Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/331

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
313
Harald Godwinesſøn Konge i England.

vidſte han, vilde neppe afholde Toſtig fra at optræde ſom hans Medbejler til at vinde Kronen, hvilket derimod ej ſynes at have været Ælfgars Sønners Henſigt. Toſtig maatte ſaaledes aabenbart være Harald langt mere ivejen end disſe, iſærdeleshed da Toſtig ved ſit Egteſkab med Judith af Flandern var beſvogret med Villjam af Normandie, der var gift med hendes Syſter Mathilde, et Svogerſkab, der efter de ſidſt forefaldne Begivenheder ej kunde andet end gjøre ham mistænkelig. Vi ſee ogſaa Toſtig, fra det Øjeblik, han forlod England, at optræde ſom Haralds ſvorne Fiende. Det er ikke uſandſynligt, at Toſtig, ſom kort efter ſin Ankomſt til Flandern begav ſig til St. Omer[1], allerede ſtrax gjorde et Beſøg hos Villjam, og aftalte Planer med ham mod Harald, hvis Giftermaal tilſtrækkeligt lagde for Dagen, at han ikke agtede at holde den Ed. han Aaret forud havde ſvoret[2]. Derpaa fik man end ſtørre Beſtyrkelſe, da Kong Edward døde i Weſtminſter den 5te Januar tomt, efter, ſom det hed, at have udnævnt Harald til ſin Efterfølger. Thi allerede Dagen efter, da Kongens Ligbegængelſe var tilendebragt, blev Harald tagen til Konge af de forſamlede Magnater, og kronet af Erkebiſkoppen af York, uden mindſte Henſyn til hiin Ed[3]. Han tiltraadte ogſaa ſtrax Regjeringen, og udviklede en Dygtighed, Kraft og Omhyggelighed for Landets Opkomſt, ſom endog de ham fiendtligt ſindede Hiſtorieſkrivere ej kunne andet end anerkjende, og ſom derfor i kort Tid gjorde ham almindelig æret og yndet.

Da Toſtig fik Broderens Ophøjelſe paa Kongetronen at vide, ſatte han lig ſtrax i Bevægelſe for at vække ham Fiender. For det førſte ſynes det kun at have været ham magtpaaliggende at faa Harald ſtyrtet, lige meget hvo der ſtrax blev Englands Konge; han haabede vel, naar han førſt ſelv var gjenindſat i ſine Værdigheder og Forleninger, med Tiden at

  1. Dette ſiges udtrykkeligt hos Florents af Worceſter.
  2. Villjam af Malmsbury III. 276 ſiger at den af Hertug Villjams Døtre, ſom blev forlovet med Harald, og hvis Navn han erklærer at være glemt (Villjam af Jumièges kalder hende, viſtnok urigtigt, Adeliza), døde førend hun var bleven giftefærdig. Dette ſynes enkelte at have forſtaaet ſom om hun døde før Haralds Giftermaal med Ælfgars Datter, men det ligger ſlet ikke i Ordene. At hun var meget ung, bevidnes og i Harald Haardraades Saga Cap. 111, Snorre Cap. 78; der aftaltes, ſiges der, endog flere Aars Friſt til Brylluppets Afholdelſe: om hun ſaaledes end døde efter Haralds Fald, vilde hun lige fuldt have været mindreaarig, derhos ſiges det udtrykkeligt at Harald havde fragaaet Fæſtemaalet. Villjam af Jumièges VII. 31 omtaler ogſaa Haralds Giftermaal med Ealdgidha ſom Løftesbrud.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 79, lade Harald ved Edwards Dødsſeng bøje ſig ned til ham, og derpaa lydeligt forkynde for de omſtaaende, at den døende Konge havde udnævnt ham til ſin Efterfølger. Det er højſt rimeligt, at et ſaadant Rygte har herſket.