Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/346

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
328
Harald Haardraade.

Beſked om, hvilke der var de fornemſte Mænd, ſom det meeſt kom an paa at ſikre ſig[1]. Toſtigs tidligere Løfte, at hans Venner og Tilhængere vilde forene ſig med Harald, gik nu, da de ikke længere havde Morkere og Eadwine at frygte for, i Opfyldelſe, og hans Hær ſkal derved have faaet en betydelig Tilvæxt, ligeſom det vel ogſaa fornemmelig ſkyldtes Toſtigs Parti, at York ſaa ſnart kapitulerede; dog ſynes ogſaa Liſt og Forſtillelſe at have været med i Spillet, efter hvad det ſiden viſte ſig. Harald og Toſtig toge nu Staden formelig i Beſiddelſe[2], og optraadte ganſke ſom Herrer over Northumberland. Der tilſagdes et Thing i Staden til den næſte Dags Morgen, paa hvilket Harald ſkulde udnævne nye Befalingsmænd, og uddele Len og Værdigheder. Der blev ligeledes forkyndt fuld Fred for alle Indbyggerne i Landſkabet, hvis de vilde gjøre fælles Sag med Harald og Toſtig, og ledſage dem paa deres Erobringstog ſydefter[3]. Harald overnattede ikke i York, men vendte, ſom ſædvanligt, om Aftenen tilbage til ſine Skibe, ſtolt og glad over den lette Sejr og ſine Vaabens heldige Fremgang. Det var hans Henſigt, næſte Morgen tidligt at bryde op med en Deel af Hæren og at lægge Vejen over Stanford Bro, for her efter Aftale at modtage Giſlerne fra Yorkſhire, uagtet dette var en Omvej af mindſt et Par norſke Mile[4]. For at

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 116, Snorre Cap. 89, Fagrſkinna Cap. 203.
  2. Chron. Sax. ſiger udtrykkeligt, at Harald og Toſtig ſelv vare inde i York. Vore Sagaer derimod udtrykke ſig, ſom om de umiddelbart efter Thinget udenfor Byen vendte tilbage til Skibene. Men Chron. Sax., der her er at anſee ſom ſamtidigt, maa have Fortrinnet.
  3. Chron. Saxonicum.
  4. Sagaernes Beretning om Haralds Bevægelſer og det paafølgende Slag ſynes tildeels at grunde ſig paa en urigtig Foreſtilling om Stedforholdene, hvilket igjen har foraarſaget enkelte Afvigelſer fra de her viſtnok aldeles paalidelige engelſke Beretninger, iſær den i Chron. Sax., der maa antages at være ſkrevet ſamtidigt med Begivenhederne ſelv. For at kunne forſtaa, hvorledes Operationerne maa have gaaet for ſig, er det nødvendigt at vide følgende med Henſyn til Topografien. Elven Ouſe (Úsc), ved hvilken York ligger, løber her næſten lige mod Syd, men drejer omtrent halvtredie Miil ſøndenfor York, hvor den optager Aaen Derwent, mod Oſt, og falder omtrent Hø, Miil endnu længer nede ud i Humberfjorden. Derwent lover ligeledes fra Nord mod Syd, og paa det ſidſte næſten parallel med Suk, henved en norſk Miil længer mod Øſt, indtil den forener ſig med den ved Hemingburg. Følger man Ouſes Løb fra York ſydefter, kommer man førſt til Fulford, omtrent ½ Miil længer nede, paa Øſtſiden; dernæſt ½ Miil nedenfor Fulford, til Ketſleet, lige over for Mundingen af en Bielv, der kommer fra Veſt, og gaar forbi Tadcaſter; ¼ Miil nedenfor dette Sammenløb ligger Riccal (Richcall), hvor Harald lod Flaaden kaſte Ætter, ligeledes paa Øſtſiden. Den egentlige Stanford Bro er næſten lige i Øſt for York, dog noget nedenfor den Landsby eller Gaard, der paa Karterne kaldes Stanford-