Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
318
Harald Haardraade.

at han til Sommeren ſkulde indfinde ſig i England og forſøge paa at erobre det[1]. Da dette var afgjort, vendte Toſtig — ſandſynligviis i Marts Maaned — tilbage til Flandern for at ſamle ſine Tilhængere om ſig og udruſte ſig efter bedſte Evne. Det var nu lykkets ham, at ſkaffe

  1. I Fremſtillingen af Haralds Forhandlinger med Toſtig have vi nærmeſt fulgt Morkinſkinna fol. 18. a. b. og Fagrſkinna Cap. 199, Thjodrek Munk Cap. 28 og Ordrik Vitalis (Duchêne S. 493), hvilke ret godt ſtemme med hinanden indbyrdes. Samtalen fremſtilles anderledes i Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 113) og hos Snorre (Cap. 82), hvor Harald viſer ſig ganſke uvidende om Magnus’s foregivne Arveret til England efter Hardeknut, og lader ſig af Toſtig belære derom. Da dette ſtrider imod, hvad vi ovenfor have ſeet om Haralds Fornyelſe af ſin Arvefordring paa England, hvorom Toſtig ſaaledes ej behøvede at belære ham, kan denne Fremſtilling af Samtalen umuligt anſees ſaa rigtig, ſom Morkinſkinnas, der langt mere nærmer ſig til hvad Ordrik meddeler. Men den er ikke deſto mindre af ſtor Interesſe, thi da den Sagabearbejdelſe, ſom meddeler den, tillige, tvertimod Sandheden, gjør Toſtig til Godwines ældſte Broder, og følgelig, ſom det heder, bedre berettiget til Tronen end Harald, kan man neppe betvivle, at den hele, for Toſtig gunſtigere Fremſtilling, er grundet paa Familietraditioner i hans Æt, og ſandſynligviis meddeelt Snorre eller en anden Sagabearbejder af hans Deſcendent i lige nedſtigende Linje og Led, Hertug Skule. Morkinſkinna derimod kalder Toſtig ganſke rigtigt Godwines anden Søn. Det er ogſaa Morkinſkinna, der nævner Guthorm af Ringenes, og det endog paa en ej ganſke tydelig Maade. Den ſiger nemlig: „det er enkelte Mænds Sagn at Toſtig Jarl ſendte Guthorm Gunnhildsſøn til Kong Harald, for at tilbyde ham Northumberland og egge ham til Veſter-Toget; Guthorm drog da til Norge, men Toſtig ſyd til Valland for at treffe ſine Svogre“. Dette kan enten forſtaaes ſom om Toſtig ſtrax efter Afrejſen fra Norge ſendte Guthorm til Harald, eller og, hvad der vel er det retteſte, ſom om et andet Sagn, end det førſt fortalte, benegtede Toſtigs Rejſe til Norge, og kun lod ham ſende Guthorm, der vel var en gammel Bekjendt fra dennes Veſterhavstog, til Harald. Men da ogſaa de nordmanniſke Skribenter omtale Toſtigs Beſøg hos Harald, kan dette ej betvivles, og Sagnet om Guthorm kan ſaaledes kun forklares ſom om han har været tilſtede ved Forhandlingerne og ivrigt talt Toſtigs Sag; med mindre det — hvad der og lader ſig høre — kunde antages, at Toſtig efter ſin Afrejſe har ſendt Guthorm til Harald for at bringe et foreløbigt Forlig iſtand om Englands Deling mellem ham og Villjam, ſaaledes at Harald ſkulde have den nordlige Deel eller Dane-Lagen, Villjam derimod den ſydlige, eller Weſtſex- og Myrke-Lagen, og Toſtig verre Haralds Vaſall. De Hovedpunkter i Aftalen mellem Harald og Toſtig, hvori Morkinſkinna og Ordrik ſtemme med hinanden, ere a) at Toſtig erkjendte Harald for ſin Overherre og ſvor ham Troſkabsed (sverr sik i vald Haralds konungs) b) at Harald lovede Toſtig et Len (heitir hánum ímótt ríki í Englandi, ok því meira yfirlæti sem meir eflisk undir hans vald ríkit i Englandi); hvilket hos Ordrik nærmere beſtemmes til Halvdelen af Riget. Thjodrek Munk ſiger ogſaa i Korthed, at Toſtig lovede Harald Halvdelen af England, hvis han kunde fordrive hans Broder. Den ſamme Betingelſe opſtilledes ogſaa af Villjam, da han havde