Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/335

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
317
Toſtig Godwinesſøn hos Kong Harald i Norge.

ſatte nu den ſamme Anmodning til ham, ſom han allerførſt havde fremſat til Sven, nemlig om Hjelpetropper. Men da Harald indvendte, at Nordmændene ej havde nogen Lyſt til at drage paa Krigstog til England under nogen engelſk Høvding, retirerede Toſtig ham om Kong Magnus’s Arveret efter Hardeknut ifølge Brennø-Forliget, og om den Fordring, Magnus i ſin Tid paa Grund heraf havde gjort til Edward Confesſor om at afſtaa ham England, en Fordring, ſom ogſaa Harald ſelv, efter hvad vi have ſeet[1], allerede havde fremſat ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe, da han i eet og alt betragtede ſig ſom Magnus’s retmæsſige Arving, og hvis Fornyelſe nu ej længer hindredes ved det Forlig, han havde indgaaet med Edward Confesſor, medens han derhos allerede ved ſin politiſke Stilling, og end mere ved det Tog, han havde foranſtaltet i 1058, var kommen i et fiendtligt Forhold til Harald Godwinesſøn[2]. Hos Harald manglede det ikke paa Lyſt til atter at ſøge ſin Fordring ſat igjennem, og Toſtig ſparede ej paa gode Løfter og Opmuntringer for at faa ham til at gjøre Alvor deraf. Han tilbød ſig, ligeſom han havde tilbudt Hertug Villjam, at underſtøtte ham med al den Styrke, han ved ſin egen og ſine Venners Indflydelſe tiende bringe ſammen, og erklærede ſig fornøjet med at faa Halvdelen af England ſom Haralds Vaſall, medens denne derimod ſkulde være Landets egentlige Konge, hvis han fik det erobret — et Tilbud, ſom bekræfter de nordmanniſke Forfatteres Udſagn, at Toſtig begav ſig til Harald og ophidſede ham til Krig mod England uden dertil at være bemyndiget af Villjam, og imod den mellem dem fra førſt af trufne Aftale. Efter flere Dages Raadſlagninger, hvori ogſaa Guthorm af Ringenes ſynes at have deeltaget og forenet ſine Opmuntringer med Toſtigs, beſluttede Kongen endelig at efterkomme Opfordringen, og gav Toſtig ſit Tilſagn om

    forklares, at vore Sagaer aldeles intet vide at fortælle om at Toſtig overbragte noget Ærende fra Villjam til Sven. Thi de Ord, ſom de lægge dem begge i Munden, er kun hvad Sagnfortælleren ſidenefter gjennem mange Mellemled havde erfaret, indſkrænke ſig kun til Toſtigs og Svens perſonlige Interesſer, og udgjøre naturligviis kun en uendelig liden Deel af de Samtaler, der maa have været vexlede mellem dem. Af ſamme Grund er det og, at Chron. Sax. ikke veed eller taler det mindſte om, hvad Toſtig foretog ſig lige fra ſin Afrejſe i Oktober 1065 indtil hans Tilbagekomſt ſidſt i April 1063. Hvad de nordmanniſke Forfattere berette om Storm og Modvind, ſom ſkulde have drevet Toſtig mod Norden, er mindre ſandſynligt. Han beſøgte viſt Sven efter forud aftalt Plan. Sandſynligviis har han vel endog anløbet Flandern, og fremført en lignende Bøn om Underſtøttelſe til Balduin, men ligeledes uden Held, thi det ſiges udtrykkeligt, at Balduin, opfordret af Villjam til at ſtaa ham bi, vægrede ſig derved.

  1. Se ovf. S. 167.
  2. Se ovf. S. 267.