niske Hertugs længe væntede Angreb[1]. Heller ikke varede Sejrsglæden længe. Førend Harald endnu havde forladt York, og kun faa Dage efter Slaget ved Stanford Bro, kom et Iilbud fra Hastings, og meldte, at Hertug Villjam paa Michelsmessedagen (29 Septbr.) var landet der i Nærheden med 60000 vel udrustede og krigsvante Mænd. Harald maatte derfor øjeblikkelig ile sydefter med Thingmannalidet og de Tropper som ej nødvendigviis behøvedes til Northumberlands Forsvar. Han kunde ikke længer tænke paa at angribe Levningerne af den norske Hær ombord paa Skibene eller hindre den fra at komme bort. Tvertimod maatte det være ønskeligt for ham, at faa den afsted saa snart som muligt, for at den ikke siden skulde slutte sig til hans Fiender. Derfor gav han Olaf, Haralds Søn, der nu tilligemed Orknø-Jarlerne og Biskoppen førte Overbefalingen, Tilladelse til at drage uhindret bort, imod at de edeligen lovede ham, herefter at vilde holde Fred og Venskab med Anglerne. Men af alle de Skibe, Harald havde fort til England, var det kun 24, som Olaf førte hjem. De øvrige vare enten tilintetgjorte eller maatte blive tilbage af Mangel paa Mandskab, og have sandsynligviis kommet Harald Godwinessøn godt tilpas ved hans Sø-Udrustning[2]. Kong Harald Haardraades Skatte, hvilke han her efter Sædvane havde fort med sig, og som udgjorde en saa stor Masse Guld, at neppe 12 Mænd kunde bære den, skulle ogsaa være faldne i Haralds Hænder, men kun for, faa Uger senere, at smykke Villjam Erobrerens Skatkammer[3]. Ogsaa Kong Harald Haardraades Liig kom i Englændernes Besiddelse, saa at Olaf ej fik det med, sandsynligviis fordi det ved hans Bortrejse endnu ikke var fundet blandt den store Mængde af faldne[4]. Med Olaf fulgte Tostigs
- ↑ At mange Englændere faldt, siges blandt andet udtrykkeligt af Ordrik, l. c.
- ↑ At Olaf medbragte 24 Skibe, siges i Kodex D af Chron. Sax. Florents af Worcester nævner 20 Skibe. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51 siger at alle Haralds 300 Skibe bleve tilbage. Morkinskinna, saa vel som Fagrskinna Cap. 209, taler ikke om nogen Overeenskomst mellem Harald Godwinessøn og Olaf angaaende Bortrejsen; der siges kun at Olaf, der ej havde forladt Skibene, drog bort med de tiloversblevne Folk. Hiint nyere Tillæg i Chron. Sax. Kodex C kalder Olaf urigtigt „Hetmundus“; hvorledes den kommer dertil, kan nu ej paavises.
- ↑ Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
- ↑ Det vil nedenfor sees, at Skule Tostigssøn hentede det Aaret efter.
Broen var forceret. At Englænderne strax forfulgte Nordmændene til Skibene, er ikke rimeligt, og strider mod Sagaernes, om end ikke udtrykkelige Udsagn. Naar det heder at flere af Nordmændene bleve opbrændte, kan dette lige saa vel sigte til at enkelte indebrændtes i de Huse, hvortil de om Natten havde søgt Tilflugt. En Kamp ved og om Skibene vilde Sagaerne vist ikke have forbigaaet, og de Skalde, der forherligede Olaf Kyrres Bedrifter, vilde have besunget den.
