Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
16
Magnus den gode.

Magnus ledſagede ſelv Sven tilbage til Jylland, og indſatte ham i hans nye Embede[1]. Han vilde dog vel neppe have gjort denne Omvej om Jylland, hvis ikke et andet vigtigt Anliggende havde kaldet ham. Dette var et paatænkt Giftermaal mellem hans Halvſyſter Ulfhild og Ordulf, den ældſte Søn af den mægtige ſaxiſke Hertug Bernhard. Efter et i vore Kongeſagaer meddeelt Sagn, ſom dog ikke i ſin Heelhed er ſynderlig paalideligt[2], ſkal Ordulf i egen Perſon have indfundet ſig allerede i Norge, for at bejle til Ulfhild, og der have faaet Løfte om hende. Men om det end forholder ſig ſaaledes, hvad der ej er uſandſynligt, maa dog Mag. Adam af Bremen anſees nøjagtigt underrettet og aldeles paalidelig, naar han fortæller at Magnus kom til Slesvig, og havde et Møde med Erkebiſkop Beſcelin af Bremen, Hertug Bernhard af Saxen, Biſkop Thietmar af Hildesheim og Biſkop Rodulf af Slesvig, og at Ulfhild paa dette Mode blev højtideligt feſtet til Bernhards Søn Ordulf[3]. Da hendes Giftermaal umiddelbart efter omtales, maa man antage, at hun ſtrax bar fulgt med Bernhard til Seiren, og at Brylluppet højtideligholdtes der. En Forbindelſe med Magnus maatte være Bernhard meget vigtig, og det var ikke mindre nyttigt for Magnus at kunne

  1. Det forholder ſig neppe ſaaledes, ſom et Par Sagaer fortælle, at Jarlsnavnet førſt blev overdraget til Sven under dette korte Ophold i Jylland. Jarlsnavnet har Sven viſtnok allerede faaet, da han hyldede Magnus, thi det betragtedes vel ſnareſt ſom en Hæderstitel, der tilkom den Sprakaleggſke Æt, og var neppe knyttet til hans Stilling i Jylland, ſom om dette indrettedes til et ſærſkilt Jarledømme for ham.
  2. Dette Sagn meddeles i Magnus den godes Saga Cap. 30. Ordulf kaldes her, ſom eller i vore Sagaer, Otto, og ſiges allerede at verre Hertug. Det heder at Otto og Saxlands Kejſer (maaſkee herved menes Ordulfs Fader Bernhard), enedes om at Ulfhild var et ønſkeligt Parti for ham, og at Otto derfor begav ſig til Norge for at bejle til hende i Keiſerens Navn, at han kom til Viken, men ikke traf Magnus, kun hans Moder Alfhild, der udgav ſin egen hæslige Datter, Magnus’s Syſter, for Ulfhild; at Otto derfor ej vilde indlade ſig paa noget Frieri, men vendte tilbage med uforrettet Sag; at Kejſeren dog ſendte ham atter op for at henvende ſig til Magnus ſelv, og bejle til den foregivne Kongedatter i ſit eget Navn, ej i Kejſerens: at Otto nu traf Magnus fik den den virkelige Ulfhild at ſee, bejlede til hende i eget Navn, og fik hende, ſamt at Brylluppet ſtod i Norge. Siden ti Cap. 35) tales derom lidt-ledes Kejſeren fik Ulfhild at ſee efter Giftermaalet og ærgrede ſig over at han ej havde faaet hende. Her maa dog Mag. Adam meeſt ſtaa til Troende, da Saga-Beretningen i det Hele taget har et uſandſynligt Præg. Men det er dog nok muligt, at Ordulf foreløbigt har indfundet ſig i Norge, maaſkee i Kongehelle; han kan endog have været i Følge med Kongen og Ulfhild tilbage til Slesvig. Fulgte Ulfhild med Magnus til Slesvig, maa hun og have været med ham i Kongehelle.
  3. Mag. Adam, II. 75. At dette Mode maa have fundet Sted paa den her angivne Tid, ſees deraf, at Mag. Adam nævner det umiddelbar for Venderkrigen, og dog ſaaledes, at Magnus i Mellemtiden har været hjemme i Norge, (Magnus a Normannia redicus Heidibam appulit).