Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/321

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
303
Urolighederne paa Raumarike dæmpes.

fra Gauterne, der ſamlede ſig paa den øſtre Bred[1]. Fra Elven ſtyrede han tilbage til Oslo, og drog derfra ſtrax med en ſtor Hær op paa Raumarike, for at holde en ſtreng Tugtelſe over Indbyggerne, der ej alene havde negtet at betale ham Skat, men og, ſom han ſagde, gjort Stempling med hans Fiender, og underſtøttet disſe. Han foor haardt, ja endog gruſomt frem. Bønderne ſøgte vel førſt at gjøre Modſtand, og ſagde at de ikke vilde taale Ulovlighed; men overladte til ſig ſelv og uden Underſtøttelſe fra Sverige bleve de aldeles tæmmede. „Det hele Folk“, ſiger Thjodolf i Omkvædet til et Digt, hvori han ogſaa forevigede denne Begivenhed, maatte bøje ſig for Harald, og Bønderne have intet andet Valg end at finde ſig i alt, hvad Kongen paabyder“. Harald lod nogle af Bønderne lemlæſte, andre dræbe, atter andre fratog han al deres Ejendom; forreſten herjede og brændte han i Herederne, „thi“, ſom Thjodolf ſiger, „Ilden lærte nok Bønderne Lydighed“. Fra Raumarike drog han til Hedemarken, hvis Indbyggere det ikke gik hedre. „De oprørſke Thegners Ejendomme“, ſiger Thjodolf, „gik op i Lue, Ilden fæſtede ſig i deres Huſe, og Fyrſten tog en haard Straf over Heinerne“. Derpaa hjemſøgtes Hadafylke, førſt Hadeland, ſiden Ringerike, paa ſamme Maade. „Ilden“, ſiger Thjodolf, „foreſkrev Ringerne en tvungen Dom, førend de opnaaede Tilladelſe til at ſlukke den, og de tiggede om Livet“. Hvor alvorlig og gjennemgribende denne Refſelſe var, ſom nu overgik de trende oplandſke Fylker, ſkjønnes bedſt deraf, at den medtog en Tid af ikke mindre end tre Halvaar[2]. Det kan ikke have været Straffen alene, hvormed Harald i al denne Tid beſkjeftigede M„ men han maa ogſaa, idet han rejſte fra Hered til Hered, have faaet de Lovsforandringer vedtagne, der her vilde ſætte Kongens og Underſaatternes gjenſidige Rettigheder i det væſentlige paa ſamme Fod, ſom andenſteds i Landet, hitte enkelte Punkter fraregnede, ſom vi ogſaa efter Haralds Tid finde ſæregne for Oplandenes og Vikens Lovgivning, men ſom maaſkee og kunne høre blandt de Eftergivelſer, Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, eller hans Sønneſøn Haakon ſiden tilſtod ſine Underſaatter[3]. Viſt er det imidlertid at Oplændingerne ſidenefter hørte til de roligere af Landets Indbyggere, og man maa derfor antage at Harald ved ſin haarde Fremfærd dog udrettede

  1. Dette angives i Morkinſkinna, ſom her nævner „Elven“, hvilket vel ſkal betegne „Gaut-Elven“. Uſandſynligt var det imidlertid ej fra Morkinſkinnas Bearbejders Standpunkt, at Harald ogſaa havde taget Tilbagevejen gjennem Vrangselven og Glommen, og paa denne Maade kom til Raumarike.
  2. Se ovf. S. 235.
  3. Se nedenfor, jvfr. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Magnus Barfods Saga Cap. 1.