Denne siden er korrekturlest
318
Harald Haardraade.
at han til Sommeren skulde indfinde sig i England og forsøge paa at erobre det[1]. Da dette var afgjort, vendte Tostig — sandsynligviis i Marts Maaned — tilbage til Flandern for at samle sine Tilhængere om sig og udruste sig efter bedste Evne. Det var nu lykkets ham, at skaffe
- ↑ I Fremstillingen af Haralds Forhandlinger med Tostig have vi nærmest fulgt Morkinskinna fol. 18. a. b. og Fagrskinna Cap. 199, Thjodrek Munk Cap. 28 og Ordrik Vitalis (Duchêne S. 493), hvilke ret godt stemme med hinanden indbyrdes. Samtalen fremstilles anderledes i Hryggjarstykke, Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 113) og hos Snorre (Cap. 82), hvor Harald viser sig ganske uvidende om Magnus’s foregivne Arveret til England efter Hardeknut, og lader sig af Tostig belære derom. Da dette strider imod, hvad vi ovenfor have seet om Haralds Fornyelse af sin Arvefordring paa England, hvorom Tostig saaledes ej behøvede at belære ham, kan denne Fremstilling af Samtalen umuligt ansees saa rigtig, som Morkinskinnas, der langt mere nærmer sig til hvad Ordrik meddeler. Men den er ikke desto mindre af stor Interesse, thi da den Sagabearbejdelse, som meddeler den, tillige, tvertimod Sandheden, gjør Tostig til Godwines ældste Broder, og følgelig, som det heder, bedre berettiget til Tronen end Harald, kan man neppe betvivle, at den hele, for Tostig gunstigere Fremstilling, er grundet paa Familietraditioner i hans Æt, og sandsynligviis meddeelt Snorre eller en anden Sagabearbejder af hans Descendent i lige nedstigende Linje og Led, Hertug Skule. Morkinskinna derimod kalder Tostig ganske rigtigt Godwines anden Søn. Det er ogsaa Morkinskinna, der nævner Guthorm af Ringenes, og det endog paa en ej ganske tydelig Maade. Den siger nemlig: „det er enkelte Mænds Sagn at Tostig Jarl sendte Guthorm Gunnhildssøn til Kong Harald, for at tilbyde ham Northumberland og egge ham til Vester-Toget; Guthorm drog da til Norge, men Tostig syd til Valland for at treffe sine Svogre“. Dette kan enten forstaaes som om Tostig strax efter Afrejsen fra Norge sendte Guthorm til Harald, eller og, hvad der vel er det retteste, som om et andet Sagn, end det først fortalte, benegtede Tostigs Rejse til Norge, og kun lod ham sende Guthorm, der vel var en gammel Bekjendt fra dennes Vesterhavstog, til Harald. Men da ogsaa de nordmanniske Skribenter omtale Tostigs Besøg hos Harald, kan dette ej betvivles, og Sagnet om Guthorm kan saaledes kun forklares som om han har været tilstede ved Forhandlingerne og ivrigt talt Tostigs Sag; med mindre det — hvad der og lader sig høre — kunde antages, at Tostig efter sin Afrejse har sendt Guthorm til Harald for at bringe et foreløbigt Forlig istand om Englands Deling mellem ham og Villjam, saaledes at Harald skulde have den nordlige Deel eller Dane-Lagen, Villjam derimod den sydlige, eller Westsex- og Myrke-Lagen, og Tostig verre Haralds Vasall. De Hovedpunkter i Aftalen mellem Harald og Tostig, hvori Morkinskinna og Ordrik stemme med hinanden, ere a) at Tostig erkjendte Harald for sin Overherre og svor ham Troskabsed (sverr sik i vald Haralds konungs) b) at Harald lovede Tostig et Len (heitir hánum ímótt ríki í Englandi, ok því meira yfirlæti sem meir eflisk undir hans vald ríkit i Englandi); hvilket hos Ordrik nærmere bestemmes til Halvdelen af Riget. Thjodrek Munk siger ogsaa i Korthed, at Tostig lovede Harald Halvdelen af England, hvis han kunde fordrive hans Broder. Den samme Betingelse opstilledes ogsaa af Villjam, da han havde
