Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/361

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
343
Villjam af Nordmandie Englands Konge.

Modet, de aabnede ham Stadens Porte og tilſvore ham Troſkabsed, imod at han tilſikrede Folket dets gamle Love og Rettigheder; Eadgar maatte fraſige ſig Tronen, og førſte Juledag 1066 kronedes Villjam af Erkebiſkop Ealdred fra York i Weſtminſter Kirke ſom Englands Konge. Havde han end, ſpilt vi i det Følgende ville ſee, endnu mangen Kamp og Fare at beſtaa, førend England fuldkommen blev undertvunget, ſaa havde dog nu hans Herredømme og nye Værdighed faaet en faſt Grundvold at hvile paa, og det nordmanniſke Vælde i England lod ſig ej mere afryſte. England udſtykkedes i Forleninger til nordmanniſke Krigere, de gamle Koloniſters Efterkommere, ſom her fandt et andet Hjem, og i hvis ſæregne Inſtitutioner, Sæder og Skikke man gjennem alle ſenere Forandringer og Tillempninger dog finder tydelige Spor af den oprindelige norſke Nationalitet[1]. Det maa derfor betragtes ſom en ſynderlig og betydningsfuld Tilſkikkelſe, at norſke Krigere og en norſk Konge ved deres Tapperhed og med Opofrelſe af deres eget Liv ſkulde bidrage til denne Omvæltning, der ved at forringe Englands Kraft og begrunde dets fremtidige Vælde, har udøvet en Indflydelſe, ej alene paa Europas, men paa hele Jordens fremtidige Skjebne, ſom ingen lignende Begivenhed enten for eller ſiden har haft.

31. Kong Haralds Charakteer. Livet ved hans Hof.


Da Harald Haardraade faldt ved Stanford Bro, var han kun 51 Aar gammel, men havde dog naaet en Alder, ſom alene meget faa af Harald Haarfagres Efterkommere paa Norges Trone enten før eller ſiden bragte det til at opleve. Han var endnu ved ſin fulde Kraft og Rørighed, om end hans Haardførhed nu var mindre, end i tidligere Dage[2]. Om hans Udvortes have vi allerede ovenfor talt; han beſkrives i ſin modnere Alder fremdeles ſom ſmuk af Aaſyn og med en majeſtætiſk Holdning, hvortil vel hans uſædvanlige Højde for en ſtor Deel har bidraget. Han havde lyſt Haar og Skjeg, bar Hageſkjegget kort, men lange Knebelsbarter; paa ham, ligeſom paa Magnus den gode, ſkal det ene Øjenbryn have ſtaaet lidt højere end det andet; hans Hænder og Fødder vare ſtore, men vel proportionerede. Hans Tapperhed og Klogſkab nød fortjent Anerkjendelſe baade af Samtid og Eftertid. Han flyede aldrig, heder det i vore Sagaer, af noget Slag, men ofte ſøgte han ved Klogſkab at beſkytte ſig mod Overmagten, og alle de, ſom fulgte ham i Strid eller Hærferd, vare

  1. Se ovf. I. S. 677—689, hvor der tales udførligt om Nordmannernes Inſtitutioner.
  2. Se ovenfor S. 236.