Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/359

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
341
Slag ved Haſtings.

et Plyndringstog. Men han kunde ikke begynde Slaget om Natten, og imidlertid fik Villjam Underretning om hans Ankomſt, og vandt ſaaledes fuldkommen Tid til at berede ſig paa den foreſtaaende Kamp. Harald Godwinesſøn, hvis Hær, i Sammenligning med Villjams, ſtod lige ſaa langt tilbage for denne i Folkeantal og Rytteri, ſom Harald Haardraades ved Stanford Bro havde ſtaaet tilbage for hans, iſær da Thingmannalidet erklærede at det ej torde eller vilde binde an mod Nordmannerne[1], indrettede nu ogſaa ſit Forſvar omtrent paa ſamme Maade ſom hiin, idet han med tæt ſammenſluttet, kileformig Slagorden og omgiven af en Skjoldborg, paa en Højde oppebiede Nordmannernes Angreb. Hans Broder Gyrdh bad ham, i Betragtning af hans Ed, om ikke at deeltage i Striden, og tilbød ſig at anſeer Hæren i hans Sted; men Harald ſvarede at han ej plejede at ſtikke ſig bort i Neſet-, naar andre ſtrede, og at Villjam ej ſkulde erfare at han ej torde ſee ham under Øjnene. Derpaa lod han ſit Banner rejſe. Villjam, ſom ved religiøſe Ceremonier og opmuntrende Taler havde ſat Mod i ſin Hær, gav nu Tegn til Angreb. Hans Hovedbanner var en indviet Korsfane, ſom var ſendt ham fra den med den engelſke, friſindede Gejſtlighed og med Kong Harald ſelv misfornøjede Pave Alexander[2]; til dette Banner, eller efter en anden Beretning, til ſin egen Hals havde Villjam ladet de ſelvſamme Relikvier befæſte[3], paa

    ſammenſat af „sin“ (vedholdende) og „lác“ (Leg). Den paa dette Sted bedſte Kodex af Chron. Sax. ſiger kun „ät þære háran apuldran}}“ d. e. „ved den af Mine graanede (hoary) Abild“. Imidlertid findes der paa Grændſen af Susſex og Kent en Flekke, der kaldtes Apulder, ſenere Appledore, men hvor vidt den har ſit Navn af hiin Abild, er uviſt.

  1. Det er Villjam af Poitiers (Duchêne S. 201) ſom omtaler dette. Hans Ord ere: mane beſlægtede Land — Danernes — havde ſendt ham talrige Hjelpetropper, men da de ej vovede at vinde an med Villjam paa Sletten, da de frygtede ham mere end Nordmændenes Konge, toge de Stade paa et højere Sted, nær ved den Skov, hvorigjennem de vare komne; og da Rytterhjelpen ſaaledes udeblev, ſtillede Hæren, der nu ganſke .beſtod af Fodfolk, ſig ſammen i en tæt Klynge“. At disſe ſaakaldte danſke Hjelpetropper netop var hiint af Rytteri beſtaaende Thingmannalid, ſom havde kæmpet mod Nordmændene ved Stanford Bro, er aabenbart af hine Ord; Lappenberg fejler viſtnok, naar han i ſin Geſchichte Englands S. 549 antager dem for en Undſætning, ſendt af Kong Sven Ulfsſøn.
  2. Alexander, Erkebiſkop Adalberts Ven, og den engelſke Gejſtligheds Uven, kunde ej andet end tage Villjams Parti, hvortil han og opmuntredes af den allerede da indflydelſesrige Hildebrand (ſiden Gregor VII); men egentlig kom han derved i et venſkabeligt Forhold til Harald Haardraade, ſom kunde have ledet til beſynderlige Forviklinger, hvis denne ej ſtrax efter var falden.
  3. Det var St. Audomars (ɔ: St. Omers) eller, ſom Navnet i vore Sagaer ſkrives, Otmars, Relikvier. Sagaerne lade Villjam befæſte det til Banneret, de nordmanniſke Forfattere til ſin egen Hals.