Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/330

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
312
Harald Haardraade.

kjende. Det engelſke Folk vidſte, hvad det kunde vænte ſig af ham, og Kundſkaben om Haralds Ed har ſiden neppe undladt hos mange ængſteligere Gemytter at vække Betænkeligheder mod at underſtøtte ham.

Saaledes ſtode Sagerne, da Northumbrerne, ſom allerede længe havde været misfornøjede med Toſtig Godtwinesſøns haarde og voldſomme, men desuagtet lige over for udvortes Fiender lidet kraftige Herredømme, gjorde Opſtand imod ham (Oktober 1065) medens han var fraværende hos Kongen. De fordreve eller nedſablede hans Huuskarle, plyndrede hans Skatte i York, erklærede ham paa et almindeligt Thing utlæg med alle hans Tilhængere, og indbøde Morkere, Ælfgars Søn[1], til at komme og blive deres Jarl. Morkere modtog Tilbudet, og da han underſtøttedes ſaavel af ſin mægtige Broder Eadwine, ſom andre Tilhængere af Leofrics Æt, kunde Toſtig intet udrette imod ham, iſær da Harald ikke, ſom det ſynes, gjorde nogen alvorlig Foranſtaltning til at forſvare ſin Broder med Vaabenmagt, men begyndte Underhandlinger, hvis Udfald blev, at Harald ſelv paatog ſig at overbringe Kongen Northumbrernes Erklæring, at de ej vilde vide af Som, hvorfor ogſaa Kongen erkjendte Morkere ſom deres Jarl og fornyede de dem af Knut givne Love, medens derimod Toſtig med ſin Huſtru Judith og ſine Tilhængere flygtede over til hendes Fader, Grev Baldvin af Flandern, hvor de bleve godt modtagne[2]. Flere af de Annaliſter, der have beſkrevet disſe Tildragelſer, ſigte ligefrem Harald ſom den, der af Had til ſin Broder fremſkyndede hans Fald[3], og ſaavel den Rolle, han ſpillede ved denne Lejlighed, ſom hans Giftermaal med Eadwines og Morkeres Syſter Ealdgidha[4] og de følgende Begivenheder beſtyrke denne Mistanke. For Harald var det juſt nu, da Kong Edward ej havde ſaa lang Tid tilbage at leve i, magtpaaliggende at ſikre ſig det mægtige leofricſke Parti; og Broderſkabet,

    viſer ſig i vore Sagaers Beretning, at Harald opholdt ſig hos Villjam den hele Vinter 1064—1065. Vore Sagaer lade Harald ligefrem reiſe for at anholde om hans Datters Haand. Det er ogſaa muligt, at han og Villjam have givet Sagen dette tilſyneladende Udſeende. Om Enkelthederne ved denne merkelige Begivenhed, og Beretningernes Afvigelſer, ſe Lappenbergs Geſch. Englands I. S. 525—527.

  1. Vore Sagaer udgive ſaa vel Morkere, hvilken de kalde Morokaare eller Morakaare, ſom Valthjof Sigurdsſøn, urigtigt for Harald Godwinesſøns Brødre.
  2. Chron. Sax. ved 1065. Florents af Worceſter ſ. A.
  3. Ordric Vitalis (Duchêne S. 492) ſiger ligefrem, at Harald drev Toſtig i Landflygtighed, og Henrik af Huntingdon meddeler for 1065 en Hiſtorie om deres perſonlige Uvenſkab, hvilken egentlig tilhører deres Barndom, ſe Ailreds vita Edwardi hos Twysden S. 394.
  4. Hun var den i 1064 dræbte Kong Griffiths Enke. Da Harald vendte tilbage til England 1065, kunde han førſt i dette Aar egte hende.