Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
18
Magnus den gode.

Mænd, og burde vel derfor ikke anſees aldeles utilgængelige for hiins indtagende og glattungede Syſterſøns Bønner om at overføre paa ham den Kjærlighed, ſom de forhen havde haſt for Morbroderen. Desuden havde de nu førſt prøvet, hvad det var at have en udenlandſk Konge. Vore gamle Skrifter tale vel ikke om nogen ſaadan overmodig Ferd fra de Nordmænds Side, der ledſagede Magnus, ſom den, Knut den mægtiges og Sven Alfiveſøns danſke Ledſagere viſte i Norge. Men efter de Tiders politiſke Begreber og paa det daværende Kulturtrin var det utænkeligt, at ikke de fleſte Nordmænd ſkulde betragte den nye Tingenes Orden, ſom om Danmark var blevet underkaſtet Norge, og ſom om Tiden nu var kommen til at gjengjelde Danerne deres forhen udviſte Inſolens[1]. Man kan derfor antage ſom temmelig afgjort, at mange af de Nordmænd, der ledſagede Magnus paa hans Hyldingsrejſe, have opført ſig paa en Maade, der ſaarede Danernes Nationalfølelſe, for hvilken endog deres blotte Nærværelſe i Danmark ſom Kongens nærmeſte Omgivelſer maatte være ſtødende; og at Stemningen i Danmark ſlet ikke var ſaa gunſtig for Magnus ved hans Bortreiſe om Høſten, ſom da han kom der om Sommeren for at modtage Indbyggernes Hylding. Det bidrog maaſkee meget til at ſætte ondt Blod mod Magnus, at hans Svoger Ordulf, ſtrax efter ſit Giftermaal, om ikke efter Magnus’s Ønſke, ſaa dog for at gjøre ham til Behag, lod den fra en Pilegrimsrejſe til Rom hjemvendende Harald Thorkellsſøn Jarl uforſkyldt dræbe i Holſten; alene, ſom det ſiges, fordi han var af den danſke Kongeæt, og ſaaledes kunde anſees nærmere Tronen end Magnus[2]. Hvorledes det nu end forholdt ſig hermed, maatte derved i det mindſte Haralds mægtige Slægtninger, og mange andre, hvis Troſkab hidtil var vaklende, beſtemmes til at erklære ſig mod Magnus. Sven benyttede ſig ogſaa paa det bedſte af Magnus’s Fraværelſe til øjeblikkeligt, og med Held, at bearbeide Gemytterne til ſin Fordeel. Endnu ſamme Vinter rejſte han om i Landet, og ſøgte at gjøre ſig til Ven med Høvdingerne, ligeſom han ogſaa vandt Almuens Yndeſt[3].

  1. Man bør her ogſaa erindre hvorledes Danerne under Knuts Herredømme, og ſiden Nordmannerne efter Villjams Erobring opførte ſig i England. I Magnus den godes Saga Cap. 27 lægges ogſaa udtrykkeligt disſe Ord i Munden paa Sven Ulfsſøn: „os Daner bliver det byrdefuldt at tjene Nordmændene“; hvilke Ord, om de juſt ej virkelig ere udtalte, dog altid røbe den da herſkende Foreſtilling, at den norſke Konges Herredømme anſaaes for eenstydigt med „Nordmændenes Herredømme.“
  2. Mag. Adam, II. 73. Dagen (13 Nov.), der ſaaledes ogſaa omtrent antyder Giftermaalstiden, nævnes i det lüneburgſke Nekrologium. At Harald var Jarlen Harald Thorkellsſøn, ſiges vel ej udtrykkeligt, men det kan dog ej betvivles. Egentlig par han, ſaa vidt vides, ej ſelv af Mangen„ men hans Huſtru Gunnhild var Knut den mægtiges Syſterdatter.
  3. Dette fortælles af Snorre (Magnus den godes Saga Cap. 24), der her ſynes at have haft andre eller flere Kilder, end de ſtørre Kongeſagaer, vi nu kjende.