Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
15
Sven Ulfsſøn Jarl i Danmark.

det virkelig forholder ſig ſaaledes, ſom vi ovenfor have omtalt, og ſom han i det mindſte ſelv ſenere berettede Mag. Adam af Bremen, at han faa Maaneder i Forvejen havde forſøgt at hindre Magnus fra at komme i Beſiddelſe af Danmark, havde denne al Grund til at modtage ham med Uvilje og mistænke hans fagre Ord. Men deſto fuldkomnere maa hans Fiinhed og Forſtillelſe have været, thi det lukkedes ham ganſke at indſmigre ſig hos Magnus, og komme i Beſiddelſe af hans Tillid. Han ſøgte, heder det i en ak Kongeſagaerne, at erhverve Magnus’s Venſkab, og bad om at maatte faa et Len i hans Rige, tilbød ham ſin Troſkab og lovede at ville gaa ham til Haande; han talte om, hvor mægtige hans Frænder havde været, medens han derimod ingen Beſiddelſer havde, og forſikrede Kongen, at han i eet og alt ſkulde viſe ham ubrødelig Troſkab. Og Kongen, vedbliver Sagaen, troede hans fagre Ord, fordi han ſelv ikke kjendte til Svig, og gjengjeldte den Oprigtighed, han forudſatte hos ham. Efter flere og lange Samtaler, ſom han havde med ham i Eenrum, beſluttede han, ſom det ſynes, liden engang at have bort Einar eller andre Raadgivere, at modtage hans Hylding og Troſkabsed: det var maaſkee endog hans Princip, ikke at ville høre dem uden i de Anliggender, der vedkom Norge. Een Dag, da han og hans Mænd ſad om Drikkebordet, erklærede han derfor, at han vilde give Sven Jarlsnavn og et Len i Danmark, forærede ham en ny, prægtig Purpurkaade, og lod ham række et Bæger Mjød for at drikke en Mindeſkaal derom. Sven modtog Kaaben, men han kunde dog ſaa lidet dølge den Modbydelighed, han følte ved at erkjende ſig for Magnus’s Vaſal, at han, højt rødmende, ſtrax gav den til en af de tilſtedeværende, og ſelv kun tog en Graafeld paa. Det ſynes dog ſom om Kongen ikke ſaa det; i alle Fald enſede han det ej. Men Einar Thambarſkelve ſaa det, og udbrød ærgerlig: ofjarl, ofjarl, fóstri (for ſtor Jarl, for ſtor Jarl, Foſterſøn)! Kongen tog disſe Ord meget ilde op, og ſvarede vredt: tiltro mig nok ingen Skjønſomhed eller Menneſkekundſkab; jeg veed ikke hvad det ſkal betyde, at I anſee nogle for alt for ſtore Jarler, andre for ſlet intet“. Det blev ved Beſtemmelſen. Dagen efter, da Mesſen var ſungen, lod Kongen fremtage et Relikvieſkriin, og opfordrede Sven til at lægge ſine Hænder paa dette og ſværge ham Troſkabsed. Sven aflagde Eden ufortøvet efter den Formular, Magnus foreſtavede ham, nemlig „at han ſkulde være Kong Magnus tro, ſtedſe ſøge at forøge, og aldrig at formindſke hans Rige, og i alle Dele være ham underdanig, ſaa længe de begge vare i Live“. Kongen tog derpaa et Sverd og feſtede ved hans Side, hængte et Skjold om hans Hals, ſatte en Hjelm paa hans Hoved, og gav ham Jarlsnavn, tillige med de Forleninger i Danmark, hans Fader Ulf Jarl havde haft. Derhos bekjendt gjorde han, at han overdrog ham at forſvare Jylland, der laa fjerneſt fra Norge, og var meeſt udſat for Angreb af Saxer og Vender.