et Plyndringstog. Men han kunde ikke begynde Slaget om Natten, og imidlertid fik Villjam Underretning om hans Ankomst, og vandt saaledes fuldkommen Tid til at berede sig paa den forestaaende Kamp. Harald Godwinessøn, hvis Hær, i Sammenligning med Villjams, stod lige saa langt tilbage for denne i Folkeantal og Rytteri, som Harald Haardraades ved Stanford Bro havde staaet tilbage for hans, især da Thingmannalidet erklærede at det ej torde eller vilde binde an mod Nordmannerne[1], indrettede nu ogsaa sit Forsvar omtrent paa samme Maade som hiin, idet han med tæt sammensluttet, kileformig Slagorden og omgiven af en Skjoldborg, paa en Højde oppebiede Nordmannernes Angreb. Hans Broder Gyrdh bad ham, i Betragtning af hans Ed, om ikke at deeltage i Striden, og tilbød sig at anseer Hæren i hans Sted; men Harald svarede at han ej plejede at stikke sig bort i Neset-, naar andre strede, og at Villjam ej skulde erfare at han ej torde see ham under Øjnene. Derpaa lod han sit Banner rejse. Villjam, som ved religiøse Ceremonier og opmuntrende Taler havde sat Mod i sin Hær, gav nu Tegn til Angreb. Hans Hovedbanner var en indviet Korsfane, som var sendt ham fra den med den engelske, frisindede Gejstlighed og med Kong Harald selv misfornøjede Pave Alexander[2]; til dette Banner, eller efter en anden Beretning, til sin egen Hals havde Villjam ladet de selvsamme Relikvier befæste[3], paa
- ↑ Det er Villjam af Poitiers (Duchêne S. 201) som omtaler dette. Hans Ord ere: mane beslægtede Land — Danernes — havde sendt ham talrige Hjelpetropper, men da de ej vovede at vinde an med Villjam paa Sletten, da de frygtede ham mere end Nordmændenes Konge, toge de Stade paa et højere Sted, nær ved den Skov, hvorigjennem de vare komne; og da Rytterhjelpen saaledes udeblev, stillede Hæren, der nu ganske .bestod af Fodfolk, sig sammen i en tæt Klynge“. At disse saakaldte danske Hjelpetropper netop var hiint af Rytteri bestaaende Thingmannalid, som havde kæmpet mod Nordmændene ved Stanford Bro, er aabenbart af hine Ord; Lappenberg fejler vistnok, naar han i sin Geschichte Englands S. 549 antager dem for en Undsætning, sendt af Kong Sven Ulfssøn.
- ↑ Alexander, Erkebiskop Adalberts Ven, og den engelske Gejstligheds Uven, kunde ej andet end tage Villjams Parti, hvortil han og opmuntredes af den allerede da indflydelsesrige Hildebrand (siden Gregor VII); men egentlig kom han derved i et venskabeligt Forhold til Harald Haardraade, som kunde have ledet til besynderlige Forviklinger, hvis denne ej strax efter var falden.
- ↑ Det var St. Audomars (ɔ: St. Omers) eller, som Navnet i vore Sagaer skrives, Otmars, Relikvier. Sagaerne lade Villjam befæste det til Banneret, de nordmanniske Forfattere til sin egen Hals.
sammensat af „sin“ (vedholdende) og „lác“ (Leg). Den paa dette Sted bedste Kodex af Chron. Sax. siger kun „ät þære háran apuldran}}“ d. e. „ved den af Mine graanede (hoary) Abild“. Imidlertid findes der paa Grændsen af Sussex og Kent en Flekke, der kaldtes Apulder, senere Appledore, men hvor vidt den har sit Navn af hiin Abild, er uvist.
