Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/350

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
332
Harald Haardraade.

Harald Godwinesſøn, der havde gjort Holdt for at oppebie de bagerſte i ſin Hær, ſaa det ogſaa, og ſpurgte nogle Nordmænd, der befandt ſig i hans Hær, hvo den høje Mand i blaa Kjortel og med den fagre Hjelm var, ſom juſt faldt af Heſten. De ſagde at det var Kongen ſelv. „Han er en ſtor og drabelig Mand“, ſagde Harald, „men med hans Lykke lader det nu til at være forbi“.

Strax efter kom tyve Ryttere, ſaa vel ſelv ſom deres Heſte iførte Brynjer, ridende frem fra den engelſke Hær mod Nordmændenes Fylking, og en af dem ſpurgte om Toſtig Jarl var tilſtede. „Det er ikke at dølge for, at I kunne finde ham her“, ſvarede han ſelv. „Vi bringe“, ſagde den engelſke Stridsmand, „den Hilſen fra din Broder Harald, at han tilbyder dig Grid og Northumberland, ja han er ikke engang uvillig til at indrømme dig Trediedelen af ſit Rige, naar han ej paa anden Betingelſe kan vinde dit Venſkab“. „Dette“, ſvarede Toſtig, „er rigtignok et andet Tilbud end den Forhaanelſe og Ufred, man bød mig ifjor Høſt; havde man da budet mig det ſamme, vilde mangen En være i Live, ſom nu er død, og med den engelſke Konges Vælde ſtod det da bedre til. Men ſæt nu at jeg modtager dette Tilbud, hvad byder da min Broder Norges Konge?“ „Han har“, ſvarede den anden „ladet ſig forlyde med, hvor ſtort Stykke af England han vilde unde Kong Harald Sigurdsſøn; det er 7 Fods Rum, og ſaa meget mere ſom han er højere end de fleſte andre“. „Hvis ſaa er“, ſagde Toſtig, „da rider kun tilbage og beder Kong Harald begynde Slaget. Nordmændene ſkal ikke kunne ſige, at Toſtig Jarl lod Norges Konge i Stikken og ſlog ſig til hans Fiender, da han ſkulde ſtride om Englands Krone; med hinanden ville vi enten dø med Ære eller vinde England med Sejr“. Da vendte Rytterne tilbage til den engelſke Hær. Kong Harald ſpurgte Toſtig, hvo hiin Ordfører var, hvis Tale hørtes ſaa grant. „Det var min Broder, Harald Godwinesſøn ſelv“, ſvarede Toſtig. „Det fik vi altfor ſeent at vide“, ſagde Kongen. „thi han var kommen vore Rækker ſaa nær, at han ej ſkulde

    kinſkinna og Snorre, ſaa vel ſom Fagrſkinna. Thjodrek Munk lader derimod Harald udbryde ved Faldet: „ſjelden varſler et ſaadant Tegn om Sejren“. Omtrent det ſamme Udſagn lægges ham og i Munden i Ágrip Cap. 36. Men da de øvrige, paalideligere Sagaer udtrykkeligt anføre hiin ovenfor meddeelte Ytring, og Harald derhos maa antages at have beſiddet alt for megen Klogſkab og Aandsnærværelſe til at det er rimeligt, at han ſkulde have kunnet glemme ſig i den Grad, at han tillod ſig et uoverlagt Udraab, der kunde fylde hans Omgivelſer med Ængſtelſe, maa man formode, at de ulykkeſpaaende Ord i den Saga, Thjodrek Munk og Ágrip’s Kompilator fulgte, have været lagte i Munden paa Harald Godwinesſøn, der ogſaa i de øvrige Sagaer ſiger noget ſaadant, og at Ordene ſiden ved en let tænkelig Misforſtaaelſe ere henførte til Harald Haardraade.