Harald Godwinessøn, der havde gjort Holdt for at oppebie de bagerste i sin Hær, saa det ogsaa, og spurgte nogle Nordmænd, der befandt sig i hans Hær, hvo den høje Mand i blaa Kjortel og med den fagre Hjelm var, som just faldt af Hesten. De sagde at det var Kongen selv. „Han er en stor og drabelig Mand“, sagde Harald, „men med hans Lykke lader det nu til at være forbi“.
Strax efter kom tyve Ryttere, saa vel selv som deres Heste iførte Brynjer, ridende frem fra den engelske Hær mod Nordmændenes Fylking, og en af dem spurgte om Tostig Jarl var tilstede. „Det er ikke at dølge for, at I kunne finde ham her“, svarede han selv. „Vi bringe“, sagde den engelske Stridsmand, „den Hilsen fra din Broder Harald, at han tilbyder dig Grid og Northumberland, ja han er ikke engang uvillig til at indrømme dig Trediedelen af sit Rige, naar han ej paa anden Betingelse kan vinde dit Venskab“. „Dette“, svarede Tostig, „er rigtignok et andet Tilbud end den Forhaanelse og Ufred, man bød mig ifjor Høst; havde man da budet mig det samme, vilde mangen En være i Live, som nu er død, og med den engelske Konges Vælde stod det da bedre til. Men sæt nu at jeg modtager dette Tilbud, hvad byder da min Broder Norges Konge?“ „Han har“, svarede den anden „ladet sig forlyde med, hvor stort Stykke af England han vilde unde Kong Harald Sigurdssøn; det er 7 Fods Rum, og saa meget mere som han er højere end de fleste andre“. „Hvis saa er“, sagde Tostig, „da rider kun tilbage og beder Kong Harald begynde Slaget. Nordmændene skal ikke kunne sige, at Tostig Jarl lod Norges Konge i Stikken og slog sig til hans Fiender, da han skulde stride om Englands Krone; med hinanden ville vi enten dø med Ære eller vinde England med Sejr“. Da vendte Rytterne tilbage til den engelske Hær. Kong Harald spurgte Tostig, hvo hiin Ordfører var, hvis Tale hørtes saa grant. „Det var min Broder, Harald Godwinessøn selv“, svarede Tostig. „Det fik vi altfor seent at vide“, sagde Kongen. „thi han var kommen vore Rækker saa nær, at han ej skulde
kinskinna og Snorre, saa vel som Fagrskinna. Thjodrek Munk lader derimod Harald udbryde ved Faldet: „sjelden varsler et saadant Tegn om Sejren“. Omtrent det samme Udsagn lægges ham og i Munden i Ágrip Cap. 36. Men da de øvrige, paalideligere Sagaer udtrykkeligt anføre hiin ovenfor meddeelte Ytring, og Harald derhos maa antages at have besiddet alt for megen Klogskab og Aandsnærværelse til at det er rimeligt, at han skulde have kunnet glemme sig i den Grad, at han tillod sig et uoverlagt Udraab, der kunde fylde hans Omgivelser med Ængstelse, maa man formode, at de ulykkespaaende Ord i den Saga, Thjodrek Munk og Ágrip’s Kompilator fulgte, have været lagte i Munden paa Harald Godwinessøn, der ogsaa i de øvrige Sagaer siger noget saadant, og at Ordene siden ved en let tænkelig Misforstaaelse ere henførte til Harald Haardraade.
