Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/356

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
338
Harald Haardraade.

niſke Hertugs længe væntede Angreb[1]. Heller ikke varede Sejrsglæden længe. Førend Harald endnu havde forladt York, og kun faa Dage efter Slaget ved Stanford Bro, kom et Iilbud fra Haſtings, og meldte, at Hertug Villjam paa Michelsmesſedagen (29 Septbr.) var landet der i Nærheden med 60000 vel udruſtede og krigsvante Mænd. Harald maatte derfor øjeblikkelig ile ſydefter med Thingmannalidet og de Tropper ſom ej nødvendigviis behøvedes til Northumberlands Forſvar. Han kunde ikke længer tænke paa at angribe Levningerne af den norſke Hær ombord paa Skibene eller hindre den fra at komme bort. Tvertimod maatte det være ønſkeligt for ham, at faa den afſted ſaa ſnart ſom muligt, for at den ikke ſiden ſkulde ſlutte ſig til hans Fiender. Derfor gav han Olaf, Haralds Søn, der nu tilligemed Orknø-Jarlerne og Biſkoppen førte Overbefalingen, Tilladelſe til at drage uhindret bort, imod at de edeligen lovede ham, herefter at vilde holde Fred og Venſkab med Anglerne. Men af alle de Skibe, Harald havde fort til England, var det kun 24, ſom Olaf førte hjem. De øvrige vare enten tilintetgjorte eller maatte blive tilbage af Mangel paa Mandſkab, og have ſandſynligviis kommet Harald Godwinesſøn godt tilpas ved hans Sø-Udruſtning[2]. Kong Harald Haardraades Skatte, hvilke han her efter Sædvane havde fort med ſig, og ſom udgjorde en ſaa ſtor Masſe Guld, at neppe 12 Mænd kunde bære den, ſkulle ogſaa være faldne i Haralds Hænder, men kun for, faa Uger ſenere, at ſmykke Villjam Erobrerens Skatkammer[3]. Ogſaa Kong Harald Haardraades Liig kom i Englændernes Beſiddelſe, ſaa at Olaf ej fik det med, ſandſynligviis fordi det ved hans Bortrejſe endnu ikke var fundet blandt den ſtore Mængde af faldne[4]. Med Olaf fulgte Toſtigs

    Broen var forceret. At Englænderne ſtrax forfulgte Nordmændene til Skibene, er ikke rimeligt, og ſtrider mod Sagaernes, om end ikke udtrykkelige Udſagn. Naar det heder at flere af Nordmændene bleve opbrændte, kan dette lige ſaa vel ſigte til at enkelte indebrændtes i de Huſe, hvortil de om Natten havde ſøgt Tilflugt. En Kamp ved og om Skibene vilde Sagaerne viſt ikke have forbigaaet, og de Skalde, der forherligede Olaf Kyrres Bedrifter, vilde have beſunget den.

  1. At mange Englændere faldt, ſiges blandt andet udtrykkeligt af Ordrik, l. c.
  2. At Olaf medbragte 24 Skibe, ſiges i Kodex D af Chron. Sax. Florents af Worceſter nævner 20 Skibe. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51 ſiger at alle Haralds 300 Skibe bleve tilbage. Morkinſkinna, ſaa vel ſom Fagrſkinna Cap. 209, taler ikke om nogen Overeenskomſt mellem Harald Godwinesſøn og Olaf angaaende Bortrejſen; der ſiges kun at Olaf, der ej havde forladt Skibene, drog bort med de tiloversblevne Folk. Hiint nyere Tillæg i Chron. Sax. Kodex C kalder Olaf urigtigt „Hetmundus“; hvorledes den kommer dertil, kan nu ej paaviſes.
  3. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
  4. Det vil nedenfor ſees, at Skule Toſtigsſøn hentede det Aaret efter.