sten vare ukampdygtige, især da de ikke, som den første Afdeling af Hæren, vare uden Brynjer, men derimod havde marscheret i fuld Rustning. Deres Hidsighed og Begjærlighed efter at hevne Kongens og saa mange brave Staldbrødres Fald, lod dem dog glemme al Mødighed: de satte saa voldsomt ind paa Englænderne, at en Mængde af disse faldt, og de øvrige vare nær ved at tage Flugten. Denne sidste hidsige Kamp kaldte man siden efter Eystein Orre, som da anførte Nordmændene, Orre-Riden. Men i deres Iver glemte de endog at forsvare sig med Skjoldene; deres Træthed af den lange og forhastede Marsch undlod ikke i Længden at blive følelig, saa at de ikke engang orkede at bære de tunge Ringbrynjer, men kastede dem af. Englændernes Sverd og Spyd anrettede derfor stor Ødelæggelse iblandt dem, ja mange af dem skulle endog være omkomne af Mødighed, uden at være rammede af noget fiendtligt Vaaben. Da faldt omsider Eystein Orre med Størstedelen af sin Skare, og næsten alle de norske Høvdinger. Kampen havde nu, med hine tvende Mellemrum, varet lige fra Formiddagen indtil ud paa Eftermiddagen[1]. De tilbageblevne Nordmænd flygtede, heftigt forfulgte af Englænderne, som nedlagde mange af dem paa Flugten, og dreve endeel ud i Derwent, hvor de druknede. Dog have de engelske Annaler opbevaret Mindet om en tapper Nordmand — hans Navn angives ej — der, som det synes, endnu før den egentlige Orre-Rid begyndte, eller i alle Fald før Eysteins Fald, ene forsvarede Broen mod den fremrykkende engelske Hær, og saaledes en Stund holdt den op; de engelske Pile og Kastespyd formaaede intet mod hans gode Ringbrynje, og enhver, der vovede sig nærmere, faldt for hans sterke Arm; af Beundring for hans Tapperhed og Styrke tilbød man ham Grid, men han lo haanligt dertil, fortsatte sit heltemodige Forsvar, ligetil Kl. 3 om Eftermiddagen, og fældte i Alt 40 Fiender, indtil det lykkedes en Englænder ubemerket at komme i en Baad, ro tinder Broen, og nedenfra at gjennembore ham under Ringbrynjen[2]. Efter Høvdingernes Fald var Løsenet for de
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 118, 119, Snorre Cap. 93—98, Fagrskinna Cap. 205—209, Morkinskinna fol. 19. a b. Ogsaa i Chron. Sax. staar der, at man kæmpede længe om Dagen og meget heftigt.
- ↑ Denne Begivenhed fortælles allerførst af Viljam af Malmsbury (II. 228), som dog ikke lader ham dræbes paa den oven angivne Maade, men ved et af en af Kongens Ledsagere heldigt kastet Spyd. Den næste Forfatter, der fortæller derom, er Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. 762) saaledes som ovenfor. Han beskriver Kampen, neppe rigtigt, som om Kongen og Tostig først faldt efter at Nordmændene havde trukket sig tilbage over Derwent. Endelig er Beretningen optagen i den ellers gode Kodex C af Chron. Sax., men med en Haand og i et Sprog fra det 12te Aarhundrede, maaskee endog yngre.
