land og gjenvinde sine forrige Besiddelser. Hertil bad han Sven forsyne ham med Tropper fra Danmark. Og for det Tilfælde at han ikke vilde indlade sig derpaa, foreslog han ham at drage over til England og erobre det i sit eget Navn, ligesom hans Morbroder Kong Knut i sin Tid havde gjort, og tilbød ham dertil al den Understøttelse, han kunde yde. For Tostig gjaldt det kun, som man seer, at skaffe sin Broder saa mange Fiender som retteligt. Ved at opfordre Sven til at gjøre et Erobringstog til England i egen Person, overskred han vistnok det Ærende som Villjam — forudsat at han fremstillede sig som dennes Gesandt — havde medgivet ham, thi dette kunde ej bestaa i andet, end at overbringe den Bolt, han først fremsatte, om Hjelpetropper. Men han meente vel, at det siden maatte blive Erobrernes Sag at enes om Sejrsbyttet som de bedst kunde, og haabede sandsynligviis ogsaa selv tilsidst at gaa af med den egentlige Fordeel, hvis Sejrherrerne kom op at strides. Men Sven vilde ikke indlade sig paa et saa voveligt Foretagende. „Jeg staar“, sagde han, „saa langt tilbage for gamle Knut i Magt og Anseelse, at det neppe er mere end saa at jeg kan beholde Danmarks Rige for Nordmændene, medens han derimod arvede Danmark, indtog England med Vaabenmagt, skjønt ikke uden stor Fare, og erhvervede Norge uden Sverdslag. Jeg vil heller handle som min svage Stilling tilsiger mig, end efterligne Knuts Stordaad“. „Nu vel“, svarede Tostig, „siden vore Frænder gjete sig til vore Fiender, skulle ogsaa deres Fiender blive mig i Frænders Sted“[1]. Han forlod Sven i Vrede, og drog til Norge, hvor han opsøgte Kong Harald Haardraade, der endnu opholdt sig i Viken, og frem-
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 81, Fagrskinna Cap. 198, Morkinskinna fol. 18. a. Denne sidste er ovenfor især fulgt ved Fremstillingen af Svens og Tostigs Samtale. Villjam af Aquit. siger i Korthed, at Sven nok lovede Villjams Gesandter Troskab (fidem), men at han dog tilsidst viste sig som en Ven af hans Uvenner. Dette svarer temmelig nøje til Tostigs Udraab: „vore Frænder gjøre sig til vore Fiender“; kun med den Forskjel, at Sven ifølge Villjam af Aquit. gav Gesandterne selv gode Ord, og kun siden i Gjerningen viste sig fiendtlig stemt mod Villjam. Men da Tostig og Villjam neppe tiere saaes, kan man temmelig godt forklare sig at Nordmannerne ikke fik nøjagtig Beretning om hans Ærendes Udfald. Og desuden viste jo Sven sig virkelig i Førstningen venligt stemt mod Tostig, idet han tilbød ham Jarldømme i Danmark. I hine Tider, hvor Skrivekunsten ej var almindelig udbredt, hvor Reiserne vare langvarige, og hvor der hverken gaves Postforbindelser eller Aviser, kunde Beretninger om Gesandtskaber og deres Udfald, saa vel som andre vigtige Statsbegivenheder, umuligt blive saa hurtige, fuldstændige og indbyrdes overeensstemmende, som vi nu omstunder ere vante til. Fra det Øjeblik, Tostig havde forladt Nordmandie, har Villjam sikkert ikke hørt noget fra ham, førend han kom tilbage fra Norge og atter viste sig i de engelske Farvande. Af samme Grund kan det ogsaa
