Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/318

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
300
Harald Haardraade.

deres Vagtilde. Hos dem ſkal Haakon Jarl have indfundet m, forklædt ſom en gammel, pjaltet Betler, tilbudt ſig at viſe dem en Vej, ad hvilken de kunde faa fat paa Jarlen, og derved lokket mange af dem i et Baghold, hvorfra kun faa undkom[1]. Der tales ikke om at Harald gjorde noget Forſøg paa at hevne dette Uheld, der vel ikke havde ſtort at betyde i Sammenligning med den nys vundne Sejr. Det var viſt heller ikke Haralds Plan, at vove ſig videre ind i et fiendtligt Land, aller mindſt paa en ſaadan Aarstid, thi der indtraf en ſaa ſterk Froſt, at Skibene paa en eneſte Nat frøs inde, ſaa at man kunde gaa paa Iſen omkring dem; og kun med megen Anſtrengelſe og efter længere Tids Forløb lykkedes det Nordmændene at hugge en Vaag op, gjennem hvilken de kunde komme ud. I denne Tid nødtes de til at gjøre hyppige Strejftog i Land for at ſkaffe ſig Slagt, og hver Gang, heder det, miſtede de en fem til ti Mand formedelſt Overfald af Haakon Jarl[2]. Det lader dog ikke til, at han eller Gauterne gjorde noget Forſøg paa at angribe ſelve Skibene; derimod ſkal der være kommet et Rygte om at Haakon ſkulde være dragen til Svithjod for at ſamle en ſtor Hær, med hvilken han og Kong Steenkil vilde anfalde Nordmændene, medens Kong Sven beſatte Elveløbet udentil; og dette Rygte ſkal have fremſkyndet Haralds Tilbagetog[3]. Forholdet det ſig ſaa, at Rygtet virkelig gik, var dog Rygtet ſelv ikke desmindre uſandt, thi Kong Sven tænkte i denne Tid aldeles ikke paa noget Tog mod Harald. Og at ſaa vel Steenkil og Gauterne, ſom maaſkee endog Haakon ſelv, havde faaet nok af denne Kamp med Harald til at forſøge paa nogen nu, viſer ſig aller bedſt deraf, at Harald ikke oftere foruroligedes af noget Angreb fra ſvenſk Side, at Oplændingerne bleve aldeles overladte til ſig ſelv, og at Haakons Navn endog forſvinder af Hiſtorien, uden at man veed andet om ham, end at han fremdeles nød ſtor Anſeelſe, og at hans Æt vedblev at blomſtre i Gautland og Danmark, hvor en af hans Ætlinger, Erik Lam, endog blev Konge. Harald havde ſaaledes visſelig udrettet, hvad han med dette, tilſyneladende dumdriſtige, Angreb havde tilſigtet[4].

  1. Denne Liſt af Haakon Ivarsſøn omtales alene i Morkinſkinna. Uſandſynligt er det i ſig ſelv ikke, men dette Slags Krigspuds hører ſaaledes til de ſtaaende Forraad af Anekdoter derom, at Fortællingen alene af den Grund bliver noget mistænkelig, hvortil ogſaa kommer, at den udelades i den anden Bearbejdelſe.
  2. Ogſaa dette omtales alene i Morkinſkinna.
  3. Fremdeles efter Morkinſkinna; den anden Sagabearbejdelſe nævner intet Ord derom, ja fortæller ikke engang, hvorledes Harald kom ud af Væneren.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 89, 90, Morkinſkinna fol. 14. d. og 15. d. Ogſaa Fagrſkinna nævner i Korthed om denne Begivenhed, Cap. 195, men kalder Stedet, hvor de kæmpede, urigtigt Jotland iſtedetfor Gautland. Den ſvenſke