Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/360

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
342
Harald Haardraade.

hvilke Harald havde aflagt den Ed, ſom han nu vilde bryde. Da Harald ſaa Nordmannernes ſtore Skarer udvikle ſig over Sletten, ſkal han have følt nogen Ængſtelſe, iſær da han, ſkuffet ved et Brev fra Balduin af Flandern, ikke havde gjort Regning paa et ſaa ſtort Antal Fiender. Imidlertid tabte han dog ikke Fatningen, lige ſaa lidt ſom hans Mænd; paakaldende Gud og det hellige Kors væntede de roligt paa de alt nærmere og nærmere fremrykkende Nordmanners Rækker. I Spidſen for disſe red Meneſtrellen eller Skalden Taillefer, der, idet han legede med tre Spyd og Haandſverd paa den ſamme kunſtige Maade, ſom forhen Olaf Tryggvesſøn, ſang med høj og klar Skemme Kvadet om Roland, til ſine Staldbrødres Opmuntring, og endelig, da han var kommen den engelſke Skjoldborg nær nok, ſlyngede førſt et Spyd, ſiden et Sverd, med ſaadan Kraft og Sikkerhed mod Fienden, at hvert af dem fældte ſin Mand; derefter ſtyrtede han ſig paa ſin ypperligt tilredne Heſt ind i Englændernes tætteſte Rækker, og kjøbte ſig med ſin Død den Ære at have ſlaaet det førſte Slag. Hermed var Striden begyndt[1]. Anglerne forſvarede ſig med en ſaadan Tapperhed, at det i Førſtningen ſaa meget farligt ud for Nordmannerne; under Villjam ſelv bleve tre Heſte dræbte, og man troede ham allerede falden, da han, frelſt at Grev Euſtath af Boulogne, atter fremſtod, ſamlede ſine Skarer til nyt Angreb, og, da Anglernes Skjoldborg ikke ved Magt kunde brydes, gav Befaling til en forſtilt Flugt, hvorved Anglerne lode ſig lokke ud af ſin faſte Stilling, og nu fra alle Sider bleve anfaldne af de nordmanniſke Ryttere. Villjam opſøgte Harald, for perſonligt at kæmpe med ham, men traf ham ej; derimod vare tyve Nordmanner, der havde forenet ſig om at erobre det engelſke Banner, heldigere; de naaede frem til Banneret, hvor Harald ſtod med ſine Brødre Gyrdh og Leofwine. Her opſtod nu en fortvivlet Kamp. Kongen, hans Brødre og deres Følge forſvarede ſig med Heltemod, men omſider maatte de bukke under, og da det angliſke Kongebanner faldt i Sejrherrernes Hænder, var ogſaa Englands Kongedømme blevet et Bytte for Ragnvald Mørejarls lykkelige Ætling[2]. Thi vel kronedes Eadgar Ædheling i i London til Konge, og Staden ſelv gjorde Miner til at forſvare ſig, men da Villjam nærmede ſig med ſin ſejrrige Hær, tabte dens Forſvarere

  1. Taillefer omtales af Henrik af Huntingdon, af Gaimar (v. 5273 flg.), i Roman de Rou (v. 13149 flg.) og i Carmen de bello hastingensi; i dette ſidſte kaldes han „Incisor ferri“ d. e. „“Taille-fer“; dog er det et Spørgsmaal, om denne Overſættelſe er rigtig, og om ikke Navnet oprindelig er en Fordrejelſe af Þolleifr, Þorleifr, der nu oftere udtales Talleiv, ſe Ann. for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1851, S. 120.
  2. Angaaende de nærmere Omſtændigheder ved Slaget, ſe Lappenberg Geſchichte Englands I. S, 549—556.