Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
15
Sven Ulfssøn Jarl i Danmark.

det virkelig forholder sig saaledes, som vi ovenfor have omtalt, og som han i det mindste selv senere berettede Mag. Adam af Bremen, at han faa Maaneder i Forvejen havde forsøgt at hindre Magnus fra at komme i Besiddelse af Danmark, havde denne al Grund til at modtage ham med Uvilje og mistænke hans fagre Ord. Men desto fuldkomnere maa hans Fiinhed og Forstillelse have været, thi det lukkedes ham ganske at indsmigre sig hos Magnus, og komme i Besiddelse af hans Tillid. Han søgte, heder det i en ak Kongesagaerne, at erhverve Magnus’s Venskab, og bad om at maatte faa et Len i hans Rige, tilbød ham sin Troskab og lovede at ville gaa ham til Haande; han talte om, hvor mægtige hans Frænder havde været, medens han derimod ingen Besiddelser havde, og forsikrede Kongen, at han i eet og alt skulde vise ham ubrødelig Troskab. Og Kongen, vedbliver Sagaen, troede hans fagre Ord, fordi han selv ikke kjendte til Svig, og gjengjeldte den Oprigtighed, han forudsatte hos ham. Efter flere og lange Samtaler, som han havde med ham i Eenrum, besluttede han, som det synes, liden engang at have bort Einar eller andre Raadgivere, at modtage hans Hylding og Troskabsed: det var maaskee endog hans Princip, ikke at ville høre dem uden i de Anliggender, der vedkom Norge. Een Dag, da han og hans Mænd sad om Drikkebordet, erklærede han derfor, at han vilde give Sven Jarlsnavn og et Len i Danmark, forærede ham en ny, prægtig Purpurkaade, og lod ham række et Bæger Mjød for at drikke en Mindeskaal derom. Sven modtog Kaaben, men han kunde dog saa lidet dølge den Modbydelighed, han følte ved at erkjende sig for Magnus’s Vasal, at han, højt rødmende, strax gav den til en af de tilstedeværende, og selv kun tog en Graafeld paa. Det synes dog som om Kongen ikke saa det; i alle Fald ensede han det ej. Men Einar Thambarskelve saa det, og udbrød ærgerlig: ofjarl, ofjarl, fóstri (for stor Jarl, for stor Jarl, Fostersøn)! Kongen tog disse Ord meget ilde op, og svarede vredt: tiltro mig nok ingen Skjønsomhed eller Menneskekundskab; jeg veed ikke hvad det skal betyde, at I ansee nogle for alt for store Jarler, andre for slet intet“. Det blev ved Bestemmelsen. Dagen efter, da Messen var sungen, lod Kongen fremtage et Relikvieskriin, og opfordrede Sven til at lægge sine Hænder paa dette og sværge ham Troskabsed. Sven aflagde Eden ufortøvet efter den Formular, Magnus forestavede ham, nemlig „at han skulde være Kong Magnus tro, stedse søge at forøge, og aldrig at formindske hans Rige, og i alle Dele være ham underdanig, saa længe de begge vare i Live“. Kongen tog derpaa et Sverd og festede ved hans Side, hængte et Skjold om hans Hals, satte en Hjelm paa hans Hoved, og gav ham Jarlsnavn, tillige med de Forleninger i Danmark, hans Fader Ulf Jarl havde haft. Derhos bekjendt gjorde han, at han overdrog ham at forsvare Jylland, der laa fjernest fra Norge, og var meest udsat for Angreb af Saxer og Vender.