Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
14
Magnus den gode.


Sven beſad mange Egenſkaber, der gjorde ham ſkikket til at vinde ſine Omgivelſers Kjærlighed. Hun var mild og nedladende, gavmild og gjeſtfri, tækkelig af Udvortes, klog og forſtandig. Men hans Hang til Vellyſt forførte ham til mange Fejltrin, og hans Klogſkab ſynes ikke at have været parret med Aabenhjertighed og Redelighed, i det mindſte hvor der handledes om politiſke Anliggender. Han ſynes at have haft Hang til Blødagtighed, manglet perſonligt Mod, ſaa at han foretrak Intriger for aaben Ferd, og ikke tog i Betænkning at anvende Hykleri og Falſkhed, naar det gjaldt at opnaa et vigtigt Maal, fornemmelig det vigtigſte af alle, Erhvervelſen af Knytlingernes Kongetrone[1]. Da Magnus nu havde alt for godt Fodfeſte i Danmark til at det kunde nytte Sven at bekrige ham med de Stridskræfter, der ſtode til hans Raadighed, beſluttede han at forſøge ſin Lykke ved Liſt og Forræderi. Han opſøgte derfor Magnus, da denne ved ſin Tilbagerejſe til Norge om Heſten, efter at han var bleven hyldet i Danmark, laa ved Kongehelle, for derfra ſiden at fortſætte Rejſen langs Kyſten nordefter, og opbød alle ſine Overtalelſeskunſter for at vinde hans Yndeſt og Tillid. Hvis

  1. Denne Charakteriſtik er neppe for ſtreng, naar vi nøje ſammenholde alt, hvad vi baade af norſke og danſke Kildeſkrifter erfare om Sven. Hans Vellyſtighed og mislige Levnet i denne Henſeende omtaler endog Saxe, og det temmeligt udførligt, S. 557. Her taler han vel forreſten om hans glimrende Egenſkaber, men tidligere (S. 547) erkjender han dog at Sven mere ved Held, end ved Kraftanſtrengelſe kom i Beſiddelſe af Riget, og lader beſynderlige Vink falde om at han endog til en Tid var forhadt af Danerne. At der blandt disſe gik Sagn om at han var frygtſom, ſees af de bekjendte Ord, ſom den hallandſke Bonde Karls Huſtru udſtødte efter Slaget i Nisaa; ſe Harald Haardraades Saga Cap. 79. Og at han agtede Sandheden lidet, derom har man idet mindſte haandgribelige Beviſer i de uſandfærdige Beretninger om ſit hele Forhold til Magnus, til Harald og den engelſke Konge, ſom han ſiden — aabenbart for at beſmykke ſin Ferd — meddeelte Mag. Adam, og hvilke denne har opbevaret. Thi om man endog, ſom enkelte ville, gaar ind paa hans Fremſtilling af Maaden, hvorpaa Magnus blev Konge i Danmark, ſaa er det dog viſt, at Sven aldrig efter Magnus’s Død var Konge i Norge, og tvang Kong Edward til at byde ham Tribut og udnævne ham til ſin Arving: alt dette er ligefrem Opſpind, ſom Sven bar faaet Mag. Adam til at tro. Snorre, Magnus den godes Saga Cap. 23, ſkildrer Sven ſom „ſmuk, høj og ſterk, en ſtor Idrætsmand, forſtandig og udruſtet med alt, hvad der pryder en god Kong.—“;han kalder ham ligeledes „den venneſæleſte Mand,“ og reflekterer ikke ſynderligt over hans Tvetungethed; men i de ældre, vidtløftigere Kongeſagaer (Magnus den godes Saga Cap. 26) ſtaar der udtrykkeligt at han „foor med fagre Taler, og ſkaffede ſig ſaaledes i Venſkab med Kong Magnus“, at denne „lyttede til hans Vennetale, fandt at han var forſtandig og ſmuk at ſee til, og troede at han var lige ſaa ordfaſt ſom fagertalende, lige ſaa paalidelig og tro, ſom han var ſkjøn at ſee til“. Dette røber nokſom, at Sagaens Forfatter eller Sagnberetteren har ſat hans Troſkab og Redelighed meget lavt. Dette Træk i Svens Charakteer maa man vel merke ſig og have for Øje, for ret at forſtaa de følgende Begivenheder.