Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/317

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
299
Haakon Jarls og Gauternes Nederlag.

ſom han ſagde disſe Ord, rejſte Nordmændenes Hær ſig op, iſtemte Krigsraab og ſlog paa ſine Skjolde. Gauterne, der troede at Nordmændene nu vilde begynde Angrebet, gave ſig ogſaa til at raabe; derved blev den Heſt, paa hvilken Lagmanden ſad, ſky, og rykkede ſaa heftigt i Touget, at Pælen fløj op med en Fart og traf Lagmanden ved Øret; han troede ſtrax at det var en norſk Piil, glemte i et Øjeblik alle ſine tapre Ord, gav Heſten af Sporerne med de Ord: „gid du faa en Ulykke, du Nordmand, ſom du ſkyder“, og tog Flugten. Det havde dog ikke været Haralds Henſigt at angribe, men kun at ſætte Gauterne i Forvirring og Bevægelſe. Det lykkedes ham fuldkommen. Jarlen rykkede ſelv frem med ſit Merke, i den Tanke at Nordmændene nærmede ſig; men Harald holdt ſine Folk tilbage, indtil Gauterne vare komne over Myren, lige under Bakken; da ſtyrtede de i fuld Fart ned over dem, og tilføjede dem et fuldſtændigt Nederlag. Jarlen ſelv forſvarede ſig tappert med ſin udvalgte Skare af Krigere, der havde fulgt ham hjemmefra, men Gauterne flygtede til den nærliggende Skov, og tilſidſt maatte ogſaa han vende Ryggen. Blandt andet Bytte, ſom Nordmændene gjorde, var og hiint Banner, der havde tilhørt Magnus den gode, og ſom Harald nu lod bære i Triumf foran ſig ved Siden af ſit eget, idet han kaldte det Sejrens ſkjønneſte Priis. Han forfulgte de flygtende et Stykke ind i Skoven, men ikke langt, da Mørket allerede begyndte at falde paa. De fleſte antoge ogſaa, at Jarlen var falden. Men da Nordmændene paa Tilbagevejen gjennem Skoven kom til et Sted, hvor Vejen var ſaa ſmal, at blot een kunde gaa ad Gangen, vidſte man ikke Ordet af, førend en Mand kom løbende[1] tvers over Vejen, gjennemborede den, der bar Merket, med et Spyd, medens han med den anden Haand greb Merket ſelv, og ilede ind i Skoven paa den anden Side, altſammen ſaa hurtigt, at man ej kunde faa ham fat. Da man meldte Kongen dette, ſagde han: „Saa er Jarlen endnu i Live: ſkaf mig min Brynje!“ „Jeg kjender“, tilføjede han ogſaa, „min Frændkone Ragnhilds Sindelag for godt til ikke at kunne ſkjønne, at det ej vilde være Haakon let at komme over hendes Sængeſtok, hvis han havde miſtet Merket: men nu vil alt være godt og vel mellem dem“[2]. Mange ſagde da, at Jarlen ved denne driſtige Daad havde hevnet ſit Nederlag. Kongen vendte endnu ſamme Nat tilbage til ſine Skibe, og begav ſig ombord med en Deel af Hæren, medens de øvrige forblevet Land ved

  1. I Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og hos Snorre ſtaar der at Manden hleypti d. er reed, tvert over Vejen. Men naar denne var ſaa trang, at kun een for een kunde gaa langs ad den, var det en fuldkommen Umulighed at ride i fuld Fart tvers over den.
  2. Det førſte Udſagn meddeles i den nys nævnte Bearbejdelſe, det andet i Morkinſkinna.