Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/325

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
307
Harald Godwinesſøns Magt i England.

heder tog Kongen i Beſiddelſe, ſaa at Ulfs ængſtelige Anelſer om at Kongens Beſøg ej vilde bekomme ham vel, gik ganſke i Opfyldelſe[1].

29. Engelſk-nordmanniſke Anliggender. Toſtig Godwinesſøn hos Kong Harald.


Imidlertid forberededes i Veſten de Begivenheder, der her ved en, om end nødtvungen, dog ikke desmindre fuldſtændig Sammenſmeltning af norſke Vikingers Efterkommere med den ældre angliſke Befolkning, ſkulde grunde et Verdensmonarchi, hvis Storhed, ſom ingen i hine Tider forudſaa, nu nokſom viſer ſig ſom en Virkning af angliſk Udholdenhed parret med nordiſk Kraft og Foretagelſesaand, og til hvis Oprettelſe Kong Harald, der mere end nogen anden norſk Konge ſynes at være beſtemt til at udbrede Fædrelandets Berømmelſe til fjerne Egne, i en ikke ringe Grad, og med Opofrelſe af ſit eget og mange Nordmænds Liv, ſkulde bidrage.

Vi have ſeet, hvorledes der var lykkets Godwine Jarl at erhverve en Magt i England, mod hvilken Kong Edwards egen havde lidet at betyde, og ſom efter hans Død ogſaa gik over til hans Sønner, fornemmelig Harald. Vi have ligeledes ſeet, hvorledes Kong Edward Confesſor, uagtet han bøjede ſig for Nødvendigheden og fandt ſig i dette Herredømme, dog i ſit Hjerte græmmede ſig derover, og deels af Forkjærlighed for ſin Moder Emmas Frænder og hendes Fædreland, hvor han havde tilbragt ſine Ungdoms-Aar, deels af religiøſe Henſyn, yndede Nordmannerne, og foretrak deres Selſkab, Sprog og Stikke for Anglernes, der i hans lange Udlændigheds-Tilſtand vare blevne ham fremmede[2]. Under disſe Omſtændigheder faldt det af ſig ſelv, at Harald Jarl, trods hans halvdanſke Herkomſt, dog af det angliſke Folk betragtedes, hvad han og-

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 92—95. Morkinſkinna fol. 10. a., 11. b. Hvad der i denne Fortælling ved førſte Øjekaſt viſer ſig ſom aabenbar urigtigt, er Sigurd Riſes og Sønnen Halfdans Fremtræden ſom mægtige og uafhængige Konger. At de førte Kongenavn, er viſt nok, ſiden Halfdans Søn Sigurd Syr ogſaa kaldtes Konge, men det foregivne Rige havde kun lidet at betyde, og man kan være forvisſet om at de ej havde Jarler under M. Men jo mindre deres Magt antages at være, og jo mere deres Kongedom ſynker ned til en blot Titel, deſto rimeligere bliver i ſig ſelv Fortællingen om at det kunde lykkes Almſtein at træde i Halfdans Sted og tilegne ſig hans Kongenavn. Thi naar dette meſtendeels gjaldt private Godſer med deres paaboende Lejlændinger, bliver det tænkeligt; medens neppe engang et enkelt Fylkes fribaarne Indbyggere vilde have taalt det. Eet er dog, hvad Harald fortalte, og et andet, hvad der virkelig var Tilfældet. Der er intet uſandſynligt i at Harald har givet en ſaadan Fortælling til bedſte.
  2. Se herom ovenfor S. 168—173.