Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/332

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
314
Harald Haardraade.

kunne tilvende ſig Herredømmet. Og navnlig ſynes han at have gjort ſig til Agent og Underhandler for Villjam af Nordmandie. Da denne fik Efterretningen om Edwards Død og Haralds Tronbeſtigelſe, ſendte han ſtrax Geſandter til Harald Godwinesſøn, for at minde ham om at opfylde ſine Løfter; da Harald vægrede ſig derved, ſammenkaldte Villjam ſine Frænder og Baroner i Lillebonne, og tilkjendegav dem ſin Henſigt, at ville bekrige og erobre England[1]. Baronerne gjorde Indvendinger mod en Plan, der forekom dem æventyrlig og uudførlig paa Grund af Haralds Magt, Rigdomme og ſtore Flaade[2]. Men Seneſkallen eller Drotſeten Villjam Fitz-Osbern (Aasbjørnsſøn), der ſkulde overbringe denne Beſked, ſvarede tvertimod, at Baronerne havde beſluttet at ſtille det dobbelte Antal af de Krigere, de ellers vare pligtige at udruſte, og hvorvel de paa det kraftigſte proteſterede mod denne Fordrejelſe af deres Ord, lykkedes det dog Villjam, ved enkeltviis at underhandle med dem, at erhverve deres Samtykke til Toget, og faa beſtemt Antallet af de Skibe, der ſkulde udruſtes, i Alt henimod 700. Derpaa ſkred han ivrigt til Udruſtningen, lod Opfordringen udgaa til de omliggende Provindſers og Landes Krigere om at deeltage i Toget, og ſendte endog, ſom det af en enkelt Forfatter berettes, et Geſandtſkab til Kong Sven i Danmark, for at bede ham om Underſtøttelſe[3]. Hovedet for dette Geſandtſkab ſynes ikke at have været nogen anden end Toſtig ſelv, hvilken ogſaa var ſaa meget mere ſkikket dertil, ſom han var Svens Søſkendebarn og havde været nærværende ved det nys holdte Mode. Ved at ſammenholde de nordmanniſke Forfattere med vore egne Sagaer erfare vi nemlig, at Toſtig, ſaaſnart han havde erfaret Edwards Død og Haralds Tronbeſtigelſe, ilede til Villjam, beſvor ham paa det indſtændigſte, ikke at lade Harald beholde den Trone, han kun ved Mened havde erhvervet, lovede troligen at ſtaa ham bi, hvis han med en nordmanniſk Hær vilde ſætte over til England for at underkaſte ſig dette Rige, bragte det ved ſine Opmuntringer dertil, at Villjam ſammenkaldte hiint Mode, og foretog ſig endelig ſelv en Rejſe, førſt til England, for der at ſamle ſine Tilhængere, og ſiden, da Haralds ypperlige Forſvars-Anſtalter hindrede ham fra at lande der, til Norden, hvor han førſt opſøgte Kong Sven i Danmark[4]. Det er ſaaledes ej at be-

  1. Angaaende de nærmere, højſt interesſante Enkeltheder ved alt dette, ſaaledes ſom de fortælles af Robert Wace, hvis Fader ſelv var Øjevidne dertil, ſe Lappenberg Geſch. Engl. I. S. 540—543.
  2. Lignende Indvendinger mødte Harald Haardraade kort efter af Nordmændene, ſe nedenfor.
  3. Villjam af Aquitanien, hos Duchêne, S. 197, Bouquet XI. 92.
  4. Se Ordric Vitalis, hos Duchêne S. 492. Denne, der ligeſom vore Sagaer fejler deri, at han lader Toſtig forlade England efter Broderens Tronbeſti-