Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/353

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
335
Kongens, Toſtigs og Eyſtein Orres Fald.

ſten vare ukampdygtige, iſær da de ikke, ſom den førſte Afdeling af Hæren, vare uden Brynjer, men derimod havde marſcheret i fuld Ruſtning. Deres Hidſighed og Begjærlighed efter at hevne Kongens og ſaa mange brave Staldbrødres Fald, lod dem dog glemme al Mødighed: de ſatte ſaa voldſomt ind paa Englænderne, at en Mængde af disſe faldt, og de øvrige vare nær ved at tage Flugten. Denne ſidſte hidſige Kamp kaldte man ſiden efter Eyſtein Orre, ſom da anførte Nordmændene, Orre-Riden. Men i deres Iver glemte de endog at forſvare ſig med Skjoldene; deres Træthed af den lange og forhaſtede Marſch undlod ikke i Længden at blive følelig, ſaa at de ikke engang orkede at bære de tunge Ringbrynjer, men kaſtede dem af. Englændernes Sverd og Spyd anrettede derfor ſtor Ødelæggelſe iblandt dem, ja mange af dem ſkulle endog være omkomne af Mødighed, uden at være rammede af noget fiendtligt Vaaben. Da faldt omſider Eyſtein Orre med Størſtedelen af ſin Skare, og næſten alle de norſke Høvdinger. Kampen havde nu, med hine tvende Mellemrum, varet lige fra Formiddagen indtil ud paa Eftermiddagen[1]. De tilbageblevne Nordmænd flygtede, heftigt forfulgte af Englænderne, ſom nedlagde mange af dem paa Flugten, og dreve endeel ud i Derwent, hvor de druknede. Dog have de engelſke Annaler opbevaret Mindet om en tapper Nordmand — hans Navn angives ej — der, ſom det ſynes, endnu før den egentlige Orre-Rid begyndte, eller i alle Fald før Eyſteins Fald, ene forſvarede Broen mod den fremrykkende engelſke Hær, og ſaaledes en Stund holdt den op; de engelſke Pile og Kaſteſpyd formaaede intet mod hans gode Ringbrynje, og enhver, der vovede ſig nærmere, faldt for hans ſterke Arm; af Beundring for hans Tapperhed og Styrke tilbød man ham Grid, men han lo haanligt dertil, fortſatte ſit heltemodige Forſvar, ligetil Kl. 3 om Eftermiddagen, og fældte i Alt 40 Fiender, indtil det lykkedes en Englænder ubemerket at komme i en Baad, ro tinder Broen, og nedenfra at gjennembore ham under Ringbrynjen[2]. Efter Høvdingernes Fald var Løſenet for de

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 118, 119, Snorre Cap. 93—98, Fagrſkinna Cap. 205—209, Morkinſkinna fol. 19. a b. Ogſaa i Chron. Sax. ſtaar der, at man kæmpede længe om Dagen og meget heftigt.
  2. Denne Begivenhed fortælles allerførſt af Viljam af Malmsbury (II. 228), ſom dog ikke lader ham dræbes paa den oven angivne Maade, men ved et af en af Kongens Ledſagere heldigt kaſtet Spyd. Den næſte Forfatter, der fortæller derom, er Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. 762) ſaaledes ſom ovenfor. Han beſkriver Kampen, neppe rigtigt, ſom om Kongen og Toſtig førſt faldt efter at Nordmændene havde trukket ſig tilbage over Derwent. Endelig er Beretningen optagen i den ellers gode Kodex C af Chron. Sax., men med en Haand og i et Sprog fra det 12te Aarhundrede, maaſkee endog yngre.