Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/342

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
324
Harald Haardraade.

byrdes, og ſom ved at gaa fra Mund til Mund end mere maatte udbrede Misſtemning og Ængſtelſe. Et Par af disſe Drømme have Sagaerne opbevaret. Endog Kongen ſelv ſynes at have været ſmittet af den almindelige Forſtemthed, thi ogſaa han ſkal have haft en Drøm, der ikke var mindre foruroligende end de øvrige, og ſom han maa have fortalt til ſine Omgivelſer, da Sagaerne ellers ikke vilde kunne have meddeelt den fuldſtændigt. Dog, jo ængſteligere Stemningen var, deſto mere maa man beundre Kongens faſte Vilje, idet han desuagtet blev ſin Beſtemmelſe tro, og hans Krigeres Pligtfølelſe, der afholdt dem fra at unddrage ſig et Tog, paa hvilket maaſkee de fleſte troede at gaa den visſe Død imøde[1].

Harald kom neppe afſted fra Solunderne, førend i Begyndelſen af September[2]. Han ſejlede med gunſtig Vind over til Hjaltland, og efter et ganſke kort Ophold her til Orknøerne, hvor allerede en Deel af hans Flaade var ankommen før ham. Her maatte Jarlerne Paal og Er-

  1. Drømmene fortælles ſaaledes i Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 114) og hos Snorre (Cap. 83—85): Da de laa i Solunderne, drømte en Mand, ved Navn Gyrd, paa Kongens Skib, at han ſtod paa Skibet, og ſaa en ſtor Troldkone ſtaa oppe paa Øen med et Hugjern i den ene og et Trug i den anden Haand, medens der ſad Ravne paa alle Skibsſtavne; han ſyntes at hun kvad et Vers, hvori hun udtrykte ſin Glæde over at Kongen drog i Krigen, og ſpaaede at Ravnene her vilde faa Steg nok fra Kongens Stavne. En anden Mand ved Navn Thord, der befandt ſig paa et Skib nær ved Kongens eget, drømte at han ſaa Haralds Flaade nærme ſig Englands Kyſt, men at der oppe i Landet nærmede ſig en ſtor ſlagfærdig Hær, med mange Bannere, i Spidſen for hvilken der red en ſtor Troldkone paa en Ulv, ſom ſpiſte paa en Menneſkekrop, ſaa at Blodet randt den ned om Kjæverne, og, ſaaſnart han havde fortæret den, fik en ny af Troldkonen, og ſaa fremdeles. Troldkonen, forekom det ham, kvad et Vers af dette Indhold: „den frygtelige Jøtunbrud, ſom forudſeer Kongens Fald i det foreſtaaende Slag, lader det røde Skjold ſkinne; hun kaſter Menneſkekjød i Uhyrets Gab; den raſende Kvinde farvet Ulvens Mund med Blod“. Harald ſelv drømte at han var i Nidaros, og at hans Broder St. Olaf kom til ham og kvad denne Viſe: „Jeg, den navnkundige digre Konge, vandt ſaa mangen Sejr, mig til Hæder, jeg fik en hellig Død, fordi jeg ſad hjemme; men hvad Ende det ſidſte Tog end vil faa, er jeg bange for, det vil bringe Døden: da mættes Troldets Heſte (Ulvene), og Gud volder ikke ſaadant“. I Morkinſkinna fol. 18. b. (og Flatøbogen) ſiges der tillige at da Kong Harald ſteg i ſin Baad for at ro ud til Skibet, blev han ſaa tung, at Baaden neppe kunde bære ham. Her anføres ogſaa de ſamme Vers, ſom Snorres og Hrokkinſkinna lade Gyrd og Thord høre i Drømme, men Morkinſkinna lader dem kvædes i hele Hærens Paahør af en Kone, der kom ned fra Landet da Flaaden laa i en Havn ved den engelſke Kyſt. Ogſaa Haralds egen Drøm og Verſet, ſom St. Olaf ſkulde have kvædet, omtales førſt efter Ankomſten til England. Om Haralds Sammentref med den ſaakaldte Liig-Lodin, ſe nedenfor.
  2. Han ankom nemlig til England omkring 10de September, ſe nedenfor.