Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/327

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
309
Villjam af Nordmandie.


Edward Confesſor havde i ſit kloſterlige og lidet kjærlige Samliv med Harald Jarls Syſter Eadgidha ingen Børn, og Spørgsmaalet var derfor, hvo der ſkulde være hans Tronfølger. Harald anſaa ſig ſelv og anſaaes af ſine Tilhængere ſom ſelvſkreven dertil, i Betragtning af hans ſtore Magt, hans Svogerſkab med Kongen og hans Popularitet. Men om det end ikke udtrykkeligt ſiges, at dette ſtred imod Edwards Ønſke, ſaa ligger det dog i Forholdenes Natur, at Tanken om at ſee Harald ſom ſin Tronfølger maatte være Edward mindre end behagelig, og vi erfare ogſaa, at han i det længſte værgede ſig derimod. Edward ønſkede helſt at ſee Tronfølgen vedligeholdt i ſin egen Æt, den ældgamle veſtſexiſke, og ſendte derfor Bud efter ſin ældre Broder Eadmund Jærnſides Søn Edward Ædheling, der for mange Aar tilbage, bortſendt af Kong Knut, havde opholdt ſig i Ungarn[1]. Edward kom, ledſaget af ſin Huſtru Agathe, beſlægtet med den i 1024 afdøde tydſke Kejſer Henrik den 2den, og ſine Børn, Sønnen Eadgar Ædheling, og Datteren Margarete. Men han døde pludſelig, ſtrax efter Ankomſten, og efter de nordmanniſke Skribenters Angivelſe ſkal Edward nu have beſtemt Tronen til ſin Fætter, den nordmanniſke Hertug Villjam, hvilket rigtignok ſynes noget underligt, da Eadgar Ædheling kunde træde i ſin Faders Sted, men ſom finder ſin Forklaring deri, at denne var et Barn, af indſkrænkede Evner, og i det Hele taget uſkikket til Regjeringen[2].

Villjam af Nordmandie, med hvem vi nu for førſte Gang gjøre Bekjendtſkab, den ypperſte og berømteſte af alle Gange-Rolfs Efterkommere, var en Søn af Nordmannernes ſtørſte Sagnhelt, den urolige og voldſomme Hertug Robert, med Tilnavnet Djævelen, hvilken igjen var en yngre Søn af den i 1026 afdøde Richard den 2den, Dronning Emmas Broder og Kong Olaf den helliges Ven og Beſkytter, om hvilken vi ovenfor have talt[3]. Efter Richard fulgte førſt Roberts ældre Broder, Richard 3die, men han døde to Aar ſenere (1028) af Gift, og Robert blev hans Efterfølger, ſkjønt mistænkt for at han ſelv havde ladet ſin Broder rydde afvejen[4]. Uagtet han derved paadrog ſig mange Fiender, over-

    sui conjurati fratris, scil. comitis Tostii, comitatum ferociter depopulatus est, violata pace Sancti Cuthberhti in Lindisfarnensi insula“, Twysden S. 190, Mon. Hist. Br. I. S. 609 Not., jvfr. Gaimar v. 5101—5104.

  1. Se ovf. I. 2. S. 482.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt hos Ingulf hos Savile S. 899.
  3. Se ovf. I. 2. S. 832, 833, Noten, jvfr. Villjam af Jumièges VI. Cap. 12.
  4. Villjam af Malmsbury II. 178 (Hardys Udg. S. 294).