Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/322

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
304
Harald Haardraade.

ſaa meget, at han eftertrykkeligt kvalte Oprørsaanden iblandt dem[1]. Der fortælles ogſaa, at Harald, efter at Oprøret var dæmpet og alt bragt i Orden paa Oplandene, rejſte omkring paa Vejtſler i de oplandſke Fylker, at ſamtlige Hereder nu havde faaet Fred, og at en mægtig Bonde, ſom han gjeſtede, bevidnede at alle glædede ſig ved at ſee ham ſidde i Ro og nyde ſine Venners Yndeſt.

Fra denne Rejſe, ſom Harald foretog gjennem Oplandene, er der dog opbevaret et Sagn, der viſer, hvor lidet glædelig hans Rejſe var for mange af Indbyggerne, og med hvor ſtor Strenghed han ſøgte af hævde ſin virkelige eller foregivne Ret, uden Henſyn til de allerede i lang Tid beſtaaende Forhold. Uagtet Sagnet kun meddeles i de vidtløftigere Kongeſagaer, har det dog intet utroværdigt ved ſig, og om det end maaſkee i et eller andet kan indeholde nogen Overdrivelſe, ſynes det dog i det Væſentlige at medføre Sandhed: i alle Fald er det neppe ſtort over hundrede Aar yngre end Haralds Tid[2], og viſer, hvilket Indtryk hans Rejſe havde efterladt paa de nærmeſte Generationer. Der var en Mand paa Oplandene, ſom hed Ulf den audge (rige), og ſom i Sandhed fortjente dette Tilnavn, da han ejede ikke færre end 14 eller 15 Gaarde. Hans Kone ønſkede, at han ſkulde indbyde Harald til Gjeſtebud hos ſig, ſom ſaa mange andre mægtige Mænd gjorde; og uagtet Ulf havde mange Betænkeligheder derved, ſaaſom han kjendte Kongens Haveſyge, der ſikkert vilde vækkes ved Synet af alle hans Rigdomme, føjede han dog tilſidſt ſin Kone deri, og indbød Kongen til ſig, medens han var hos den oven omtalte Bonde, ſaaledes at han fra denne ſkulde begive ſig umiddelbart til ham. Kongen lovede det. Imidlertid gjorde Ulf ſtore Forberedelſer. Paa den beſtemte Dag kom Kongen, og fandt alt indrettet paa det herligſte, baade Hallen ſelv, Bordtøjet og Drikkekarrene, ſaa at intet manglede af hvad der behøvedes til et prægtigt Gjeſtebud. Kongen viſte ſig ogſaa ſærdeles oprømt, og tilbød ſig endog ſelv at fortælle en morſom Hiſtorie til Selſkabets Underholdning. Da alle med Glæde modtoge dette Tilbud, og kaldte det en ſtor Ære for Gildet, at en Mand ſom han, vilde bidrage til Morſkaben, begyndte han at fortælle hvad han kaldte ſin lille Stump, ſaaledes ſom følger. „Sigurd Riſe hed en af Harald Haarfagres Sønner. Hans Søn hed Halfdan, og han havde en Jarl, der ligeledes

  1. Fortællingen om Straffetoget meddeles i Harald Haardraades Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 76, i Morkinſkinna fol. 10. a. og 11. b., og i Fagrſkinna Cap. 195; men det er forhen nævnt, at disſe to Sagaer henføre Begivenhederne til Tiden for Nisaa-Slaget.
  2. Morkinſkinna, hvori Fortællingen ſtaar, er ſelv neppe meget yngre end 1220, og viſer ſig dog at være Afſkrift af en ældre Kodex, der ſandſynligviis allerede var nedſkreven omkring 1170.