Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
17
Sven Ulfsſøn Jarl i Danmark.

regne paa den mægtige Bernhards Hjelp mod deres fælles farlige Naboer Venderne. Fra dette Giftermaal nedſtammer i lige Linje den ſenere ſaxiſke og braunſchweigſke Fyrſteæt, hvis Medlemmer nu beklæde baade Englands, Hannovers og Braunſchweigs Troner. Magnus fortſatte derpaa ſin Rejſe nordefter, kom til Throndhjem lidt for Juul, og tilbragte Vintren i Nidaros. Den nye Jarl blev vel modtagen af Almuen i Danmark, tog ſig en Hird, og blev ſnart, ſom det heder, en ſtor Høvding[1].

3. Sven Ulfsſøns Oprør. Magnus’s førſte Felttog til Danmark. Slaget paa Lyrſkovshede.


Det lader til at Magnus har haft en ſaa ubetinget Tillid til Sven, at han ikke engang efterlod nogen paalidelig Ven hos ham for at iagttage hans Ferd og give ham Underretning om mistænkelige Bevægelſer. Han har maaſkee ſtolet paa de Høvdinger, han havde indſat i de øvrige Dele af Landet. Men ogſaa disſe vare danſke, havde vel tildeels været Kong Knuts

  1. Sammenhængen med Svens Udnævnelſe til Jarl og Befalingsmand i Jylland fortælles noget forſkjelligt i de gamle Sagaer. I Magnus den godes Saga Cap. 26, 27 heder det at Sven kom til ham i eller ved Kongehelle, vandt hans Venſkab ved ſine fagre Taler, og blev af Kongen førſt udnævnt til Jarl idet han fik hiin Kappe, og Einar udtalte de Ord, ſom ovenfor ere anførte. Dagen efter, heder det, lod Magnus ham ſværge Troſkabsed, beholdt ham hos ſig en Stund, og ledſagede ham mod Sommerens Ende (det er ovf. anført at denne Saga lader Magnus tilbringe den førſte Vinter i Danmark) til Jylland, hvor han gjorde ham til Befalingsmand. Fagrſkinna Cap. 138, 139, lader Sven førſt ſværge Troſkabsed ved Kongehelle, men ej blive udnævnt til Jarl, førend da Magnus, efter at være vendt tilbage til Danmark, ved Vintrens Begyndelſe forlod Jylland, gav Sven Jarlsnavn og ſatte ham til at forſvare Landet. Snorre derimod, Cap. 23, 21, nævner intet om Magnus’s Tilbagerejſe til Jylland, men lader Sven førſt hylde Kongen, derpaa udnævnes til Jarl og Befalingsmand i hele Danmark, og endelig ſværge ham Troſkabsed, alt ved Kongehelle. Den ovenfor givne Fremſtilling ſynes at være den, der ved Sammenhold af de tre afvigende Beretninger bliver den rimeligſte. At Hyldingen og Edsaflæggelſen ſkede øſter ved Elven, at Sven gav gode Løfter og aflagde Ed paa et Relikvieſkriin efter Magnus’s Foreſtaven, ſiges udtrykkeligt i et Vers af den ſamtidige Thjodolf Skald, der paa alle tre Steder anføres. Dette er af megen Vigtighed, thi det indeholder et paalideligt Vidnesbyrd om Hyldings-Akten, der hverken omtales af Saxo eller Mag. Adam: det kunde heller ikke pasſe med hele det øvrige Opſpind, ſom Sven forebragte denne, at erkjende“ at nogen Hylding havde fundet Sted. — Det er ellers viſtnok en Misforſtaaelſe af Snorre, naar han antager Sven at have været udnævnt til Befalingsmand over hele Danmark. Han havde vel maaſkee Forleninger der, men hans egentlige Embede var at forſvare Jylland; han var et Sags Markgreve, og hans Stilling ſvarede til de førſte jydſke Hertugers.