Modet, de aabnede ham Stadens Porte og tilsvore ham Troskabsed, imod at han tilsikrede Folket dets gamle Love og Rettigheder; Eadgar maatte frasige sig Tronen, og første Juledag 1066 kronedes Villjam af Erkebiskop Ealdred fra York i Westminster Kirke som Englands Konge. Havde han end, spilt vi i det Følgende ville see, endnu mangen Kamp og Fare at bestaa, førend England fuldkommen blev undertvunget, saa havde dog nu hans Herredømme og nye Værdighed faaet en fast Grundvold at hvile paa, og det nordmanniske Vælde i England lod sig ej mere afryste. England udstykkedes i Forleninger til nordmanniske Krigere, de gamle Kolonisters Efterkommere, som her fandt et andet Hjem, og i hvis særegne Institutioner, Sæder og Skikke man gjennem alle senere Forandringer og Tillempninger dog finder tydelige Spor af den oprindelige norske Nationalitet[1]. Det maa derfor betragtes som en synderlig og betydningsfuld Tilskikkelse, at norske Krigere og en norsk Konge ved deres Tapperhed og med Opofrelse af deres eget Liv skulde bidrage til denne Omvæltning, der ved at forringe Englands Kraft og begrunde dets fremtidige Vælde, har udøvet en Indflydelse, ej alene paa Europas, men paa hele Jordens fremtidige Skjebne, som ingen lignende Begivenhed enten for eller siden har haft.
Da Harald Haardraade faldt ved Stanford Bro, var han kun 51 Aar gammel, men havde dog naaet en Alder, som alene meget faa af Harald Haarfagres Efterkommere paa Norges Trone enten før eller siden bragte det til at opleve. Han var endnu ved sin fulde Kraft og Rørighed, om end hans Haardførhed nu var mindre, end i tidligere Dage[2]. Om hans Udvortes have vi allerede ovenfor talt; han beskrives i sin modnere Alder fremdeles som smuk af Aasyn og med en majestætisk Holdning, hvortil vel hans usædvanlige Højde for en stor Deel har bidraget. Han havde lyst Haar og Skjeg, bar Hageskjegget kort, men lange Knebelsbarter; paa ham, ligesom paa Magnus den gode, skal det ene Øjenbryn have staaet lidt højere end det andet; hans Hænder og Fødder vare store, men vel proportionerede. Hans Tapperhed og Klogskab nød fortjent Anerkjendelse baade af Samtid og Eftertid. Han flyede aldrig, heder det i vore Sagaer, af noget Slag, men ofte søgte han ved Klogskab at beskytte sig mod Overmagten, og alle de, som fulgte ham i Strid eller Hærferd, vare
