Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/334

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
316
Harald Haardraade.

land og gjenvinde ſine forrige Beſiddelſer. Hertil bad han Sven forſyne ham med Tropper fra Danmark. Og for det Tilfælde at han ikke vilde indlade ſig derpaa, foreſlog han ham at drage over til England og erobre det i ſit eget Navn, ligeſom hans Morbroder Kong Knut i ſin Tid havde gjort, og tilbød ham dertil al den Underſtøttelſe, han kunde yde. For Toſtig gjaldt det kun, ſom man ſeer, at ſkaffe ſin Broder ſaa mange Fiender ſom retteligt. Ved at opfordre Sven til at gjøre et Erobringstog til England i egen Perſon, overſkred han viſtnok det Ærende ſom Villjam — forudſat at han fremſtillede ſig ſom dennes Geſandt — havde medgivet ham, thi dette kunde ej beſtaa i andet, end at overbringe den Bolt, han førſt fremſatte, om Hjelpetropper. Men han meente vel, at det ſiden maatte blive Erobrernes Sag at enes om Sejrsbyttet ſom de bedſt kunde, og haabede ſandſynligviis ogſaa ſelv tilſidſt at gaa af med den egentlige Fordeel, hvis Sejrherrerne kom op at ſtrides. Men Sven vilde ikke indlade ſig paa et ſaa voveligt Foretagende. „Jeg ſtaar“, ſagde han, „ſaa langt tilbage for gamle Knut i Magt og Anſeelſe, at det neppe er mere end ſaa at jeg kan beholde Danmarks Rige for Nordmændene, medens han derimod arvede Danmark, indtog England med Vaabenmagt, ſkjønt ikke uden ſtor Fare, og erhvervede Norge uden Sverdſlag. Jeg vil heller handle ſom min ſvage Stilling tilſiger mig, end efterligne Knuts Stordaad“. „Nu vel“, ſvarede Toſtig, „ſiden vore Frænder gjete ſig til vore Fiender, ſkulle ogſaa deres Fiender blive mig i Frænders Sted“[1]. Han forlod Sven i Vrede, og drog til Norge, hvor han opſøgte Kong Harald Haardraade, der endnu opholdt ſig i Viken, og frem-

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 81, Fagrſkinna Cap. 198, Morkinſkinna fol. 18. a. Denne ſidſte er ovenfor iſær fulgt ved Fremſtillingen af Svens og Toſtigs Samtale. Villjam af Aquit. ſiger i Korthed, at Sven nok lovede Villjams Geſandter Troſkab (fidem), men at han dog tilſidſt viſte ſig ſom en Ven af hans Uvenner. Dette ſvarer temmelig nøje til Toſtigs Udraab: „vore Frænder gjøre ſig til vore Fiender“; kun med den Forſkjel, at Sven ifølge Villjam af Aquit. gav Geſandterne ſelv gode Ord, og kun ſiden i Gjerningen viſte ſig fiendtlig ſtemt mod Villjam. Men da Toſtig og Villjam neppe tiere ſaaes, kan man temmelig godt forklare ſig at Nordmannerne ikke fik nøjagtig Beretning om hans Ærendes Udfald. Og desuden viſte jo Sven ſig virkelig i Førſtningen venligt ſtemt mod Toſtig, idet han tilbød ham Jarldømme i Danmark. I hine Tider, hvor Skrivekunſten ej var almindelig udbredt, hvor Reiſerne vare langvarige, og hvor der hverken gaves Poſtforbindelſer eller Aviſer, kunde Beretninger om Geſandtſkaber og deres Udfald, ſaa vel ſom andre vigtige Statsbegivenheder, umuligt blive ſaa hurtige, fuldſtændige og indbyrdes overeensſtemmende, ſom vi nu omſtunder ere vante til. Fra det Øjeblik, Toſtig havde forladt Nordmandie, har Villjam ſikkert ikke hørt noget fra ham, førend han kom tilbage fra Norge og atter viſte ſig i de engelſke Farvande. Af ſamme Grund kan det ogſaa