Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/337

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
319
Toget til England beſluttes.

ſin Broder to Fiender, af hvilke allerede hver enkelt for ſig var mægtig nok til at kunne ryſte hans juſt ikke ſynderligt befæſtede Trone, og ſom tilſammen aldeles maatte kunne overvælde ham. Hvor vidt de derimod virkelig handlede efter fælles Overlæg, er et Spørgsmaal, der med de Oplysninger, der hidtil om denne Sag ere komne for Dagen, neppe nogenſinde med Sikkerhed vil kunne beſvares. Thi viſtnok havde Som, ſom det nys er viiſt, kun paa egen Haand indladt ſig med Harald, og gjort ham Løfter, der ikke kunde beſtaa med Hertug Villjams Fordringer og Henſigter; og det viſte ſig, ſom vi i det Følgende ville ſee, at han fremdeles ſluttede ſig til Harald, ſom om det kun var med ham, og ej med Villjam, at han havde indgaaet noget Forbund. Men paa den anden Side vare Forbindelſerne mellem Norge, England og Nordmandie i denne Tid ikke ſaa ſjeldne, at Harald og Villjam ſiden, efter at de havde begyndt deres Udruſtninger, kunde være i fuldkommen Uvidenhed om deres gjenſidige Planer og Skridt, og da nu derhos deres Ankomſt til England var næſten ſamtidig, ligger den Tanke nær, at de ere blevne enige om at operere i Fællesſkab, og efter Sejren at dele England mellem ſig, ſaa meget mere ſom der er flere Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at der mellem Harald og Villjam, ſom overhoved mellem Nordmændene og deres Ætlinger, Nordmannerne, endnu herſkede ſærdeles Venſkab[1].

Da det lakkede mod Vintrens Ende og Vaaren nærmede ſig, ſendte Harald Bud rundt om i hele Riget, udbød Almenning, ſaa vel af Folk, ſom af Skibe, og foreſkrev nøjagtigt, hvor meget ethvert Fylke ſkulde ud-

    faaet Harald Godwinesſøn i ſin Magt, og den udgjorde viſtnok ogſaa Grundlaget for hans Underhandlinger med saftig. Merkeligt nok, udgiver ogſaa Ordrik denne for den ældſte Broder.

  1. Det er allerede ovenfor nævnt, at Ordrik lader Toſtig alene komme tilfældigviis til Norge; han tilføjer endog, at Toſtig liſtigt greb den Udvej at ophidſe Harald til Toget, for derved at frelſe ſig fra at blive greben ſom Spejder; ligeſom han ogſaa udtrykkeligt ſiger at Hertug Villjam intet vidſte derom. Saxo (S. 555) omtaler ogſaa begge Fyrſters Udruſtninger og Tog ſom tilfældigviis ſamtidige. Heller ikke vide vore Sagaer noget om nogen fælles Aftale mellem Villjam og Harald at fortælle. Men ikke deſto mindre kan en ſaadan Aftale godt være ſluttet imellem dem, og hvad der ovenfor er antydet om Guthorm af Ringenes, beſtyrker det. Om Venſkabet mellem Hertugerne i Nordmandie og Nordmændene tales der udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga Cap. 39, Snorre Cap. 20, hvor det heder at „Rudujarlerne længe regnede ſig i Frændſkab med Norges Høvdinger, ſatte megen Priis derpaa, og altid vare Nordmændenes ſtørſte Venner“, og at disſe Følelſer endnu beſjælede Villjam, viſer ſig af det merkelige Sted i Edward Confesſors Love (Thorpes Udg. Cap. 34) hvor det heder at Villjam, fordi hans og næſten alle de nordmanniſke Baroners Forfædre vare Nordmænd og udgangne fra Norge, ønſkede at udvide Danelagens Lovgivning, eller de Norſkes og Danſkes Love, til hele England.