Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/355

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
337
Nordmændenes Nederlag.

Sejren var dyrekjøbt, thi ogſaa af Englænderne vare en Mængde faldne og deres Stridskræfter vare ſvækkede, netop i det Øjeblik da det gjaldt at kunde opbyde ſaa ſtor en Styrke ſom muligt for at modſtaa den nordman-

    lændernes Konge uforvarende imod dem hiinſides (begeondan) Broen; der kom de i Kamp med hinanden, og fegtede meget haardt længe om Dagen; og der blev Harald Norges Konge og Toſtig dræbte og urimelig mange Folk med dem, ſaa vel af Nordmænd ſom Engelſke, og de Nordmænd, der vare tilbage, flygtede for de Engelſke, men de Engelſke ſloge dem, hidſigt forfølgende dem indtil de kom til deres Skibe; nogle druknede, nogle opbrændtes og kom paa forſkjellige Maader af Dage ſaa at der blev faa tilbage, og Englænderne beholdt Valpladſen“. Herpaa følger Hiſtorien om den tapre Nordmand ſom forſvarede Broen. Da det her anvendte Udtryk „hiinſides“ (begeondan) paa førſte Sted øjenſynligt betyder „øſtenfor“, ſkulde man ogſaa ſlutte, at det paa det andet Sted betyder det ſamme, at Kampen ſaaledes ſtod øſtenfor Broen, og at Englænderne forfulgte Nordmændene langs Derwent og over denne lige til Skibene, ſamt at de endog opbrændte flere af disſe. Og den Bro, ſom den tapre Nordmand forſvarede, kunde ſaaledes ej være Stanford Bro, men maatte enten være en Bro længer nede over Derwent (ved Bubwith), eller maaſkee endog Landgangsbroen fra Skibene. Men det er vel at merke, at Notitſerne i denne Kodex efter 1056 ere tilſkrevne med forſkjellige Hænder, og at i det mindſte Beretningen om den tapre Nordmand er ſkreven med en Haand og i et Sprog fra 12te eller 13de Aarhundrede: det er ſaaledes uviſt, om den hele Beretning er ſamtidig. Kodex D derimod, hvis Notitſer maa antages for ſamtidige, har kun: „Da kom Harald vor Konge uforvarende over Nordmændene, og traf dem hiinſides York ved Stanford Bro med en ſtor engelſk Hær, og der blev da paa den Dag ſaare haardeligen fegtet paa begge Sider; der blev Harald og Toſtig dræbt, og de tiloversblevne Nordmænd flygtede“. Herpaa ſtemmer den med C; men udelader Beretningen om den tapre Nordmand. Sammenligner man begge Læſemaader, ſynes det næſten ſom om Nedſkriveren af C har kjendt Texten i D, men har villet forøge den ved Tilſætninger, og derved er kommen til at forvirre Udtrykkene, navnlig hiint begeondan, ſom han urigtigt har anbragt tvende Gange. Og derfor behøver man vel heller ikke at lægge ſynderlig Vegt derpaa. Nu ſiger derimod Villjam af Malmsbury, at den Bro, hiin tapre Nordmand forſvarede, var Stanford Bro; da nu Harald Godwinesſøn kom fra York, og Nordmændene mødte ham, maa Hovedkampen følgelig have ſtaaet veſtenfor Broen. Man kunde tænke ſig Muligheden af at Harald Haardraade førſt havde forſagt at forſvare Broen, og at Hovedkampen førſt ſtod efter at Englænderne havde forceret denne: dette ſynes ogſaa Viljam af Malmsbury og Henrik Huntingdon at have antaget, men det maa dog forkaſtes, deels fordi det ſtrider mod vore Sagaers omſtændelige, og viſtnok authentiſke Beretning om Kongens Dispoſitioner for Slaget, deels fordi det nemmeſte for Harald havde været at afkaſte Broen, hvis det var hans Henſigt at forſvare ſig bag Elven. Det er tydeligt, at han er kommet over denne, og har mødt Englænderne paa den aabne Landevej, hvor han i Haſt maatte lade Hæren formere Karree for at værge ſig mod Overmagten. Men derimod er det ikke uſandſynligt, at den ſidſte Akt af Striden, eller den ſaakaldte Orra-Rid, har ſtaaet øſtenfor Elven, efter at