hed Halfdan. Derforuden havde han en Træl ved Navn Almstein, hvis Æt ingen kjendte, en stor, sterk og dygtig Mand. Kong Sigurd, Halfdan Jarl og Almstein vare jevnaldrende og havde været Legekamerater i deres Barndom. Sigurd og Jarlen havde desuden indgaaet Fostbrødrelag med hinanden. Da Sigurd laa paa sit Yderste, kaldte han Halfdan Jarl til sig, og bad ham for det Venskabs og Fostbroderskabs Skyld, der var imellem dem, at hjelpe hans Søn med at styre og forsvare Riget. Halfdan lovede det, og holdt ogsaa ærligt sit Løfte, da Kongen var død. Almstein tilbød sig nu at inddrive og oppebære de kongelige Indtægter for tre Aar, og saa vel paa Grund af det fortrolige Forhold, hvori han havde staaet til den afdøde Konge, der aldrig havde behandlet ham som de øvrige Trælle, som formedelst hans bekjendte Duelighed, overdrog Halfdan Jarl ham dette Hverv. Men fra den Tid af fik Kong Halfdan kun lidet af sine Indtæegter, medens Almstein derimod brugte dem til sin egen Fordeel, sejlede til fremmede Lande, drev en indbringende Handel, og skaffede sig mange Tilhængere ved Pengegaver. Imidlertid døde Jarlen, og da Almstein erfoor dette, lagde han ikke længer Dølgsmaal paa sine Hensigter, men samlede sine Tilhængere, omringede Halfdans Gaard, og satte Ild paa den. Halfdan og en Søn af Jarlen, der opholdt sig hos ham og var hans fortrolige Ven, undkom dog til Skoven gjennem en underjordisk Gang, og flygtede til Svithjod, hvor de søgte Tilflugt hos en Jarl, ved Navn Haakon. Han modtog dem koldt, og det var kun saa vidt at de fik Tilladelse til at forblive der; nogen Udmerkelse eller venlig Behandling blev dem ej til Deel. Imidlertid opkastede Almstein sig til Herre over Halfdans Rige, antog Kongenavn, og fandt ingen Modstand, faa slemt det end var at leve tinder hans Herredømme, thi han var haard og dertil usædelig, saa at han lod tage anseede Mænds Koner og Døtre, beholdt dem hos sig en Stund, og havde mange Børn med dem. Han troede fuldt og fast at Halfdan og Jarlens Søn vare indebrændte. Da disse havde opholdt sig hos Haakon Jarl i tre Aar, sagde de ham Farvel og takkede ham for Opholdet. „Dette er lidet at takke for“, sagde han, „da jeg ikke bar viist eder synderlig Agtelse: men dette skede med vel beraad Hu, da jeg lige fra først af kjendte eder og vidste at du var en Søn af min gamle Ven Kong Sigurd; jeg vilde ikke at Folk skulde faa mindste Nys om, at I levede. Nu kommer dette godt tilpas, thi jeg skal medgive eder tre Hundrede Mand, og om dette end er en temmelig liden Skare, saa kan det dog nok lykkes eder at komme uforvarende over Nidingen Almstein og gjenvinde eders Rige og Anseelse“. De droge afsted, og havde virkelig det Held at overrumple Almstein. De satte Ild paa hans Gaard; de Folk, han havde hos sig, fik strax Lov til at gaa
