Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/348

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
330
Harald Haardraade.

lem denne Stad og Leeds[1]. Her fylkede han, ſom det heder, ſin Hær, og herfra har han ſandſynligviis holdt Øje med Nordmændenes Bevægelſer og plejet hemmelige Underhandlinger med ſine Venner i York, thi aldrig ſaaſnart vare Nordmændene borte, og det var blevet mørkt om Aftenen, førend han indfandt ſig udenfor Byen med hele ſin Hær, blev paa det beredvilligſte indladt af Borgerne trods det nys ſluttede Forlig, og beſatte ſtrax alle Porte og Veje, for at Nordmændene ikke ſkulde faa mindſte Nys herom[2]. Dette lykkedes ogſaa fuldkommen. Thi Mandag Morgen, efter tilendebragt Dagverd, lod Kong Harald Haardraade blæſe til Opbrud med en langt mindre Styrke, end han viſt ellers vilde have medbragt, derſom han havde haft mindſte Anelſe om at hans Fiende laa l York med en ſterk Hær, færdig til at overfalde ham. Han beſtemte nemlig, at i hver Svejt eller mindre Afdeling ſkulde af tre Mænd de to følge med, og den tredie blive tilbage, ſaaledes at i alt en Trediedeel af Hæren blev liggende for at pasſe paa Skibene, under Befaling af hans Søn Olaf, Orknø-Jarlerne, og Eyſtein Orre; og de, ſom droge op med ham, toge ikke engang deres Brynjer paa, men alene Skjold og Hjelm til Forſvarsvaaben[3], da det var godt Vejr og hedt Solſkin, og de ſelv desuden vare lyſtige og ſorgløſe, uden at have mindſte Anelſe om nogen Fare. De vare allerede komne over Stanford Bro, da de i det fjerne ſaa Støvſkyer hvirvle ſig i Veiret, og under dem blinkende Skjolde og hvide Brynjer. Kongen lod gjøre holdt, og ſpurgte Seng, hvad dette kunde være for en Hær. Toſtig ſvarede at det viſtnok ſaa ligeſt ud til at være Fiender, men at det dog maaſkee ogſaa kunde være endeel af hans Venner og Frænder, der kom for at tilbyde deres Tjeneſte, imod at Kongen tog dem i ſin Beſkyttelſe. Kongen ſagde at man ſkulde oppebie dem for at ſee, hvad de ſorte i ſit Skjold. Jo mere Hæren nærmede ſig, deſto talrigere viſte den ſig at være. Det var ſom en Iisſkorpe at ſee til, ſaaledes blinkede Vaaben ved Vaaben. Da ſagde Harald: „det er ikke at dølge for, at her er Ufred for Haanden, og at Kongen ſelv er kommen: nu gjelder det at finde paa et godt og fornuftigt Raad. Toſtig

    ligger ej alene i Omſtændighedernes Natur, men ſiges og udtrykkeligt af Bromton (Twysden S. 959): „obsidibus interim utrimque datis“. Vel er Bromton en meget yngre Annaliſt, ſom her kun har udſkrevet og epitomeret de ældre, men hans Fortolkning af deres Ord bliver dog altid af megen Vegt.

  1. Chron. Sax.
  2. Chron. Sax. nævner kun at han om Mandagen drog gjennem York, men deraf følger ikke at han jo allerede Søndag Aften kan være bleven indladt.
  3. At Nordmændene ingen Brynjer medtoge, ſiges ej alene i Sagaerne, men ogſaa hos fremmede Annaliſter, ſom Marianus Scotus, og Saxo S. 555.