Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/348

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
330
Harald Haardraade.

lem denne Stad og Leeds[1]. Her fylkede han, som det heder, sin Hær, og herfra har han sandsynligviis holdt Øje med Nordmændenes Bevægelser og plejet hemmelige Underhandlinger med sine Venner i York, thi aldrig saasnart vare Nordmændene borte, og det var blevet mørkt om Aftenen, førend han indfandt sig udenfor Byen med hele sin Hær, blev paa det beredvilligste indladt af Borgerne trods det nys sluttede Forlig, og besatte strax alle Porte og Veje, for at Nordmændene ikke skulde faa mindste Nys herom[2]. Dette lykkedes ogsaa fuldkommen. Thi Mandag Morgen, efter tilendebragt Dagverd, lod Kong Harald Haardraade blæse til Opbrud med en langt mindre Styrke, end han vist ellers vilde have medbragt, dersom han havde haft mindste Anelse om at hans Fiende laa l York med en sterk Hær, færdig til at overfalde ham. Han bestemte nemlig, at i hver Svejt eller mindre Afdeling skulde af tre Mænd de to følge med, og den tredie blive tilbage, saaledes at i alt en Trediedeel af Hæren blev liggende for at passe paa Skibene, under Befaling af hans Søn Olaf, Orknø-Jarlerne, og Eystein Orre; og de, som droge op med ham, toge ikke engang deres Brynjer paa, men alene Skjold og Hjelm til Forsvarsvaaben[3], da det var godt Vejr og hedt Solskin, og de selv desuden vare lystige og sorgløse, uden at have mindste Anelse om nogen Fare. De vare allerede komne over Stanford Bro, da de i det fjerne saa Støvskyer hvirvle sig i Veiret, og under dem blinkende Skjolde og hvide Brynjer. Kongen lod gjøre holdt, og spurgte Seng, hvad dette kunde være for en Hær. Tostig svarede at det vistnok saa ligest ud til at være Fiender, men at det dog maaskee ogsaa kunde være endeel af hans Venner og Frænder, der kom for at tilbyde deres Tjeneste, imod at Kongen tog dem i sin Beskyttelse. Kongen sagde at man skulde oppebie dem for at see, hvad de sorte i sit Skjold. Jo mere Hæren nærmede sig, desto talrigere viste den sig at være. Det var som en Iisskorpe at see til, saaledes blinkede Vaaben ved Vaaben. Da sagde Harald: „det er ikke at dølge for, at her er Ufred for Haanden, og at Kongen selv er kommen: nu gjelder det at finde paa et godt og fornuftigt Raad. Tostig

    ligger ej alene i Omstændighedernes Natur, men siges og udtrykkeligt af Bromton (Twysden S. 959): „obsidibus interim utrimque datis“. Vel er Bromton en meget yngre Annalist, som her kun har udskrevet og epitomeret de ældre, men hans Fortolkning af deres Ord bliver dog altid af megen Vegt.

  1. Chron. Sax.
  2. Chron. Sax. nævner kun at han om Mandagen drog gjennem York, men deraf følger ikke at han jo allerede Søndag Aften kan være bleven indladt.
  3. At Nordmændene ingen Brynjer medtoge, siges ej alene i Sagaerne, men ogsaa hos fremmede Annalister, som Marianus Scotus, og Saxo S. 555.