Besked om, hvilke der var de fornemste Mænd, som det meest kom an paa at sikre sig[1]. Tostigs tidligere Løfte, at hans Venner og Tilhængere vilde forene sig med Harald, gik nu, da de ikke længere havde Morkere og Eadwine at frygte for, i Opfyldelse, og hans Hær skal derved have faaet en betydelig Tilvæxt, ligesom det vel ogsaa fornemmelig skyldtes Tostigs Parti, at York saa snart kapitulerede; dog synes ogsaa List og Forstillelse at have været med i Spillet, efter hvad det siden viste sig. Harald og Tostig toge nu Staden formelig i Besiddelse[2], og optraadte ganske som Herrer over Northumberland. Der tilsagdes et Thing i Staden til den næste Dags Morgen, paa hvilket Harald skulde udnævne nye Befalingsmænd, og uddele Len og Værdigheder. Der blev ligeledes forkyndt fuld Fred for alle Indbyggerne i Landskabet, hvis de vilde gjøre fælles Sag med Harald og Tostig, og ledsage dem paa deres Erobringstog sydefter[3]. Harald overnattede ikke i York, men vendte, som sædvanligt, om Aftenen tilbage til sine Skibe, stolt og glad over den lette Sejr og sine Vaabens heldige Fremgang. Det var hans Hensigt, næste Morgen tidligt at bryde op med en Deel af Hæren og at lægge Vejen over Stanford Bro, for her efter Aftale at modtage Gislerne fra Yorkshire, uagtet dette var en Omvej af mindst et Par norske Mile[4]. For at
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 116, Snorre Cap. 89, Fagrskinna Cap. 203.
- ↑ Chron. Sax. siger udtrykkeligt, at Harald og Tostig selv vare inde i York. Vore Sagaer derimod udtrykke sig, som om de umiddelbart efter Thinget udenfor Byen vendte tilbage til Skibene. Men Chron. Sax., der her er at ansee som samtidigt, maa have Fortrinnet.
- ↑ Chron. Saxonicum.
- ↑ Sagaernes Beretning om Haralds Bevægelser og det paafølgende Slag synes tildeels at grunde sig paa en urigtig Forestilling om Stedforholdene, hvilket igjen har foraarsaget enkelte Afvigelser fra de her vistnok aldeles paalidelige engelske Beretninger, især den i Chron. Sax., der maa antages at være skrevet samtidigt med Begivenhederne selv. For at kunne forstaa, hvorledes Operationerne maa have gaaet for sig, er det nødvendigt at vide følgende med Hensyn til Topografien. Elven Ouse (Úsc), ved hvilken York ligger, løber her næsten lige mod Syd, men drejer omtrent halvtredie Miil søndenfor York, hvor den optager Aaen Derwent, mod Ost, og falder omtrent Hø, Miil endnu længer nede ud i Humberfjorden. Derwent lover ligeledes fra Nord mod Syd, og paa det sidste næsten parallel med Suk, henved en norsk Miil længer mod Øst, indtil den forener sig med den ved Hemingburg. Følger man Ouses Løb fra York sydefter, kommer man først til Fulford, omtrent ½ Miil længer nede, paa Østsiden; dernæst ½ Miil nedenfor Fulford, til Ketsleet, lige over for Mundingen af en Bielv, der kommer fra Vest, og gaar forbi Tadcaster; ¼ Miil nedenfor dette Sammenløb ligger Riccal (Richcall), hvor Harald lod Flaaden kaste Ætter, ligeledes paa Østsiden. Den egentlige Stanford Bro er næsten lige i Øst for York, dog noget nedenfor den Landsby eller Gaard, der paa Karterne kaldes Stanford-
