Mænd, og burde vel derfor ikke ansees aldeles utilgængelige for hiins indtagende og glattungede Systersøns Bønner om at overføre paa ham den Kjærlighed, som de forhen havde hast for Morbroderen. Desuden havde de nu først prøvet, hvad det var at have en udenlandsk Konge. Vore gamle Skrifter tale vel ikke om nogen saadan overmodig Ferd fra de Nordmænds Side, der ledsagede Magnus, som den, Knut den mægtiges og Sven Alfivesøns danske Ledsagere viste i Norge. Men efter de Tiders politiske Begreber og paa det daværende Kulturtrin var det utænkeligt, at ikke de fleste Nordmænd skulde betragte den nye Tingenes Orden, som om Danmark var blevet underkastet Norge, og som om Tiden nu var kommen til at gjengjelde Danerne deres forhen udviste Insolens[1]. Man kan derfor antage som temmelig afgjort, at mange af de Nordmænd, der ledsagede Magnus paa hans Hyldingsrejse, have opført sig paa en Maade, der saarede Danernes Nationalfølelse, for hvilken endog deres blotte Nærværelse i Danmark som Kongens nærmeste Omgivelser maatte være stødende; og at Stemningen i Danmark slet ikke var saa gunstig for Magnus ved hans Bortreise om Høsten, som da han kom der om Sommeren for at modtage Indbyggernes Hylding. Det bidrog maaskee meget til at sætte ondt Blod mod Magnus, at hans Svoger Ordulf, strax efter sit Giftermaal, om ikke efter Magnus’s Ønske, saa dog for at gjøre ham til Behag, lod den fra en Pilegrimsrejse til Rom hjemvendende Harald Thorkellssøn Jarl uforskyldt dræbe i Holsten; alene, som det siges, fordi han var af den danske Kongeæt, og saaledes kunde ansees nærmere Tronen end Magnus[2]. Hvorledes det nu end forholdt sig hermed, maatte derved i det mindste Haralds mægtige Slægtninger, og mange andre, hvis Troskab hidtil var vaklende, bestemmes til at erklære sig mod Magnus. Sven benyttede sig ogsaa paa det bedste af Magnus’s Fraværelse til øjeblikkeligt, og med Held, at bearbeide Gemytterne til sin Fordeel. Endnu samme Vinter rejste han om i Landet, og søgte at gjøre sig til Ven med Høvdingerne, ligesom han ogsaa vandt Almuens Yndest[3].
- ↑ Man bør her ogsaa erindre hvorledes Danerne under Knuts Herredømme, og siden Nordmannerne efter Villjams Erobring opførte sig i England. I Magnus den godes Saga Cap. 27 lægges ogsaa udtrykkeligt disse Ord i Munden paa Sven Ulfssøn: „os Daner bliver det byrdefuldt at tjene Nordmændene“; hvilke Ord, om de just ej virkelig ere udtalte, dog altid røbe den da herskende Forestilling, at den norske Konges Herredømme ansaaes for eenstydigt med „Nordmændenes Herredømme.“
- ↑ Mag. Adam, II. 73. Dagen (13 Nov.), der saaledes ogsaa omtrent antyder Giftermaalstiden, nævnes i det lüneburgske Nekrologium. At Harald var Jarlen Harald Thorkellssøn, siges vel ej udtrykkeligt, men det kan dog ej betvivles. Egentlig par han, saa vidt vides, ej selv af Mangen„ men hans Hustru Gunnhild var Knut den mægtiges Systerdatter.
- ↑ Dette fortælles af Snorre (Magnus den godes Saga Cap. 24), der her synes at have haft andre eller flere Kilder, end de større Kongesagaer, vi nu kjende.
