Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/333

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
315
Toſtig Godwinesſøn hos Sven Ulfsſøn.

tvivle, at netop han var Overbringeren af Villjams Budſkab til Sven. Denne tog venligt imod ham, og ſkal have tilbudt ham Jarldømmet Danmark. Men Toſtig ſagde at hans Hu alene ſtod til at komme tilbage til ſit Fædre-

    gelſe, og fordreven af denne — han forvexler nemlig den Magt, Harald allerede ſom Jarl udøvede, med Kongemagten — fortæller følgende: Toſtig, fordreven i Landflygtighed, begav ſig til Flandern, overantvordede Grev Balduin, ſin Svigerfader, ſin Huſtru Judith, ſkyndte ſig derpaa til Nordmandie, og bebrejdede Hertug Villjam heftigt, at han lod den, der havde brudt Eden til ham, regjere i Fred; han forſikrede ham derhos, at hvis han med en nordmanniſk Har vilde ſætte over til England, ſkulde han (Toſtig) hjelpe ham til Kongedømmet. De holdt nemlig allerede i lang Tid meget af hinanden, og Venſkabet ſtyrkedes end mere fordi de vare gifte med to Syſtre. Hertug Villjam modtog med Glæde den kommende Ven, takkede ham for hans venſkabelige Bebrejdelſe, og ſammenkaldte, bevæget ved hans Opfordringer, de nordmanniſke Stormand til et Møde, hvor der offentligt forhandledes om hvad der i denne Sag var at gjøre. (Her beſkrives nu i Korthed Mødet og Forhandlingerne. Imidlertid fik Toſtig Tilladelſe af Hertugen til at vende tilbage til England, og lovede ham Hjelp, ſaa vel ved ſig ſelv, ſom ved alle ſine Venner. Men det gik anderledes end han tænkte, thi han ſejlede vel ud fra Cotentin, men kunde ikke lande i England, da Harald havde omgivet Kyſterne med Skibe og beſat dem med Krigere for at ingen Fiende uhindret ſkulde komme til Landet. Toſtig var da i ſtor Forlegenhed, ſaaſom han hverken kunde binde an med den utallige Forſvarshær i England, eller komme tilbage til Nordmandie, hvori Modvind hindrede ham. Dreven af Veſt- og Søndenvind og andre Vinde led han megen Ængſtelſe, og kom under ſin Omvanken paa Havet i ſtore Farer, indtil han omſider efter mange Gjenvordigheder kom til Harald, Norges Konge, der tog venligt imod ham. — Ogſaa Villjam af Jumièges (VII. 32) ſiger i Korthed: Hertugen ſendte Toſtig Jarl til England, men Haralds Krigere, der forſvarede Kyſten, dreve ham bort ved Vaabenmagt, og da han hverken med Sikkerhed kunde betræde England, eller, paa Grund af Modvind, vende tilbage til Nordmandie, drog han til Kong Harald i Norge. Da nu vore egne Sagaer lade ham henvende ſig til Sven umiddelbart førend han drog til Norge, og da de derhos endog med Beſtemthed antyde, at Toſtig kun henvendte ſig til Harald, fordi han fik Afſlag hos Sven, ſynes det klart nok, at Toſtig efter ſit forgjeves Forſøg paa førſt at lande i England, ej tilfældigt men efter aftalt Plan er dragen til Sven, og derpaa til Harald, men at de nordmanniſke Forfattere alene have nævnt denne, fordi han virkelig lyttede til Toſtigs Foreſtillinger og gjorde et Krigstog til England, vel og fordi de ikke havde nogen klar Foreſtilling om Forſkjellen mellem Norge og Danmark. Og her bliver det da af Vigtighed, at den med Hertug Villjam ſamtidige Villjam af Aquit. udtrykkeligt omtaler Geſandtſkabet til Kong Sven. At han derimod ej omtaler Harald Haardraade, kommer deraf at han aldeles forbigaar denne og hans Tog til England. At det Beſøg, Toſtig førſte Gang forgjeves ſøgte at gjøre i England, ikke er det ſamme Tog, ſom vidtløftig beſkrives i Chron. Sax., men fandt Sted førend Toſtig drog til Danmark og Norge, ſees tydeligt nok af Chron. Sax.’s Udſagn, at Toſtig kom til England kort efter 24 April, ſammenholdt med Sagaernes udtrykkelige Ord, at han efter at have beſøgt Harald begav ſig om Vaaren tilbage til Flandern, for at ſætte ſig i Spidſen for ſin Flaade.