Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/358

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
340
Harald Haardraade.

Villjam forſkandſede ſig ved Haſtings, og holdt ſig ſtille her i en fjorten Dages Tid, medens hans Krigere, herjede Omegnen, ſkjønt, ſom det heder, mod hans udtrykkelige Befaling. Imidlertid var Harald Godwinesſøn kommen til London, og havde ladet udgaa almindeligt Opbud, ifølge hvilket en heel Deel Krigere ſamlede ſig til hans Banner, ſkjønt ikke ſaa mange, ſom han havde gjort Regning paa, deels fordi Tiden var knap, deels ogſaa fordi den Eed, han havde ſvoret Villjam, hos Mange vakte Betænkeligheder om Retmæsſigheden af hans Sag. Saaledes holdt hans Svogere Mortere og Eadwine ſig tilbage; hans egen Syſter, Enkedronningen Eadgidhe, misbilligede Kampen, og hans Broder Gyrdh, der for øvrigt tappert ſtod ham bi, røbede ligeledes ſin Ængſtelſe. Villjam lod Harald foreſlaa en fredelig Overeenskomſt, der paa det nærmeſte ſvarede til deres forrige Aftale, nemlig at Harald ſkulde afſtaa ham Kongetitlen og Herredømmet over England imod at han ſelv ſom Villjams Vaſall ſkulde faa Northumberland og Gyrdh Godwines forrige Beſiddelſer i Weſtſex og Susſex; men Harald bortviſte med Vrede dette Forſlag, ſaavelſom de øvrige, Villjam derefter gjorde ham, nemlig at lade en Tvekamp mellem dem begge afgjøre, hvo der ſkulde bære Englands Konge, eller at lade Pave Alexander dømme mellem dem, eller endelig at lade Sagen komme an paa begge Folks egen Kjendelſe, efter engelſk eller nordmanniſk Ret. Iilſomt rykkede Harald imod Nordmannerne, iſær fremſkyndet ved Efterretningerne om de Ødelæggelſer, de anſtillede, idet han deels miſtede at hindre disſe, deels haabede at kunne komme uforvarende over Villjam, naar en ſtor Deel af dennes Hær havde adſpredt ſig paa Strejftog. Han ſendte derhos en Flaade af 700 Skibe — de fleſte have dog viſtnok kun været meget ſmaa — til Havnene ved Kanalen, for at afſkære Villjam Tilbagetoget. Da han om Aftenen den 13de Oktober ankom til Højderne ovenfor Haſtings[1], var virkelig en betydelig Deel af Nordmannernes Hær ude paa

    den Dag da han red ned til ſine Skibe for at tiltræde Toget, mødte ſin Huſtru, der ſagte at faa ham fra denne Beſtemmelſe, men at han i Vrede ſtødte til hende med ſin Hæl, ſaa at Sporen gik ind i Bryſtet paa hende og dræbte hende. Dette er aabenbart det ſamme Sagn, ſom meddeles i Chronicon Turonense (Bouquet XI. S. 348), men paa en ikke faldt faa urimelig Maade og i en anden Forbindelſe, nemlig at da Villjam friede til Mathilde af Flandern, Balduins Datter, og Balduin ſelv ivrigt talte hans Sag, ſvarede hun haardnakket, at hun ingen Baſtard vilde have til Mand, indtil Villjam ſelv red imod hende, da hiin vendte tilbage fra Kirken, og mishandlede hende ſaaledes med Nerver, Hæle og Sporer, at hun maatte bringes til Sængs; men da ſagde hun ogſaa, at hun ingen anden Mand vilde have, end Villjam.

  1. Ordrik nævner oftere „Senlac“ ſom det gamle Navn paa Stedet, hvor Slaget holdtes. Navnet er noget beſynderligt, da det i ſin Form mere ſtemmer med ſydfranſke, end med engelſke Navne. Dog kunde man vel tænke ſig det