Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/338

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
320
Harald Haardraade.


rede. Dette Foretagende blev nu, ſom rimeligt var, den ſædvanlige Gjenſtand for Samtale i hver Mands Huus, og i Særdeleshed i Kongens Hird. Man anſtillede alle Slags Gjetninger om, hvorledes Toget vilde løbe af. Nogle meente at Harald, der havde udført ſaa mange Bedrifter udenlands, vilde kunne overvinde enhver Hindring, Andre derimod, at England var mægtigt og folkerigt, og derfor vanſkeligt at vinde. Iſær frygtede man Thingmannalidet, hvilket altſaa paany maa være blevet oprettet af den halv danſke Harald Godwinesſøn. Det beſtod nu af udvalgte Krigere fra forſkjellige Lande, dog iſær af den ſaakaldte danſke Tunge, alleſammen ſaa haandfaſte og krigsvante, at det hed at een Thingmand kunde udrette mere end tvende Nordmænd[1]. Dette mishagede den tapre og Kongen hengivne Ulf Stallare meget at høre. „Hvis tvende af os ſkulle vige for een Thingmand“, ſagde han i et Vers, ſom han i den Anledning kvad, „behøve Kongens Stallarer ikke at indfinde ſig i hans Stavnrum, og ſaadant var jeg ikke vant til at høre i min Ungdom“. Det blev ham dog ikke forundt at deeltage i Toget, thi han døde endnu ſamme Vaar. Kongen følte dybt hans Savn, og udtalte det ved hans Grav i de ſimple, men hjertelige Ord: „Her ligger den, ſom var braveſt og ſin Konge huldeſt af alle“. Udruſtningerne vedbleve dog lige fuldt. Solund-Øerne udenfor Sogn beſtemtes til Samlingsſted for Flaaden, thi derfra var Overfarten til Hjaltland nærmeſt[2].

Imidlertid rygtedes de ſtore Forberedelſer til Krig, der nu bleve drevne paa ſaa mange Kanter, og det er ej at undres over, at de af bange Anelſer opfyldte Gemytter betragtede en Komet, der aller førſt viſte ſig den 24de April, ſom et Varſel om de frygtelige Begivenheder, der ſkulde finde Sted[3]. Strax efter begyndte Toſtig Fiendtlighederne, idet han

  1. Det er ovenfor (S. 169) anført, at Edward Confesſor ophævede Thinglidet 1050; altſaa maa Harald have gjenoprettet det; men ſandſynligviis har det nu mere antaget Charakteren af en fra forſkjellige Nationer ſamlet Condottiere-Skare. At det iſær var ſamlet af den „danſke Tunge“ ſiges i Morkinſkinna og Fagrſkinna. Herved forſtaaes egentlig hele Norden; men paa dette Sted ſkulde man dog nærmeſt tænke paa den danſktalende Befolkning af England ſelv.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 113, 114, Snorre Cap. 82, 83. Fagrſkinna Cap. 199, 200.
  3. Chron. Sax. ved 1066. Kometen omtales ogſaa af Lambert af Hersfeld, med Hentydning til Begivenhederne i England (Pertz, Mon. Hist. Germ. VII. 173), af Bernold (ſammeſteds S. 428), af Marianus Scotus (ſammeſteds 559), hos Tighernach (O’Connor II. 306) og paa mange andre Steder. Tighernach omtaler den vidtløftigſt, viſtnok ſom Øjevidne. „En ſtor Stjerne med Hale viſte ſig forunderligt i Luften, Tirsdag i den lille Paaſke (25de April) dens Lys var paa ſit højeſte næſten ſom Maanens; ſaaledes vedblev den at lyſe i 4 Dage.