Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/357

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
339
Olaf Haraldsſøn drager bort. Hertug Villjam i England.

to unge Sønner, Skule og Ketil Krok, hvilke han tog ſig af ſom ſine egne Frænder; Toſtigs Huſtru Judith var bleven tilbage i Flandern, og egtede ſiden Hertug Welf af Baiern[1]. Olaf ſejlede førſt nedad Ouſe og Humberen til Ravensere paa Holderneſs, og derfra nord til Orknø, hvor han fik den Efterretning at hans Halvſyſter Maria var pludſelig død ſamme Dag og Time, ſom hendes Fader var falden. Vintren tilbragte Olaf paa Orknøerne[2].

Imidlertid afgjordes Englands Skjebne i Syden. Kun efter ſtore Anſtrængelſer var det lykkets Hertug Villjam at ſamle den ſtore Hær, og foranſtalte den Landgang paa den engelſke Kyſt, hvorom der nys er talt. Ikke for end i Auguſt var den hele Udruſtning færdig i St. Valery ved Mundingen af Somme, men Modvind hindrede i fire Uger Flaadens Afſejling; de forſamlede Krigere begyndte at blive utaalmodige og deres Underholdning blev vanſkelig, da Vinden endelig om Aftenen ſør den 27 September blev gunſtig, og den hele Flaade lettede Anker den følgende Morgen. Uden noget Uheld landede den, to Dage efter, i Susſex, deels ved Haſtings, deels ved det ikke fuldt en norſk Miil derfra liggende Pevensey: her var det, hvor Villjam ſelv ſteg i Land. Da han ligeſom Olaf den hellige ved ſin Landſtigning i Norge ſnublede, hilſedes han af en af de omſtaaende Krigere omtrent med ſamme opmuntrede Ord ſom dem hvormed Olaf hilſedes af Rane: „nu holder du juſt England faſt“[3]. Harald Godwinesſøn havde draget alle de Tropper, han i Haſt kunde ſamle, mod Norden, for at møde Nordmændene; den ſydlige Kyſt var ſaaledes forſvarsløs, og Nordmannernes Landgang foregik uden mindſte Hinder[4].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103, Fagrſkinna Cap. 209. Arenpeck de Guelfis, Leibnitz Scr. rer. Brunsv. III. 661. Judith døde 4de Marts 1094, ſe Bernolds Chron. hos Pertz VII. 5. Hvor vidt Skule og Ketil Krok vare Judiths Sønner, er vanſkeligt at ſige. Toſtig var allerede gift med hende i 1051, og maaſkee før; og da Skule kaldes Kongefoſtre, er det tydeligt at han maa have været meget ung da han kom fra England. For Alderens Skyld kunde han ſaaledes godt være Judiths Søn. Og i ſaa Fald vare hans Efterkommere i Norge nær beſlægtede med det welfiſke Fyrſtehuus i Tydſkland.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103. I Sagaerne heder det,at det var et almindeligt Sagn, at Harald og Maria havde eet Liv.
  3. Om Enkelthederne ved Overfarten, ſe iſær Villjam af Poitiers og Roman de Rou, jvfr. Lappenbergs Geſchichte Englands S. 514—546.
  4. Landſtigningen maa, ſom det i Hearnes Udgave af Villjam af Malmsbury er viiſt i en Note til III. Cap. 249 (S. 412) have fundet Sted paa forſkjellige Punkter af Kyſten mellem Bexhill og Winchelſea. Haſtings kaldes i Chron. Sax. Hästingas, Hästingaceaster, Hästingaport; dette ſidſte er i alle vore Sagaer fordrejet til Helsingjaport. — Saa vel Harald Haardraades Saga Cap. 120 ſom Snorre Cap. 99 har en Fortælling om, hvorledes Villjam,