Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/349

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
331
Nordmændene overfaldte af Englænderne.

raadede at vende om igjen til Skibene ſaa hurtigt ſom muligt; her havde man da Valget, om man med den hele Styrke og fuldſtændig bevæbnet vilde binde an med Fjenden, eller om man heller vilde gaa ombord i Skibene, mod hvilket det engelſke Rytteri intet kunde udrette. Dette Raad var meget klogt, og vilde ſandſynligviis, om det var blevet fulgt, have givet Tingene en langt anden Vending, men af falſk Undſeelſe og Frygt for, at man kunde udlægge det ſom Tegn paa Modløshed, forkaſtede Harald det[1], og foretrak at ſende tre raſke Mend ned til Skibene paa de hurtigſte Heſte, der fandtes i Hæren, med den Befaling, at det efterladte Mandſkab ſtrax ſkulde bryde op og komme ham til Hjelp. Imidlertid haabede han at kunne beſkjeftige Englænderne, indtil Undſætningen kom. „Som I vil Herre“, ſagde Toſtig; „jeg har ikke ſtørre Lyſt til at flygte end enhver anden, men jeg maatte ſige hvad jeg fandt raadeligſt“.

Harald lod nu Fredrik Merkesmand rejſe hans Banner, Landeydan, og opſtillede ſine Mænd i en lang, men ikke tyk, Fylking. Derpaa lod han Fløjene høje ſig bagover, indtil de naaede ſammen, ſaa at Hæren kom til at danne en ſtor Ring, med Skjold ved Skjold, ſaa vel foran det yderſte Geled, ſom foran hvert af de indre. Paa denne Maade ſøgte Harald at dække ſig mod Angreb af Fiendens Rytteri, omtrent ſaaledes ſom naar Fodfolket i vore Dage former Karree. Han forordnede, at det yderſte Geled i Fylkingen ſkulde ſtøtte Spydſkaftene mod Jorden og rette Oddene mod Rytternes Bryſt; de, ſom ſtode i næſte Geled ſkulde derimod rette Spydoddene mod Heſtene. Man ſkulde ſtaa faſt og tæt ſluttet, pasſe paa at Ordenen ej blev brudt, holde Blikket ufravendt rettet mod Fienden og ikke flytte ſig et Skridt frem. Indenfor Kredſen ſtillede han Bueſkytterne; der forbeholdt han ogſaa ſig ſelv og Toſtig Plads med deres Følge, hver paa ſin Kant. Imidlertid rykkede den engelſke Konge nærmere med ſin Hær, der beſtod baade af Fodfolk og Ryttere, og ſkal have været dobbelt ſaa talrig ſom den norſke. Førend Kong Harald Sigurdsſøn indtog ſin Plads, udenfor Kredſen, red han omkring Fylkingen for at mønſtre ſine Krigeres Rækker og ſee til, at Alt var i Orden. Han ſad paa en ſort bleſet Heſt, iført en blaa Vaabenkjortel. Medens han ſaaledes red omkring, havde han det Uheld at Heſten ſtyrtede med ham, ſaa at han ſelv faldt forover, og ned til Jorden. For at berolige ſine Omgivelſer, der ellers kunde antage dette for et uheldigt Varſel, ſagde han efter et gammelt Ordſprog; „Fald betyder Lykke paa Farten“[2].

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 118, og der anføres endog et Vers af Arnor, hvor Kongens altfor ſtore Forfængelighed (ofrausn) gives Skylden for Nederlaget.
  2. Saaledes Harald Haardraades Saga, Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke, Mor-