Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/326

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
308
Harald Haardraade.

ſaa ſelv lagde an paa at ſynes — ſom Nationalitetens Forſvarer; og herpaa grundede ſig for en ſtor Deel hans Popularitet. Viſtnok var der ogſaa en anden mægtig Jarle-Æt, der maaſkee endog var af egtere angliſk Herkomſt end Godwines, nemlig Myrke-Jarlen Leofrics. Men i den langvarige Kappeſtrid mellem Harald og Leofrics Søn Ælfgar ſøgte denne Hjelp hos ſine Naboer Wælerne, Anglernes ſvorne og farlige Fiender, ſom gjorde ødelæggende Indfald i Riget, men bleve ſlagne, ydmygede og haardt ſtraffede af Harald: derved lykkedes det denne at faa en afgjort Overmagt over Ælfgar og dennes Søn og Efterfølger Endwine, i det han fremdeles ſtod ſom Fædrelandets Forſvarer og Nationalitetens Forfegter lige over for Udlændinger og Barbarer[1]. Det traf ſig ogſaa heldigt for Harald, at den mægtige Sigurd Jarl af Northumberland, Kong Edwards ivrige Tilhænger og Leofrics Ven, var død 1055 kort efter ſit Tog til Skotland mod Macbeth, efterladende en endnu umyndig Søn, Valthjof[2]. Thi da Northumberland trængte til en kraftig.Forſvarer mod Angreb fra Norden, kunde Harald ſaaledes med et Skin af Rimelighed lade Kongen overdrage dette til hans egen Broder Toſtig, ſaaledes ſom vi ovenfor have berettet. Northumbrerne vare juſt ikke ſynderlig fornøjede med at faa Toſtig til Jarl, men de maatte for det førſte finde ſig deri. Det ſynes ligeledes ſom om den ſkotſke Konge Mælkolm, der var Sigurd Jarls Frænde og tildeels ved hans Hjelp havde faaet ſit Rige tilbage, heller ikke med Glæde kunde hilſe Toſtigs Optræden ſom Sigurds Efterfølger; og der tydes ogſaa hen paa, at han virkelig gjorde Indfald i Northumberland[3], men han maatte dog, ledſaget af Toſtig, Erkebiſkoppen af York, og Biſkoppen af Durham, ſlutte Fred med Edward, i York (1059) og med Toſtig indgik han endogſaa Foſtbroderſkab[4]. Men at dette ikke var ærligt meent, ſaa man allerede faa Aar derefter (1061), da Toſtig gjorde en Pilegrimsrejſe til Rom. Thi i hans Fraværelſe gjorde Mælkolm et Indfald i Northumberland, ſom han herjede grumt, uden engang at ſkaane St. Cudhberhts Helligdom paa Lindisfarena-Øen[5].

  1. Om Haralds Tog mod Wales og Kong Griffiths Drab, ſe Chron. Sax. og de øvrige engelſke Annaliſter ved 1063 og 1064. Hvorledes ogſaa en norſk, af Kong Harald udſendt Flaade, blandede ſig i disſe Anliggender, ſe ovf. S. 268, 269.
  2. Se ovf. S. 266.
  3. Geoffr. Gaimar v. 5086, 5087.
  4. Simeon af Durham ved 1059, Gaimar v. 5089—5098, Mon. Hist. Br. I. S. 825.
  5. Simeon af Durham ved 1001. Det er her, hvor der tales om Foſtbroderſkabet mellem Mælkolm og Toſtig. „Rex Scotorum Malcolmus“, heder det,