Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/332

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
314
Harald Haardraade.

kunne tilvende sig Herredømmet. Og navnlig synes han at have gjort sig til Agent og Underhandler for Villjam af Nordmandie. Da denne fik Efterretningen om Edwards Død og Haralds Tronbestigelse, sendte han strax Gesandter til Harald Godwinessøn, for at minde ham om at opfylde sine Løfter; da Harald vægrede sig derved, sammenkaldte Villjam sine Frænder og Baroner i Lillebonne, og tilkjendegav dem sin Hensigt, at ville bekrige og erobre England[1]. Baronerne gjorde Indvendinger mod en Plan, der forekom dem æventyrlig og uudførlig paa Grund af Haralds Magt, Rigdomme og store Flaade[2]. Men Seneskallen eller Drotseten Villjam Fitz-Osbern (Aasbjørnssøn), der skulde overbringe denne Besked, svarede tvertimod, at Baronerne havde besluttet at stille det dobbelte Antal af de Krigere, de ellers vare pligtige at udruste, og hvorvel de paa det kraftigste protesterede mod denne Fordrejelse af deres Ord, lykkedes det dog Villjam, ved enkeltviis at underhandle med dem, at erhverve deres Samtykke til Toget, og faa bestemt Antallet af de Skibe, der skulde udrustes, i Alt henimod 700. Derpaa skred han ivrigt til Udrustningen, lod Opfordringen udgaa til de omliggende Provindsers og Landes Krigere om at deeltage i Toget, og sendte endog, som det af en enkelt Forfatter berettes, et Gesandtskab til Kong Sven i Danmark, for at bede ham om Understøttelse[3]. Hovedet for dette Gesandtskab synes ikke at have været nogen anden end Tostig selv, hvilken ogsaa var saa meget mere skikket dertil, som han var Svens Søskendebarn og havde været nærværende ved det nys holdte Mode. Ved at sammenholde de nordmanniske Forfattere med vore egne Sagaer erfare vi nemlig, at Tostig, saasnart han havde erfaret Edwards Død og Haralds Tronbestigelse, ilede til Villjam, besvor ham paa det indstændigste, ikke at lade Harald beholde den Trone, han kun ved Mened havde erhvervet, lovede troligen at staa ham bi, hvis han med en nordmannisk Hær vilde sætte over til England for at underkaste sig dette Rige, bragte det ved sine Opmuntringer dertil, at Villjam sammenkaldte hiint Mode, og foretog sig endelig selv en Rejse, først til England, for der at samle sine Tilhængere, og siden, da Haralds ypperlige Forsvars-Anstalter hindrede ham fra at lande der, til Norden, hvor han først opsøgte Kong Sven i Danmark[4]. Det er saaledes ej at be-

  1. Angaaende de nærmere, højst interessante Enkeltheder ved alt dette, saaledes som de fortælles af Robert Wace, hvis Fader selv var Øjevidne dertil, se Lappenberg Gesch. Engl. I. S. 540—543.
  2. Lignende Indvendinger mødte Harald Haardraade kort efter af Nordmændene, se nedenfor.
  3. Villjam af Aquitanien, hos Duchêne, S. 197, Bouquet XI. 92.
  4. Se Ordric Vitalis, hos Duchêne S. 492. Denne, der ligesom vore Sagaer fejler deri, at han lader Tostig forlade England efter Broderens Tronbesti-