efter at hans egen Fader Utrygg var falden for Eyjulfs Haand. Eyjulfs store Magt og Indflydelse havde bevirket, at Hall tilligemed tre andre af hans Parti maatte forlade Island. Hall havde fundet en venlig Modtagelse hos Harald, der gjorde meget af ham, fordi han var en dygtig Mand og tapper Kriger. Men ombord hos Kong Haralds Søn Magnus, der ogsaa var med paa dette Tog, befandt sig en Frænde af Kodraan, ved Navn Thormod. Thormods Moder Jorunn var en Systerdatter af Gudmund den mægtige, Kodraans Fader, og saaledes Kodraans Syskendebarn. Thormod var kun et Aar gammel, da Kodraan blev dræbt, og havde saaledes aldrig seet Hall, da denne kort efter rejste udenlands; han vidste ikke engang af, at han befandt sig i Hæren. Men da Kodraans Drab havde gjort megen Opsigt, og Eyjulf saa vel som de øvrige Madrevallinger ikke fandt at de havde faaet Erstatning nok, ansaa enhver af dem sig forpligtet til at dræbe Hall, hvor de traf ham. Magnus’s Skib laa yderst i Vaagen og nærmest til at sejle ud, Kongens derimod inderst. Da der kun var et lidet Stykke tilbage at hugge op, kom Hall løbende og gav sig til at hugge med saa stor Ivrighed, at en af de Omstaaende udbrød: „ingen er dog flinkere end Hall Kodraansbane!“ Da Thormod borte dette fra Magnus’s Skib, sprang han strax ned paa Isen, løb hen til Hall, og hug ham Banehug. Strax stimlede saa mange til, at Isen brast under dem: i den Forvirring, som herved opstod, da enhver havde nok at gjøre med at frelse sit Liv, kom Thormod op igjen i Skibet, og da nu ogsaa Vaagen var aaben, gav Magnus strax Befaling til at lægge ud, sejlede afsted saa hastigt han kunde, og lod Thormod, da han lagde til Havn om Aftenen, gjemme sig i en nærliggende Skov. Da Kongen fik Drabet at vide, blev han meget opbragt, men da hans Skib laa inderst, kunde han ikke indhente Magnus, førend han allerede var kommen i Havn og Thormod bragt tilside. Han fordrede at Magnus skulde udlevere ham, ja truede endog at angribe sin egen Søn, da denne vægrede sig og tilbød Bod for Thormod: dog fik deres fælles Venner omsider bilagt Trætten. Thormod slap derfra med Livet, og Magnus skaffede ham ud af Landet til Danmark, hvorfra han siden rejste til Constantinopel og tog Tjeneste blandt Væringerne[1].
Harald tog Vejen fra Væneren ud igjennem Gaut-Elven, og skal paa Farten gjennem denne have mistet nogle Folk, som rammedes af Skud
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 90, Snorre Cap. 75, Ljosvetningasaga Cap. 22—30. Om Thormod fortælles der i de vidtløftigere Kongesagaer, at da han vilde tage Tjeneste hos Kejseren i Myklegaard, fandt denne ham at vare for liden af Væxt, men fik engang see, at han med et eneste Hug skilte Hovedet paa en Tyr fra Kroppen, og antog ham da strax, idet han sagde: „denne Mand kan nok gjøre andre store Hug, end paa Kvæg alene“.
