Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/352

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
334
Harald Haardraade.

dene og hilſedes med en Pileregn af de indenfor Kredſen opſtillede Bueſkytter. Tilſidſt opgave de Forſøget, og rede tilbage. Havde Nordmændene nu fremdeles holdt den ſamme Stilling ſom hidtil, vilde Angrebet neppe være blevet fornyet; Forſterkningen fra Skibene vilde have fundet Hæren uſvækket, og man kunde da have gaaet angrebsviis tilverks. Men i den overilede Tro, at Fienden allerede var ſlagen, opløſte Nordmændene — dog neppe med Haralds gode Vilje — deres Rækker for at forfølge de Flygtende. Ved Synet deraf fik Englænderne nyt Mod, ſamlede ſig igjen, ſatte allevegne fra ind paa de fremſtormende Nordmænd, og trængte ind gjennem deres aabnede Geleder. Derved opſtod et blodigt Haandgemæng, og Folkemonen gjorde ſig ſnart gjeldende, ſaa at Nordmændene begyndte at falde i Mængdeviis. Da Kong Harald ſaa dette, ilede han ſelv til, hvor Kampen raſede heftigſt, ſtyrtede ſig, greben af den vildeſte Stridslyſt, ſom Berſerkerne fordum, ind i Slagtumlen, huggende til begge Sider, ſaa at hverken Hjelm eller Brynje kunde holde Stand, og vadede, ſom Stuf Skald ſiger, gjennem Fiendens Rækker, ſom om han vadede gjennem Vind. Ingen Fiende vovede længer at blive ſtaaende hvor.han ſtevnede frem, og alt veg for ham. Allerede truede Flugten med at blive almindelig over den hele engelſke Hær, og Sejren ſyntes Nordmændene vis, da Harald blev truffen af en Piil i Struben, ſaa at Blodet ſtrømmede ud af Munden paa ham, og han ſtyrtede død til Jorden. De fleſte af den Skare, der havde fulgt ham, faldt omkring hans Liig, blandt dem den brave Brand; de øvrige trak ſig atter tilbage under Merkerne. Men endnu var Kampen ikke paa langt nær endt. Nordmændene fortſatte den med ſtørſte Heftighed, idet de opeggede hinanden indbyrdes. Da Toſtig blev var, at Kongen var falden, ilede han ſelv didhen, hvor han ſaa Landeydan knejſe, ſtillede ſig under Kongebanneret, og opmuntrede Krigerne til Kamp. Paa begge Sider var man dog ſaa udmattet, at der af ſig ſelv opſtod en Standsning i Kampen, ſom varede temmelig længe. Dette Puſterum benyttede Harald Godwinesſøn til at byde Toſtig Grid, ſaavel ſom alle de Nordmænd, der endnu vare i Live. Men uagtet de erkjendte deres fortvivlede Stilling — et Vers, ſom Thjodolf juſt da kvad, vidner nokſom herom — vilde de dog intet høre om Overgivelſe, og ſagde, at før ſkulde de falde den ene over den anden, end de ſkulde modtage Grid af engelſke Mænd. Derpaa iſtemte de Hærſkrig, og begyndte Kampen paany tinder Anførſel af Toſtig, der ſtred ſom en Mand, og fulgte Banneret fremad, men overmandedes og faldt med megen Berømmelſe. I dette Øjeblik, men for ſilde, ankom endelig den længe væntede Undſætning fra Skibene, anført af Eyſtein Orre, ſom ſtrax greb Landeydan og begyndte Kampen for tredie Gang, uagtet han og hans Mænd havde ſkyndt ſig fra Skibene i ſaadan en Fart, at de formedelſt Træthed næ-