Edward Confessor havde i sit klosterlige og lidet kjærlige Samliv med Harald Jarls Syster Eadgidha ingen Børn, og Spørgsmaalet var derfor, hvo der skulde være hans Tronfølger. Harald ansaa sig selv og ansaaes af sine Tilhængere som selvskreven dertil, i Betragtning af hans store Magt, hans Svogerskab med Kongen og hans Popularitet. Men om det end ikke udtrykkeligt siges, at dette stred imod Edwards Ønske, saa ligger det dog i Forholdenes Natur, at Tanken om at see Harald som sin Tronfølger maatte være Edward mindre end behagelig, og vi erfare ogsaa, at han i det længste værgede sig derimod. Edward ønskede helst at see Tronfølgen vedligeholdt i sin egen Æt, den ældgamle vestsexiske, og sendte derfor Bud efter sin ældre Broder Eadmund Jærnsides Søn Edward Ædheling, der for mange Aar tilbage, bortsendt af Kong Knut, havde opholdt sig i Ungarn[1]. Edward kom, ledsaget af sin Hustru Agathe, beslægtet med den i 1024 afdøde tydske Kejser Henrik den 2den, og sine Børn, Sønnen Eadgar Ædheling, og Datteren Margarete. Men han døde pludselig, strax efter Ankomsten, og efter de nordmanniske Skribenters Angivelse skal Edward nu have bestemt Tronen til sin Fætter, den nordmanniske Hertug Villjam, hvilket rigtignok synes noget underligt, da Eadgar Ædheling kunde træde i sin Faders Sted, men som finder sin Forklaring deri, at denne var et Barn, af indskrænkede Evner, og i det Hele taget uskikket til Regjeringen[2].
Villjam af Nordmandie, med hvem vi nu for første Gang gjøre Bekjendtskab, den ypperste og berømteste af alle Gange-Rolfs Efterkommere, var en Søn af Nordmannernes største Sagnhelt, den urolige og voldsomme Hertug Robert, med Tilnavnet Djævelen, hvilken igjen var en yngre Søn af den i 1026 afdøde Richard den 2den, Dronning Emmas Broder og Kong Olaf den helliges Ven og Beskytter, om hvilken vi ovenfor have talt[3]. Efter Richard fulgte først Roberts ældre Broder, Richard 3die, men han døde to Aar senere (1028) af Gift, og Robert blev hans Efterfølger, skjønt mistænkt for at han selv havde ladet sin Broder rydde afvejen[4]. Uagtet han derved paadrog sig mange Fiender, over-
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 482.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Ingulf hos Savile S. 899.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 832, 833, Noten, jvfr. Villjam af Jumièges VI. Cap. 12.
- ↑ Villjam af Malmsbury II. 178 (Hardys Udg. S. 294).
„sui conjurati fratris, scil. comitis Tostii, comitatum ferociter depopulatus est, violata pace Sancti Cuthberhti in Lindisfarnensi insula“, Twysden S. 190, Mon. Hist. Br. I. S. 609 Not., jvfr. Gaimar v. 5101—5104.
