Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/347

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
329
York kapitulerer.

Landſkabets Indbyggere paa deres Side ogſaa ſkulde have Tillid til hans Oprigtighed. efterlod han 150 af ſine Mænd ſom Giſler i York[1].

Men imidlertid havde Kong Harald Godwinesſøn erfaret den norſke Konges Ankomſt, og i Haſt udruſtet 7 Troppekorps, hvormed han ilede nordefter uden at Fienden erfarede det mindſte om hans Nærmelſe. Om Søndagen, medens Harald Haardraade og Toſtig endnu vare i York, kom han til Tada eller Tadcaſter, ſydveſtenfor York, omtrent halvvejs mel-

    bridge, og ligger paa Øſtſiden af Derwent, lige over for Gate-Helmsley. Fra York og langs Ouſe og fra Stanford Bro langs Derwent til Elvenes Sammenløb er der omtrent lige langt. Fra York gaar Landevejen lige i Øſt til Broen; men naar man fra Riccal vil gaa til denne, uden at lægge Vejen om York, maa man, ſom det ſynes, førſt drage lige i Øſt over Derwent til Bubwith, og derfra paa Øſtſiden af Derwent indtil Stanford. Langs Veſtſiden ſynes ingen Vej at gaa. — I Sagaerne nævnes Stanfordbro kun, hvor det heder at Harald lejrede ſig der, førend York kapitulerede. Derimod nævnes den ej hvor Slaget ſelv beſkrives. Dette omtales ſom leveret etſteds mellem Skibene og Staden York, og naar ikke de engelſke Annaler udtrykkeligt nævnte Stanford Bro ſom Stedet, hvor Slaget ſtod, ſkulde man ſnareſt antage at Sagaerne henførte det til et Sted ved Ouſe, mellem Riccal og York. Dog ſige de heller ikke dette ligefrem, og ſaaledes er det altid muligt, at man ogſaa her kan have tænkt ſig Stanford Bro ſom Slagſtedet. Aarſagerne, hvorfor Harald lagde Vejen om Stanford Bro, angives i Chron. Sax., nemlig, at han ſkulde modtage Giſler der. Imidlertid oplyſes det ej, hvorfor ikke disſe Giſler lige ſaa vel kunde leveres og modtages ved York. Her kan man opſtille to Formodninger. Enten har Harald ladet Flaaden rykke ned til det Sted, hvor Ouſe og Derwent forenes, og hvor den maaſkee laa tryggere for Overfald fra den højre Side af Ouſe, der øjenſynligt endnu har været i Morkeres og Eadwines Beſiddelſe; — og fra dette Sted var Vejen over Stanford Bro ſaavel den korteſte, ſom den ſikreſte. Eller ogſaa har Harald, da han et Par Dage tidligere opſlog ſin Lejr ved Broen, opkaſtet Skandſer ved Bro-Enden, og efterladt en Beſætning der, for at have et faſt Punkt i Nærheden, noget fjernet fra de angliſke Jarlers farlige Naboſkab, og har derfor beſtemt dette Sted til at modtage Giſlerne. Den Omſtændighed, at Harald Godwinesſøn kunde komme til Tadcaſter, kun en Miils Vej ſydveſtenfor York, og derfra til Staden ſelv, uden at Nordmændene erfore det mindſte derom, viſer nokſom at Landet veſtenfor Ouſe endnu var fiendtligt, medens derimod Stanford laa midt i den undertvungne Deel af Landſkabet.

  1. At der gjenſidigt blev ſtillet Giſler, ſiges allerførſt af Florents, der udtrykker ſig ſaaledes: „Norregani … obsidibus 150 de Eboraca sumtis, ad naves repedarunt, relictis in eâ de suis 150 obsidibus“. Simeon af Durham (Twysden S. 199) gjentager dette Ord til andet, kun at han paa førſte Sted nævner 500 (D), ikke 150 (CL) Giſler. Denne Afvigelſe maa dog vel alene anſees ſom en Skriv- eller Læfe-Fejl. Lappenberg har i ſin „Geſchichte Englands“ I. 537 misforſtaaet dette Sted ſom om Kongen ifølge Florents efterlod i York alle de ham ſtillede 150 Giſler, ifølge Simeon 150 af de 500. Men at der her kun er Tale om en gjenſidig Udvexling af Giſler,