Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/347

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
329
York kapitulerer.

Landskabets Indbyggere paa deres Side ogsaa skulde have Tillid til hans Oprigtighed. efterlod han 150 af sine Mænd som Gisler i York[1].

Men imidlertid havde Kong Harald Godwinessøn erfaret den norske Konges Ankomst, og i Hast udrustet 7 Troppekorps, hvormed han ilede nordefter uden at Fienden erfarede det mindste om hans Nærmelse. Om Søndagen, medens Harald Haardraade og Tostig endnu vare i York, kom han til Tada eller Tadcaster, sydvestenfor York, omtrent halvvejs mel-

    bridge, og ligger paa Østsiden af Derwent, lige over for Gate-Helmsley. Fra York og langs Ouse og fra Stanford Bro langs Derwent til Elvenes Sammenløb er der omtrent lige langt. Fra York gaar Landevejen lige i Øst til Broen; men naar man fra Riccal vil gaa til denne, uden at lægge Vejen om York, maa man, som det synes, først drage lige i Øst over Derwent til Bubwith, og derfra paa Østsiden af Derwent indtil Stanford. Langs Vestsiden synes ingen Vej at gaa. — I Sagaerne nævnes Stanfordbro kun, hvor det heder at Harald lejrede sig der, førend York kapitulerede. Derimod nævnes den ej hvor Slaget selv beskrives. Dette omtales som leveret etsteds mellem Skibene og Staden York, og naar ikke de engelske Annaler udtrykkeligt nævnte Stanford Bro som Stedet, hvor Slaget stod, skulde man snarest antage at Sagaerne henførte det til et Sted ved Ouse, mellem Riccal og York. Dog sige de heller ikke dette ligefrem, og saaledes er det altid muligt, at man ogsaa her kan have tænkt sig Stanford Bro som Slagstedet. Aarsagerne, hvorfor Harald lagde Vejen om Stanford Bro, angives i Chron. Sax., nemlig, at han skulde modtage Gisler der. Imidlertid oplyses det ej, hvorfor ikke disse Gisler lige saa vel kunde leveres og modtages ved York. Her kan man opstille to Formodninger. Enten har Harald ladet Flaaden rykke ned til det Sted, hvor Ouse og Derwent forenes, og hvor den maaskee laa tryggere for Overfald fra den højre Side af Ouse, der øjensynligt endnu har været i Morkeres og Eadwines Besiddelse; — og fra dette Sted var Vejen over Stanford Bro saavel den korteste, som den sikreste. Eller ogsaa har Harald, da han et Par Dage tidligere opslog sin Lejr ved Broen, opkastet Skandser ved Bro-Enden, og efterladt en Besætning der, for at have et fast Punkt i Nærheden, noget fjernet fra de angliske Jarlers farlige Naboskab, og har derfor bestemt dette Sted til at modtage Gislerne. Den Omstændighed, at Harald Godwinessøn kunde komme til Tadcaster, kun en Miils Vej sydvestenfor York, og derfra til Staden selv, uden at Nordmændene erfore det mindste derom, viser noksom at Landet vestenfor Ouse endnu var fiendtligt, medens derimod Stanford laa midt i den undertvungne Deel af Landskabet.

  1. At der gjensidigt blev stillet Gisler, siges allerførst af Florents, der udtrykker sig saaledes: „Norregani … obsidibus 150 de Eboraca sumtis, ad naves repedarunt, relictis in eâ de suis 150 obsidibus“. Simeon af Durham (Twysden S. 199) gjentager dette Ord til andet, kun at han paa første Sted nævner 500 (D), ikke 150 (CL) Gisler. Denne Afvigelse maa dog vel alene ansees som en Skriv- eller Læfe-Fejl. Lappenberg har i sin „Geschichte Englands“ I. 537 misforstaaet dette Sted som om Kongen ifølge Florents efterlod i York alle de ham stillede 150 Gisler, ifølge Simeon 150 af de 500. Men at der her kun er Tale om en gjensidig Udvexling af Gisler,