dene og hilsedes med en Pileregn af de indenfor Kredsen opstillede Bueskytter. Tilsidst opgave de Forsøget, og rede tilbage. Havde Nordmændene nu fremdeles holdt den samme Stilling som hidtil, vilde Angrebet neppe være blevet fornyet; Forsterkningen fra Skibene vilde have fundet Hæren usvækket, og man kunde da have gaaet angrebsviis tilverks. Men i den overilede Tro, at Fienden allerede var slagen, opløste Nordmændene — dog neppe med Haralds gode Vilje — deres Rækker for at forfølge de Flygtende. Ved Synet deraf fik Englænderne nyt Mod, samlede sig igjen, satte allevegne fra ind paa de fremstormende Nordmænd, og trængte ind gjennem deres aabnede Geleder. Derved opstod et blodigt Haandgemæng, og Folkemonen gjorde sig snart gjeldende, saa at Nordmændene begyndte at falde i Mængdeviis. Da Kong Harald saa dette, ilede han selv til, hvor Kampen rasede heftigst, styrtede sig, greben af den vildeste Stridslyst, som Berserkerne fordum, ind i Slagtumlen, huggende til begge Sider, saa at hverken Hjelm eller Brynje kunde holde Stand, og vadede, som Stuf Skald siger, gjennem Fiendens Rækker, som om han vadede gjennem Vind. Ingen Fiende vovede længer at blive staaende hvor.han stevnede frem, og alt veg for ham. Allerede truede Flugten med at blive almindelig over den hele engelske Hær, og Sejren syntes Nordmændene vis, da Harald blev truffen af en Piil i Struben, saa at Blodet strømmede ud af Munden paa ham, og han styrtede død til Jorden. De fleste af den Skare, der havde fulgt ham, faldt omkring hans Liig, blandt dem den brave Brand; de øvrige trak sig atter tilbage under Merkerne. Men endnu var Kampen ikke paa langt nær endt. Nordmændene fortsatte den med største Heftighed, idet de opeggede hinanden indbyrdes. Da Tostig blev var, at Kongen var falden, ilede han selv didhen, hvor han saa Landeydan knejse, stillede sig under Kongebanneret, og opmuntrede Krigerne til Kamp. Paa begge Sider var man dog saa udmattet, at der af sig selv opstod en Standsning i Kampen, som varede temmelig længe. Dette Pusterum benyttede Harald Godwinessøn til at byde Tostig Grid, saavel som alle de Nordmænd, der endnu vare i Live. Men uagtet de erkjendte deres fortvivlede Stilling — et Vers, som Thjodolf just da kvad, vidner noksom herom — vilde de dog intet høre om Overgivelse, og sagde, at før skulde de falde den ene over den anden, end de skulde modtage Grid af engelske Mænd. Derpaa istemte de Hærskrig, og begyndte Kampen paany tinder Anførsel af Tostig, der stred som en Mand, og fulgte Banneret fremad, men overmandedes og faldt med megen Berømmelse. I dette Øjeblik, men for silde, ankom endelig den længe væntede Undsætning fra Skibene, anført af Eystein Orre, som strax greb Landeydan og begyndte Kampen for tredie Gang, uagtet han og hans Mænd havde skyndt sig fra Skibene i saadan en Fart, at de formedelst Træthed næ-
