Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/354

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
336
Harald Haardraade.

overvundne Nordmænd alene at frelſe ſig ſom man bedſt kunde, og de adſpredte ſig til alle Kanter, idet hver for ſig, benyttende ſig af den: Der fortælles navnlig om Styrkaar Stallare, en flink og dygtig Mand, at han H havde faaet fat paa en Heſt, og red afſted til Skibene, med Sverd i Haand, men uden anden Beklædning end ſin Skjorte og Hjelm, da han indtrædende Skumring, ſnareſt muligt ſøgte at komme til Skibene under Kampens Hede havde afført ſig de øvrige Klædningsſtykker. I den kolde September-Aften, hvis Kjølighed end mere forøgedes ved en heftig Vind ſom begyndte at blæſe, følte han ſig gjennemiisnet, og da han tilfældigviis mødte en Kjore-Bonde, der var iført en ſiid og vel fodret Skind-Kofte, ſpurgte han ham om han vilde ſælge den. „Nej ikke til dig“, ſagde Bonden, „da jeg kjender dig paa dit Maal, at du er en Nordmand“. „mu ſaa er“, ſagde Styrkaar, „hvad vil du da?“ „Jeg vil dræbe dig“, ſvarede Bonden, „men uheldigviis har jeg intet Vaaben hos mig, ſom duer“. „Naar du altſaa ikke kan dræbe mig, Bonde“, ſagde Styrkaar, „ſkal jeg friſte paa om jeg kan dræbe dig“. Med disſe Ord hug han Hovedet af ham, tog Skindkoften, iførte ſig den, ſteeg ſit Heſt og fortſatte ſin Vej ned til Skibene[1].

Harald Godwinesſøn havde vundet en fuldſtændig Sejr. Størſtedelen af Nordmændenes Hær, deres Konge og ypperſte Mænd, hans egen Medbejler Toſtig, vare faldne. Endnu et Par Generationer ſenere betegnedes Valpladſen ved Dynger af de Faldnes ubegravede Been[2]. Men

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 119, Snorre Cap. 98, Fagrſkinna Cap. 208.
  2. Dette ſiges af Ordrik (S. 500), der ſkrev omkring 1130. Nu er der vel neppe Spor tilbage, der kunde betegne Valpladſen. Denne ſynes retteſt at maatte være at ſøge paa Veſtſiden af Derwent. Imidlertid ere Kilde-Efteretningernes Udſagn derom tvivlſomme. Hvad vore egne Sagaer angaar, da er det allerede viiſt, at disſe ikke nævne Slaget ſelv i Forbindelſe med Stanford Bro, men omtale det ſaaledes, at hvis man ej havde de engelſke Beretninger, ſkulde man ſlutte at det holdtes etſteds mellem Riccal og York, altſaa omtrent paa det Sted, hvor det førſte Slag ſtod. Men da de engelſke, tildeels ſamtidige Annaler, ere enige om at nævne Stanford Bro ſom Stedet, i hvis Nærhed Harald faldt, og man ej kan tvivle om Rigtigheden af denne Angivelſe, maa man antage at vore Sagaſkrivere, forudſættende Retningen af Haralds ſidſte Marſch fra Skibene bekjendt, have undladt nærmere at betegne den. Stanford Bro bliver altſaa det rette Sted, efter hvilket Slaget bærer Navn, og det er kun om Valpladſen ſelv, hvorom de engelſke Annaliſters Udtryk giver Anledning til Tvivl. Den Kodex af Chron. Sax., der fortæller nøjagtigſt derom, nemlig Kodex C, udtrykker ſig ſaaledes: „Harald, Anglernes Konge, kom om Søndagen med hele ſin Hær til Tadcaſter, og fylkede der ſine Skarer; om Mandagen drog han ud gjennem York. Kong i Harald af Norge og Toſtig Jarl og deres Hær vare dragne fra Skibene hiinſides (begeondan) York til Stanford, fordi det var lovet dem for viſt, at man der vilde bringe dem Giſler af hele Shiret. Da kom Harald Eng-