fra Gauterne, der samlede sig paa den østre Bred[1]. Fra Elven styrede han tilbage til Oslo, og drog derfra strax med en stor Hær op paa Raumarike, for at holde en streng Tugtelse over Indbyggerne, der ej alene havde negtet at betale ham Skat, men og, som han sagde, gjort Stempling med hans Fiender, og understøttet disse. Han foor haardt, ja endog grusomt frem. Bønderne søgte vel først at gjøre Modstand, og sagde at de ikke vilde taale Ulovlighed; men overladte til sig selv og uden Understøttelse fra Sverige bleve de aldeles tæmmede. „Det hele Folk“, siger Thjodolf i Omkvædet til et Digt, hvori han ogsaa forevigede denne Begivenhed, maatte bøje sig for Harald, og Bønderne have intet andet Valg end at finde sig i alt, hvad Kongen paabyder“. Harald lod nogle af Bønderne lemlæste, andre dræbe, atter andre fratog han al deres Ejendom; forresten herjede og brændte han i Herederne, „thi“, som Thjodolf siger, „Ilden lærte nok Bønderne Lydighed“. Fra Raumarike drog han til Hedemarken, hvis Indbyggere det ikke gik hedre. „De oprørske Thegners Ejendomme“, siger Thjodolf, „gik op i Lue, Ilden fæstede sig i deres Huse, og Fyrsten tog en haard Straf over Heinerne“. Derpaa hjemsøgtes Hadafylke, først Hadeland, siden Ringerike, paa samme Maade. „Ilden“, siger Thjodolf, „foreskrev Ringerne en tvungen Dom, førend de opnaaede Tilladelse til at slukke den, og de tiggede om Livet“. Hvor alvorlig og gjennemgribende denne Refselse var, som nu overgik de trende oplandske Fylker, skjønnes bedst deraf, at den medtog en Tid af ikke mindre end tre Halvaar[2]. Det kan ikke have været Straffen alene, hvormed Harald i al denne Tid beskjeftigede M„ men han maa ogsaa, idet han rejste fra Hered til Hered, have faaet de Lovsforandringer vedtagne, der her vilde sætte Kongens og Undersaatternes gjensidige Rettigheder i det væsentlige paa samme Fod, som andensteds i Landet, hitte enkelte Punkter fraregnede, som vi ogsaa efter Haralds Tid finde særegne for Oplandenes og Vikens Lovgivning, men som maaskee og kunne høre blandt de Eftergivelser, Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, eller hans Sønnesøn Haakon siden tilstod sine Undersaatter[3]. Vist er det imidlertid at Oplændingerne sidenefter hørte til de roligere af Landets Indbyggere, og man maa derfor antage at Harald ved sin haarde Fremfærd dog udrettede
- ↑ Dette angives i Morkinskinna, som her nævner „Elven“, hvilket vel skal betegne „Gaut-Elven“. Usandsynligt var det imidlertid ej fra Morkinskinnas Bearbejders Standpunkt, at Harald ogsaa havde taget Tilbagevejen gjennem Vrangselven og Glommen, og paa denne Maade kom til Raumarike.
- ↑ Se ovf. S. 235.
- ↑ Se nedenfor, jvfr. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Magnus Barfods Saga Cap. 1.
