Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
333
Slag ved Stanford Bro.

have kunnet melde vore Mænds Fald“. „Viſtnok“, ſvarede Toſtig, „var det uforſigtigt af en Høvding ſom han, at vove ſig ſaa langt frem, og jeg ſkjønnede meget vel, at det kunde ſkee ſom I ſige, men jeg frygtede for at Sammenligningen mellem hans Færd og min da vilde falde alt for meget ud til min Skade, naar nemlig han kom for at byde mig Grid og ſtort Herredømme, men jeg blev hans Banemand ved at udpege ham. Dette undlod jeg derfor, og jeg vil heller lide Døden for min Broders Haand, end paa ſlig Maade volde hans Død“. Harald ſvarede intet, men bemerkede kun til ſine Mænd: „denne Mand var liden af Væxt, men ſtod kjekt i ſine Stigbøjler“[1]. Derpaa gik han ind i Skjoldborgen, idet han kvad:

Frem vil vi gange
i Fylkingen
brynjeløſe
under blaa Egge;

Hjelme blinke,
men Brynjen mangler;
vort Skrud nu ligger
i Skibene nede.

„Denne Viſe“, ſagde han ſtrax efter, „er ſlet digtet, og jeg ſkal kvæde en anden og bedre“: han kvad ogſaa virkelig paa ſtaaende Fod en anden i det ſædvanlige kunſtigere Verſemaal, hvori han i ſit og ſine Mænds Navn forſikrede, at de ej ſkulde krybe i Skjul bag Skjoldet for Vaabenbrag, og ſagde at han allerede forlængſt havde gjort det Løfte, at bære Hovedet højt i Sverdgnyet. Thjodolf Skald, der her, ſom ſædvanligt, var tilſtede, kvad et Vers, hvori han lovede ej at ville forlade Kongens haabefulde Sønner, om endog Kongen ſelv faldt. Den eneſte af Kongens nærmeſte Omgivelſer, ſytti ikke ganſke manglede Ruſtning, var Islændingen, Brand Gunnſteinsſøn: han havde en ſaakaldet Brynſtakk, og tilbød Kongen den, men han vilde ikke tage imod den. „Du er en brav Dreng“, ſagde han, „men behold kun ſelv din Brynſtakk“[2].

Slaget begyndte med et Angreb af Harald Godwinesſøns Ryttere[3], der dog intet kunde udrette mod Nordmændenes tæt ſluttede, ved Skjoldene og de fremſtrakte Spyd dækkede, Rækker. De rede rundt omkring Kredſen, og ſøgte paa alle Kanter at faa den brudt, men overalt mødte de Spydod-

  1. Denne Beretning findes kun i vore Sagaer, Harald Haardraades Saga Cap. 118, Snorre Cap. 94, Fagrſkinna Cap. 206.
  2. Ljosvetningaſaga Cap. 31. En Brynſtakk maa have været en „Stakk“ eller et Slags Skjørt af Brynjevæv (d. e. ſmaa Jernringe, indbyrdes ſammen føjede), ſom ej bedækkede Arme og Skuldre, men kun bandtes om Livet, og hang ned om Hofterne.
  3. Det er merkeligt nok, at alle vore Sagaer ere enige i at nævne Rytteriet ſom den fornemſte Deel af Harald Godtwnesſøns Hær, uagtet Bromton (Twysden S. 945) udtrykkeligt ſiger at det ej var Anglernes Skik at kæmpe til Heſt. Men det er tydeligt nok, at Rytteriet netop udgjordes af de ſaakaldte, fornemmelig danſke, Thingmænd eller Lejetropper, hvorom der forhen er talt.