vilde dog

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 121, Snorre Cap. 104.