Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
333
Slag ved Stanford Bro.

have kunnet melde vore Mænds Fald“. „Vistnok“, svarede Tostig, „var det uforsigtigt af en Høvding som han, at vove sig saa langt frem, og jeg skjønnede meget vel, at det kunde skee som I sige, men jeg frygtede for at Sammenligningen mellem hans Færd og min da vilde falde alt for meget ud til min Skade, naar nemlig han kom for at byde mig Grid og stort Herredømme, men jeg blev hans Banemand ved at udpege ham. Dette undlod jeg derfor, og jeg vil heller lide Døden for min Broders Haand, end paa slig Maade volde hans Død“. Harald svarede intet, men bemerkede kun til sine Mænd: „denne Mand var liden af Væxt, men stod kjekt i sine Stigbøjler“[1]. Derpaa gik han ind i Skjoldborgen, idet han kvad:

Frem vil vi gange
i Fylkingen
brynjeløse
under blaa Egge;

Hjelme blinke,
men Brynjen mangler;
vort Skrud nu ligger
i Skibene nede.

„Denne Vise“, sagde han strax efter, „er slet digtet, og jeg skal kvæde en anden og bedre“: han kvad ogsaa virkelig paa staaende Fod en anden i det sædvanlige kunstigere Versemaal, hvori han i sit og sine Mænds Navn forsikrede, at de ej skulde krybe i Skjul bag Skjoldet for Vaabenbrag, og sagde at han allerede forlængst havde gjort det Løfte, at bære Hovedet højt i Sverdgnyet. Thjodolf Skald, der her, som sædvanligt, var tilstede, kvad et Vers, hvori han lovede ej at ville forlade Kongens haabefulde Sønner, om endog Kongen selv faldt. Den eneste af Kongens nærmeste Omgivelser, sytti ikke ganske manglede Rustning, var Islændingen, Brand Gunnsteinssøn: han havde en saakaldet Brynstakk, og tilbød Kongen den, men han vilde ikke tage imod den. „Du er en brav Dreng“, sagde han, „men behold kun selv din Brynstakk“[2].

Slaget begyndte med et Angreb af Harald Godwinessøns Ryttere[3], der dog intet kunde udrette mod Nordmændenes tæt sluttede, ved Skjoldene og de fremstrakte Spyd dækkede, Rækker. De rede rundt omkring Kredsen, og søgte paa alle Kanter at faa den brudt, men overalt mødte de Spydod-

  1. Denne Beretning findes kun i vore Sagaer, Harald Haardraades Saga Cap. 118, Snorre Cap. 94, Fagrskinna Cap. 206.
  2. Ljosvetningasaga Cap. 31. En Brynstakk maa have været en „Stakk“ eller et Slags Skjørt af Brynjevæv (d. e. smaa Jernringe, indbyrdes sammen føjede), som ej bedækkede Arme og Skuldre, men kun bandtes om Livet, og hang ned om Hofterne.
  3. Det er merkeligt nok, at alle vore Sagaer ere enige i at nævne Rytteriet som den fornemste Deel af Harald Godtwnessøns Hær, uagtet Bromton (Twysden S. 945) udtrykkeligt siger at det ej var Anglernes Skik at kæmpe til Hest. Men det er tydeligt nok, at Rytteriet netop udgjordes af de saakaldte, fornemmelig danske, Thingmænd eller Lejetropper, hvorom der forhen er talt.